Sanselig kunstoplevelse

Af Lise Barsøe - 27. Feb 2023

Det var sidst i februar. Udstillingen på Kunstmuseet Aros med Franciska Clausen sluttede om et par dage. Derfor kom veninden fra København for at se den sammen med mig, og det var en fin oplevelse med fordybelse i alle de spændende ismer, som denne danske malerinde så ubesværet har bevæget sig i.

Inden frokosten måtte vi også lige have øjenkontakt med de glasagtige øjne, som amerikanske Cindy Sherman har arbejdet med i sine manipulerede selfies, der som noget ganske nyt er fremstillet som vævede billedtæpper. Her mødte vi så Lone, der lige huskede os på, at vi burde drage ned på etage 1 for at se den japanske kunstner Chiharu Shiotas spændende installationer – Invisible Line.

Ingen af os var umiddelbart begejstrede for installationer, så vi lovede halvhjertet at følge opfordringen.

Filosofiske snoretræk

Efter frokosten drog vi så alligevel i museets dyb uden den store entusiasme.

Ind kommer vi et rum, som var selveste Snedronningen værdig. Bag et tæt, spinkelt og iskrystalagtigt fletværk anedes et klaver, og inde i fletværkets mysterier hvilede adskillige nodeark. Var det Schuberts Winterreise – var der indbygget en melodi i det hvide spindelsvævsagtige landskab, hvor himmel og jord gik i et? Det var så fascinerende og gav en næsten fysisk fornemmelse af en gennemsigtig poetisk uvirkelighed.

Efterfølgende fulgte rum med fire store trådinstallationer, hvor figurative og vægtløse fletværker i rødt eller sort koblet med hverdagsting – som sko eller nøgler, satte tanker i gang om livets mange mysterier, om døden, om livserfaringer, udfoldelse, sorg, sanselighed, angst og tænkning.

Udstillingen er tidligere anmeldt i Kunstavisen, men den kan ses helt til 16. april – og måske er der andre, der ikke er så installationskunst-begejstrede, der har sprunget den over.

Se den – det er en sanselig oplevelse!