Strik og streg på Bryggen

23. Sep 2013

Nordatlantens Brygge markerer sig som et helt særligt udstillingssted. Placeringen er formidabel og de to udstillingsrum fungerer godt i sammenhængen. Lige nu vises to markant forskellige udstillinger af illustrator Bardur Oskarsson og strikdesigner Randi Samsonsen

Af Lisbeth Tolstrup

Selvfølgelig er der nogle forpligtelser forbundet med tilhøret til Nordatlanten – kunstnerne og udstillingerne derude på bryggen skal have relation til det nordiske. Det kan opfattes som en begrænsning, men det kan også det modsatte, nemlig være en øjenåbner for alle os, der ikke lige når en tur til Færøerne, Island eller Grønland hvert andet år. Dertil kommer, at man i udvælgelsen af kunstnere har et godt og åbent blik for andre udtryksformer end de traditionelle. Blandt andet har der flere gange været vist udstillinger med tekstilt indhold, hvilket tiltrækker en stor og anderledes målgruppe end det kendes fra gallerisammenhæng. Således også denne gang, hvor det er den færøske designer Randi Samsonsen, der har indtaget stueetagen under den tvetydige titel ”Der er noget i luften”. Hun er vild, undersøgende og grænseoverskridende i sin søgen efter det tekstile udtryk. På udstillingen præsenteres flere typer af værker i form af strikkede minitekstiler, narrative broderier i stort format og installationer, der i sære formationer indtager gulvet, væggene og sågar en del af loftet. Randi Samsonsen er uddannet i Danmark, men har valgt at vende tilbage til Færøerne, hvor naturen er en fortsat inspirationskilde. Det kan være grunden til, at der i flere af billederne fornemmes en sammenhæng til fysiske søkort, der i den tekstile gendigtning fremstår som dekorative flader eller pågående formationer – til tider med erotiske undertoner. Dertil kommer en bevidst undersøgelse af farverne, der udgør et helt kapitel for sig, i nogle værker skarpt afgrænsede til næsten monokrome skalaer, i andre direkte pågående i en leg med harmonier og kontraster.

En trappe op og man lander i en helt anden boldgade. Her er det den finurlige tegner og børnebogsforfatter Bardur Oskarsson, der befolker væggene. Stort set autodidakt har han gennem snart ti år tegnet og skrevet sig ind i et forunderligt univers af figurer og historier, der lægger sig i forlængelse af traditionen for gedigne børnebøger, hvor aktørerne kan fortælle om små og store ting. Turen rundt i udstillingen er et kig ind i troldmandens værksted – tegningerne, særpræget og oplevelsen af en kreativ sjæl forstærkes af den klart disponerede ophængning. Der er til udstillingen udgivet et lille hæfte med eksempler på den markante streg, som også ses i Oskarssons bøger, der her Danmark udgives på forlaget Torgard. Kontrasten mellem stregerne på første sal og maskerne i stuen udgør en fin balance, uden at de forstyrrer hinanden. Som gæst får en god oplevelse af to personligheder, der nok har et fælles geografisk tilhør, men som helt klart er på vej i stærkt personlige retninger.

Nordatlantens Brygge
Strandgade 91, København
Frem til 20. oktober

 

Artikel fra: Nr. 08 / 2013 – Sept. / Okt.