Heinesens magiske billedverden

Af Lise Barsøe - 23. Oct 2018

William Heinesen var et multitalent, der foruden at være en fremragende forfatter også var musiker og komponist samt billedmager.

Selv mente han nemlig ikke, at han var billedkunstner. Nej, han var billedmager – og han var faktisk også på det område ret fantastisk. Han var helt sin egen – startende med beskrivende linoleumssnit for at arbejde videre med blyant, tusch, pastel, olie, klip- og collager plus akvarel i sidste fase.

I bogen ”William Heinesen, billedmageren” præsenteres henved 250 billedværker, som er blevet til fra 1920erne til midten af 1980erne. Det er billedkunstneren og tidligere leder af Færøernes Kunstmuseum Bardur Jákupsson, der har skrevet og redigeret det spændende værk.

William Heinesen havde en dansk bedstemor, og det betød, at han også vedkendte sig sine danske rødder. Netop denne bedstemor støttede meget sit talentfulde barnebarn, og i bogen gengives en tegning af Møllen ved Sandå lavet af den niårige William til bedstemor. Allerede her viser det særegne talent sig tydeligt.

Mytisk verden

Færøernes natur, dens magiske verden af trolde og andre gespenster har inspireret til udfoldelser, der åbner sig i en fantasifuld række af tekster og billeder. Her fornemmes den mytiske verden i samklang med den færøske folkesjæl sløret i magi og tågebanker.

Heinesen var en ivrig samfundsdebatør, hvilket også gav sig udtryk i en række karikaturer fra det politiske liv – aldrig ondskabsfulde, men humoristiske og alligevel afslørende for de portrætterede politikeres snævertsynede smålighed.

Oliemalerierne gemmer på en digterisk udtryksform med fantasi og dramatik. I bogen gengives også et par van Gogh inspirerede værker, hvor Heinesen har brugt et søm til at ridse i malingen, så den fik den typiske van Goghske streg-effekt.

En række spændende eksperimenter med friseagtige værker har inspiration fra Skønvirke, og de fører videre til de meget fortællende collager, hvor klip, farver og streg giver et både grafisk og fortællende udtryk.

Poetisk univers

Alle udtryksformer skulle afprøves – og det blev de. Som 83-årig begyndte Heinesen at arbejde med akvarelmaleri, det blev primært til billeder af det færøske landskab. Billeder med sjæl og gennemsigtighed.

Bogen viser et spændende kalejdoskop af en rig billedverden, der skildrer et både farverigt, satirisk og poetisk univers. Samtidig er den en beskrivelse af en facetteret kunstner, der foruden at have ordet i sin magt – også evnede at bruge og prioritere sine mange talenter. Han kunne skabe billeder både litterært, men også gennem musik og billedkunst.

Mange kunstbøger er ifølge sagens natur i et ret uhåndterligt format, det gælder også denne. På den anden side er det en bog, der kan tåle at ligge fremme til skue på sofabordet, idet den beskriver en så magisk og varieret billedverden, at den kan tåle at blive læst og bladret i – igen og igen.

Fakta:
Forlaget Torgard
Den er på 304 sider
24 x 33 cm, indbundet
Vejl. udsalgspris : 399-