Kunsten ud til folket
Michael Solgaard: Med kunsten som indsats – møder mellem erhvervsliv og samtidskunst – Strandberg Publishing
Når erhvervslivet investerer i kunst, betyder det, at kunsten får en større referencegruppe. Medarbejdere, besøgende – og ”folket”, der kommer forbi – kan betragte, kan undres, kan glædes eller forarges, kan i det hele taget forholde sig til.
Bogen præsenterer fire forskellige måder at arbejde med samtidskunst på: Som medarbejdermotivation, som middel til forandringsledelse, som branding og markedsføring – og som produktudvikler.
Her bydes på interviews med personer fra Danmarks største virksomheder og krydres ydermere af samtaler med nogle af tidens ypperste kunstnere som Bjørn Nørgaard, Jeppe Hein, Olafur Eliason og Rose Eken.
Der sættes ord på den dialogskabende kunst, der bliver en del af den pulserende omverden – og som kunstneren Jeppe Hein udtrykker det: ”Jeg ønsker at skabe en ægte forbindelse mellem kunsten og menneskene, der oplever den.” Det er i den grad også lykkedes for Michael Solgaard at etablere den forbindelse, så potentielle læsere får et indblik i den del af kunstformidlingen.
Bogen er en anderledes, men meget inspirerende og motiverende kunstbog, der fører læserne udenfor museernes og galleriernes verden – ud til folket, ind i virksomhedernes ukendte verden med de nye vinkler, som det indebærer.
Det er et rigt illustreret værk på 199 sider med eksempler på den kunst, som de omtalte virksomheder har valgt at investere i, med kunstnerne og virksomhedernes ledere.