Tiden og stilheden

21. Mar 2012

Det er en stor retrospektiv udstilling, et koncentrat af Pia Schutzmann mangesidige kunstneriske virke, som man kan se på Nivaagaard

Af Andreas Hansen
andreasdk@hotmail.com

Tegninger og traditionen
De ny tegninger fra Nivaagaard fortæller noget om Pia Schutzmanns spontane, men også tidskrævende tilgang til sine motiver. Da hun skulle til møde om udstilling på Nivaagaard i februar 2011, fik hun øje på en gruppe træer, hun simpelthen måtte tegne. Det blev til en hel serie af tegninger fra Nivaagaards have, der i tid går helt tilbage til dengang, Nivaagaards stifter, Johannes Hage, byggede museet og anlagde haven. Og da Schutzmann bruger lang tid på hver tegning, kom hun også til at opleve årstidernes skift fra en kold februardag til foråret, hvor ramsløgene kom frem, parkens store rododendronbuske blomstrede, og det lille tempel, som var den oprindelig indgang til museet, spejlede sig i søen. Museet og parken ligger i et helt unikt område, der er bevaret mere eller mindre, som det altid har været, og hvor man ikke vil blive forbavset, hvis man traf på én af de guldaldermalere, som Nivaagaard-samlingen har så mange fine værker af.

Gennem tid
Forløbet viser, hvorfor man har givet udstillingen titlen "Pia Schutzmann, Gennem tid". For selv om det er en spontan indskydelse, der får hende i gang, bruger hun så lang tid på tegningerne, at hun både får vist noget om årstiderne, stedets historie, og den tradition, hun på mange måder er rundet af. Pia Schutzmanns inspirationkilder rækker længere tilbage, end man måske tror, for som der står i forordet til kataloget: "Tiden og stilheden ligger dybt mejslet i Pia Schutzmanns arbejde. Det var menneskets første aftryk – de præhistoriske malerier i Lascaux- grotterne, der første kunstneren til Cahors i Frankrig". De sidste 20 år har kunstneren om sommeren arbejdet i sit atelier tæt på Cahors. Når kunstneren er så fascineret af disse hulemalerier, er det måske, fordi de står med en lige så stor kunstnerisk autoritet, som mange mesterværker skabt i historisk tid. I hvert tilfælde skriver hun selv meget smukt og sanseligt om sit møde med forhistorisk kunst. Og vil man vide mere om kunstneren, er kataloget værd at dykke ned i. Ikke mindst, fordi Pia Schutzmann selv skriver meget kompetent og levende om, hvad det er, der har påvirket hende. F.eks. det afgørende møde med grafikeren, professor Palle Nielsen, da hun kom på Det Kgl. Kunstakademi

Portrætter
Pia Schutzmann er nok først og fremmes kendt for sine portrætter af Dronning Margrethe, Louisianas stifter Knud W. Jensen, fotografen Rigmor Mydtskov og mange flere. Hun lægger vægt på ikke at bruge fotografi, men maler så at sige sine portrætter frem på lærredet og når sit resultat efter mange møder med modellen, som hun gør meget lidt for at forskønne. Billederne er ofte forbløffende realistiske.

Problemet med udstillingen er måske, at portrætterne tager for meget af opmærksomheden fra hendes grafik, tegninger og abstrakte arbejder.

Nivaagaard
Gl. Strandvej 2, Nivå
Frem til den 28. maj
 
Artikel fra: Nr. 03 / 2012 – Marts / april