Den 91-årige Julie Rønnow er for de fleste en ukendt fotograf, selvom hun gennem mere end 40 år har taget omkring 4000 fotos af livet i København, deltaget i en række udstillinger og illustreret bøger. Nu har hun overdraget sin samling til Københavns Museum, som har kvitteret med udstillingen ”København i lys & skygge”, hvor man har udvalgt 84 billeder fra 60’erne, 70’erne og 80’erne, som er opdelt i tre temaer: Baggård, Beton og Havnen. Museet, hvor hun i 12 år var ansat som freelance fotograf, har tidligere vist udstillingerne ”Fra havnefronten” og ”Vesterbro” i 1978 og 1987.
Da Julie Rønnow fødte en datter i 1962, fik hun af sin mand foræret et kamera og begyndte at fotografere, selvom hun aldrig tidligere havde gjort det. Hun lærte teknikken at kende gennem læsning af bøger og tidsskrifter, og det viste sig hurtigt, at hun havde evnen til at finde de rette motiver.

Det begyndte med, at hun tog billeder af sin datter, og senere, indfangede hun motiver fra København, når hun gik rundt i byen, ikke mindst fra Christianshavn, hvor hun har boet siden 1966. Her var hun klar med fotografiapparatet, da unge besættere blev sat ud af Sofiegården og Stærekassen i 1969 og 1973. Hendes yndlingsmotiv herfra er ”Hvad er et hjem uden bolig”, hvor en betjent står og spiller på et klaver.
På udstillingen lukkes vi ind i usle og beskidte baggårde, som heldigvis ikke findes længere, hvor børn måtte opholde sig, men ikke ege. Vi bliver også præsenteret for det nye betonbyggeri i Høje Gladsaxe og Brøndby Strand med kedelige højhuse, hvor der ikke er meget liv. Nogle af de historiske fotos viser bygninger og arbejdspladser, som ikke længere eksisterer, f.eks. B&W’s skibsværft og Københavns Havn, hvor der tidligere lå mange skibe der blev lastet og losset.
Et særligt øje har hun for børn, som dukker op på mange fotografier. En del af dem er gennem årene blevet vist på gruppeudstillinger, hvor børn var i centrum, bl.a. ”Københavnerbørn 1900-1980” i 1982 på Københavns Bymuseum.
Sammen med Julie Rønnow viser billedkunstneren Julie Boserup (f. 1976) tre installationer, inspireret af Rønnows fotografier, som fint indgår i udstillingsrummet.
Hvis man er interesseret i at se flere af hendes arbejder kan man gå ind på Julie Rønnow – Billedsamling – kbhbilleder.dk hvor er findes over 1.000 fotografier og på www.chrarkiv.dk med motiver fra Christianshavn.
Københavns Museum
Stormgade 18, København
Frem til 16. august