Kvinder forsvinder! – På Fuglsang Kunstmuseum på Lolland oplevede jeg tre malerier af maleren Julie Madsen (1885-1968) Hun var samtidig med Harald Giersing.
Hvem var hun?
Det ene af Madsens malerier, fem mennesker siddende rundt om et bord med dug, en vase med røde tulipaner og et klaver i baggrunden. Stemningsfuldt, koloristisk præcist, med et spil i maleriets lys og skygge, som maleren blandt andet har opnået ved at lade det rå ubehandlede lærred spille med. Jeg havde en oplevelse af at have mødt en maler med stor betydning for den tidlige danske modernisme. Men da jeg ville se og vide mere om Julie Madsen, var min søgning forgæves. Julie Madsen er ikke skrevet ind i den officielle kunsthistorie, jeg kunne ikke finde flere af hendes værker eller oplysninger om hendes liv og virke.
Kirsten Kjær og Kirsten Kjærs Museum
Det foreløbigt eneste museum for en kvindelig kunstner ligger i Thy. Maleren, Kirsten Kjær, malede, som 32-årig, sit første portræt. I 1926-1929 blev hun en del af det eksperimenterende kunstmiljø i Californien, og da hun vendte hjem til Danmark med sine portrætter, blev hun en del af den danske kunstscene. Kirsten Kjær malede sit sidste portræt som 91-årig. Museet har eksisteret siden 1981. Mange besøgende, kunstinteresserede og udøvende kunstnere har hentet inspiration og gode oplevelser her, men først med Hanne Abildgaards bog, Kirsten Kjær – Menneskemaler, fra 2023, fik Kirsten Kjær en kunsthistorisk præsentation. Bogen kunne skrives, fordi museet råder over et omfattende arkiv med malerier, tegninger, breve m.m.
Kirsten Kjær på Sorø Kunstmuseum
På Kirsten Kjærs Museum ser man et fremtidspotentiale i at samarbejde med andre kunst- og kulturinstitutioner og i at tage del i den aktuelle debat, der arbejder med kønsrepræsentation og synliggørelsen af generationers oversete kvindelige kunstnere. Det har blandt andet resulteret i en anmelderrost soloudstilling på Sorø Kunstmuseum fra november 2023 – marts 2024 “Kirsten Kjær – et geni med vrangen ud”. Den udstilling var baseret på omkring 70 oliemalerier og tegninger fra Kirsten Kjærs Museums samling, samt breve, fotos og andet arkivmateriale, som til daglig bliver opbevaret i museets magasin. For at gøre det oversete synligt, for at give forsvundne kvindelige kunstnere nyt liv, for at kunne dokumentere og fastholde nulevende kvindelige kunstneres betydning, er det vigtigt at opspore og indsamle viden om disse kvinders liv og værker. Hvem er de kvindelige kunstnere? Hvad laver de? Hvor er de?
Nordjyske fortællinger om kvindelige kunstnere på Kirsten Kjærs Museum
Bente Marit Norheim, Kirsten Klein, Lene Rasmussen og Rikke Ehlers udgør anden del af en udstillingsrække, som startede den 2. marts, med udstillerne: Birgitte Ejdrup Kristensen, Marika Seidler og Mette Hegnhøj, og som slutter med en epilog fra 6. juli – 25. august, hvor Karen Gabel og Kristine Møller afslutter forløbet i Thy.
I den aktuelle udstilling på museet får man et indblik i fire kvinders meget forskellige kunstneriske praksis. Billedhugger, Bente Marit Norheims 4 store sølvfarvede kvindefigurer fylder et af udstillingsrummene. Værket, “MOVING MUSES”, er skabt som en hyldest til skaberkraften. Ehlers har udviklet værket i samarbejde med forfatter og forsker, Elizabeth Cruz Petersen. Norheim har ved at kombinere forskning, historie, performance og billedkunst ønsket at skabe forbilleder af glemte kvinder. I fotograf, Kirsten Kleins, udstillingsrum vises en video, hvor kunstneren fortæller om sin praksis og sin inspiration. Udstillingsrummet har hvide vægge, og der falder et blødt lys på de sort/hvide fotografier. Kleins motiver er skyer og bølger, fugle og landskaber. I rummet er en stemning, som i et kirkerum eller en nyudsprungen bøgeskov. Da jeg står stille foran billedet, Månenat i Dråby Mors, ser jeg, at Kleins fotografier ikke er nøjagtige kopier af virkeligheden, men nærmere et grafisk udtryk for kunstnerens kærlighed til livet og jorden. Billedhugger, Lene Rasmussen, udstiller 9 tegninger. Det er en fornøjelse at se, hvordan hun med blyant på store ark papir kan skabe levende rum og landskaber. Hendes teknik er enkel og virkningsfuld. Rikke Ehlers Nilsson viser en serie på 10 flerfarvede linoleumstryk. For hvert tryk i serien, Countdown, reduceres antallet af sommerfugle med en. På det sidste tryk er der kun én sommerfugl. Nilssons farvemættede naturskildringer bliver en æstetisk og vigtig kommentar til den biodiversitetskrise vi oplever.
Epilog
Projektet, Nordjyske fortællinger om kvindelige kunstnere, er formuleret af billedkunstnerne, Pia Skogberg og Lise Seier. Det er lavet i samarbejde med andre kulturinstitutioner i Nordjylland. Disse aktører præsenterer informationsmateriale i et rum på museet. Når maler, Karen Gabel, og billedkunstner, Kristine Møller, tager deres værker ned den 25. august, er det projektets intention at opbygge en vidensbank på baggrund af hele forløbet. Det kan være begyndelsen til et vigtigt arkiv over kvindelige kunstneres liv og værker.
Kirsten Kjærs Museum
Langvadvej 64, Frøstrup
Frem til 25. august