Igennem rigtig mange år har Danmark konkurreret med Sverige om at kunne slå hinanden i fodboldkampe på landsholdsniveau. Lige nu har Danmark nok overhånden, men sådan har det ikke altid været mellem de to broderlande. Selvom der ikke har været en konkurrence inden for kunstverdenen mellem de to lande, er det særdeles interessant at se, hvordan den moderne kunst har udviklet sig forskelligt i de to lande. Kunstmuseum Brandts nye store udstilling, Rosa sejl – Svensk modernisme fra Moderna Museet, indvier os i, hvordan den modernistiske kunst udviklede sig i Sverige i første halvdel af 1900-tallet. Hvis man vil sammenligne til den danske kunst i samme periode, kan man bare gå ind i Brandts permanente samling, som viser glimrende eksempler på, hvordan danske kunstnere i samme periode bevægede sig endnu længere væk fra en naturalistisk gengivelse af virkeligheden end svenskerne, men det gør ikke denne udstilling mindre interessant. Det er fantastisk, at museet har fået lov at låne så fine værker fra Moderna Museet i Stockholm. Den er virkelig flot kurateret af Ellen Egemose, fordi den viser mangfoldigheden i den svenske modernisme.
Opsætning
Det første, man møder, når man går ind i udstillingen er en imponeret stablet, stor brændestabel af Carola Grahn, Horizon of me(aning), 2025/2026. Umiddelbart har den ikke så meget med modernismen at gøre, men udover at være et godt blikfang er den også et værk, der viser, hvordan nye kunstnere arbejder videre med modernismen. Ellers åbner udstillingen sig op i en række mindre rum med vægge malet i farvenuancer, der passer til de udstillede værker. Den besøgende ledes gennem udstillingen i et næsten labyrintisk forløb, men forbindelsen gennem hele udstillingen er en åbning i væggene mellem rummene, så man får et kik gennem hele udstillingen.
Dette udstillingsdesign er skabt i samarbejde med Anne Schnettler og er med til at understrege de forskelligheder, som også findes i den svenske modernisme.
Rosa Sejl
Udstillingen låner sin titlen fra Ragnar Sandbergs maleri fra 1934. Kunstneren er en del af kunstnergruppen, Göteborgkoloristerne, og dyrker de lysende farver med tydelige, brede penselstrøg.
Motivet består af et stort strandareal malet i lysegrønne og rosa nuancer. På stranden ligger optrukne både og et enkelt stribet sejl. En sti med to spadserende, rygvendte personer leder os ud til et sund, hvorpå to sejlskibe med rosa sejl dukker op. Den kompositionsmæssigt høje horisontlinje fyldes med mørkegrønne træer. Værket er et af kunstnerens ungdomsværker, fordi det har tydelige referencer til den sene impressionisme, som man kan se hos f.eks. franskmanden Pierre Bonnard, men samtidig ses også en interesse for at ændre på virkelighedsopfattelsen ved at skifte synsvinkel i motivet. Forgrunden ses i fugleperspektiv og sundet med skibe ses i et normalperspektiv, så på den måde kan Sandberg åbne for nye måder at tænke kunst på.
Hjertén og Grünewald
Ægteparret Sigrid Hjertén og Isaac Grünewald var helt centrale navne i den svenske modernisme i første halvdel af 1900-tallet. De havde begge studeret på Henri Matisse´s akademi i Paris, hvor intens dyrkelse af farven var en af grundstenene. Denne anderledes, nye brug af farven kan studeres i Sigrid Hjerténs store maleri, Atelierinteriør.
I forgrunden dominerer en siddende, femme fatale kvinde sammen med en mand og et barn, som kommer ind fra højre i billedet. I mellemgrunden sidder en kvinde mellem to mænd i en sofa.
Mændene diskuterer tilsyneladende, og kvinden sidder næsten som mundlam mellem dem. Baggrunden udgøres i højre side af en væg, hvorpå der bl.a. hænger et maleri med et mor-barn motiv. I venstre side ser det ud til, at man kan se gennem et gardin ud mod et bylandskab. I atelieret er der også en nøgenskulptur af en kvinde, et dækket tebord og et barns legetøj. Yderst til højre i forgrunden er det et orange felt fyldt med figurer, der kunne ligne edderkopper og mus.
Barnet og kvinden i sofaen er de eneste personer, som ser ud mod beskueren og heri ligger der sikkert en fortælling, men set i det modernistiske lys er det spændende at se, hvordan Hjertén bruger farven på en ny, banebrydende måde, hvor store farveflader rent ekspressionistisk, symbolladet og rummæssigt har fået sin egen helt egen betydning uden egentlig påvirkning af lys, som man kender fra naturalismen og impressionismen.
Det kantede
Ligesom mange af de danske modernister hentede de svenske inspiration fra Paris, men Gösta Adrian-Nielsson adskiller sig en del fra de andre svenske modernister, fordi han tog i 1913 til Berlin, hvor han blev optaget af både kubisme og futurisme og på den måde blev ført mod et mere abstrakt maleri.
En diagonal fra øverste venstre hjørne mod nederste højre hjørne giver sin egen dynamik med heste til venstre, slagtøjssektion med trommer og mænd med høje husarhuer i midten og et bybillede til højre. Alle elementerne er skildret i gentaget rytme, som både giver bevægelse, men også understreger den skildrede musik. Farven er lagt på i farveflader og i store kontraster til hinanden og skaber dermed yderligere dynamik. Det er virkelig et godt udtryk for den modernisme, som også Sverige oplever i deres kunst, her eksemplificeret i et næsten rent futuristisk motiv, der hylder farten og tempoet.
Modernismen i Danmark bevæger sig nok endnu længere væk fra det naturalistiske over mod det mere indholdsløse og abstrakte. I den svenske modernisme holder man mere fast i også at have et narrativ med, men det er virkelig interessant at se, hvordan vores broderland integrerer modernisme i dets kunst. Man kan kun takke Moderna Museet i Stockholm for, at Kunstmuseum Brandts har fået mulighed for opdage den svenske modernismes fremmeste kunstnere.
Kunstmuseum Brandts
Amfipladsen 7, Odense
Frem til 16. august
