En verden af forudsigelighed og perfektionisme møder os, men under den pæne overflade lurer en grusom og utilpasset virkelighed. Det er ledetråden i den snes store og små lærreder, som billedkunstneren Emily Gernild præsenterer for os på Gl. Holtegaard
Sig navnet Gl Holtegaard! Og tænk på den smukke barokbygning fra 1756, som i dag er det lille museum, der gang på gang viser sig fra sin bedste side som nu, hvor lærreder, rum og vinduespartier, farver og portierer synes som skabt til hverandre, fuldendt harmoni. Men snarere end at være decor for sin egen skyld, så tydeliggør artefakterne de kontraster, som kunstneren Emily Gernild indkapsler i sine storformat værker.
Ukontrollerede sansninger
Kunstneren tænker tilbage på sin barndom og besøgene hos de to tanter Inger og Eva, der levede hele deres liv i huset uden andet selskab end sig selv. Tydeligt husker hun sofabordet sirligt anrettet med kaffe og kager som gåsebryst, napoleonskage og kartoffelkage rundt en midte med sveskefyld. Og smukt så det ud med kagernes sarte og uskyldsrene skin af marcipan. Men så snart man med den forsølvede dessertgaffel tager en bid, da krakelerer herligheden. Ækelt, væmmeligt, rodet og farveclash. Det er, hvad der kommer ud af.
Helt på samme vis, når vi i de smukke montre ser tanternes bøger fra ungpigeårene omhyggeligt lagt til rette med opslåede sider og handsker, hvide er de som uskylden. Ser man ordentlig efter, da ser man ord, som er streget ud. Det er ord med reference til køn, til krop, til aldring og til Gud; de hører ikke til her. De første kan jo ophidse, de kan fordreje tanken og fremme lysterne. De to sidste må væk, for tiden skal stå stille, og Gud bør være retfærdig. Det havde han ikke været overfor Inger, der som ung var noget af en mønsterbryder. Så i 30’erne fik hun foretaget det kirurgiske indgreb ’det hvide snit’, der ifølge de lægelige eksperter var sidste udvej for at få den syge ind på normal kurs. Indgrebet ’lykkedes’, resultatet var et liv i apati, depression og tavshed.
Så er der dukkerne, der indgår i hovedfortællingen om de to tanter; heraf navnet på udstillingen ’Far har dukker med’. Når tanternes far, en kendt og respekteret konditor på Jarmers Plads, kom hjem efter en vellykket rejse, havde han gaver med til de to, altid dukker af fineste slags; deraf udstillingens titel. Men for to alenesøstre var en dukke ikke bare en dukke, den var også tændsatsen for deres gensidige misundelse og favorisering, hvem fik den fineste? Maleriet DUKKER fortæller alt.
Kunstnerens eget drama
Den lille og fine udstilling slutter med, at Emily Gernild får ordet. Rolig, tankefuld og fængende fortæller hun om sine erindringer og sine malerier. Man mærker en forsigtig tilgang til Picassos ord om, at en kunstners enkelte billeder ikke er det interessante –det er kunstnerens eget livsdrama. Ved at skabe forbindelse mellem et minde og en forestilling om noget, som var sket, opstår en slags ny vinkel på en fortælling. Den kan så med årene blive til en erindringsforskydning – det oplevede, det forestillede og det huskede bliver ét og samme.
Dristigt er det, at museet står op imod tidens store mode med, at alle skal have en autoguide, og at væggene skal overskrives med forklaringer og tydninger. Som er man bange for stilhed og reflexion og den direkte kontakt til kunstneren. De få tekster på væggene er diskrete og i øjenhøjde med gæsterne, præcis som det lille katalog.
Gl. Holtegaard
Attemosevej 170, Holte
Frem til 18. februar 2024
