I den kommende tid er der tre gode grunde til at lægge vejen forbi Louisiana. Den ene er Jackson Pollock, den anden er Asger Jorn og den tredje er udstillingen ”Revolutionære veje” hvor udvalgte værker af de to vises i en øjenåbnende sammenstilling
Af Lisbeth Tolstrup
mamamanus@mac.com
Det er i Humlebæk det sker, nærmere betegnet på kunstmuseet Loui-siana, hvor der i en del af museets centrale udstillingssale er sammenstillet en imponerende udstilling af værker udført af henholdsvis Asger Jorn (1914-1973) og Jackson Pollock (1912-1956). Det tidsmæssige tværsnit er lagt fra 1943 til 1963, en periode der er stigende opmærksomhed omkring rent kunsthistorisk, og hvor det gang på gang i den aktuelle udstilling dokumenteres, at der tilsyneladende har været nogle stærke kræfter på spil – uanset om blikket fokuseret mod Europa eller mod USA. De to malere mødte aldrig hinanden og det er derfor en intellektuelt modig konstruktion at sammenstille deres værker parvis ud fra motiver, arbejdsformer og intensitet.
Lad det være sagt med det sammen. Projektet er lykkedes på flere niveauer. Der er en god rytme i de enkelte forløb, store værker er velplacerede, så de kan ses og opleves såvel tæt på som på afstand og mængden af information i form af introducerende tekster er overkommelig. Det der ikke er så let at beskrive er selve stemningen, der via indretningen og valget af materialer i de enkelte miljøer er nedtonet til en rustik og dæmpet farvepalet, der yder det optimale modspil til værkerne. Udvalgte fotos er blæst op i størrelse, så man får et indtryk af de to kunstneres arbejdsformer, både i enkelte værkstedsmiljøer, men også rent processuelt, hvor det gennemgående træk er, at de har arbejdet spontant og dog bevidst, drevet af en stadig undersøgende tilgang til selve det at indkredse nye arbejdsformer.
Kuratering på kanten
Udstillingen er bevidst og benhårdt kurateret, men det skal være tilgivet, når man som iagttager får lov at opleve den ene vedkommende sammenstilling af værker efter den anden. Det fornemmes udstillingen igennem hvor omfattende et forarbejde, det har krævet og hvor mange samlere og samlinger, der har været involveret, for at helheden kan hænge sammen. Faktisk er det lykkedes så godt, at tilskuere i salene flere gang lader sig gribe af en stilfærdig gættekonkurrence om hvem af de to kunstnere, der egentlig har malet eller tegnet hvilke billeder. Flere temaer er identificeret på tværs af personlige historier og den fysiske afstand, der var mellem de to i den periode, der udgør udstillingens epicenter.
Blandt de fælles berøringspunkter, der illustreres på udstillingen ”Revolutionære veje” er fx action painting – men ikke på lærred. For Pollocks vedkommende vist på et forløb af maleri udført på glas, fotograferet nedefra af Hans Namuth (1950), hvilket giver et indblik i selve processen, og Jorns velkendte lystegninger (1953), indfanget af fotografen Poul Pedersen. Det interessante er, at Anders Kold, udstillingens kurator, faktisk i sit forarbejde er stødt på en kommentar skrevet af Jorn omkring 1956 (samme år, som Pollock omkommer i bilulykke), hvori han forholder sig til action painting som en pseudo-aktivitet. Dette nævnes som et eksempel på de niveauer, der hele tiden løfter udstillingens intensitet fra det bare at se den, til også at være observant på de holdningsmæssige påvirkninger, de to kunstnere dels indgår i, dels bidrager til gennem deres livsværk.
I en skov af forbilleder
Udstillingen på Louisiana bør også fremhæves for den balancegang, det er lykkedes at etablere og dokumentere mellem på den ene side kontrasten mellem de kunstneriske brydninger, der opstod i USA og Europa i 1940’erne og 1950’erne, og de oplagte forbilleder, henholdsvis Jorn og Pollock kunne forholde sig til, hvis det havde været en del af deres individuelle projekt. Gennem udstillingens korte tekster og det store uddybende katalog åbnes der igen og igen for mulige vinkler på dette opbrud, der rent kunstnerisk forekommer at være en guldgrube af kunstnerisk energi og som de herrer Jorn og Pollock på den ene side undsagde sig og samtidig bidrog til i rigt mål. Rent lokalt er det også interessant, at allerede Louisianas stifter, Knud W. Jensen, så tidligt som i 1963 så nogle klare referencer mellem de to. Resultatet er mere end vedkommende og visuelt opløftende – det er både sjovt, pågående og udfordrende at gå fra billede til billede og fra afprøvning til afprøvning. For som de rebeller de var, stod meget lidt uforsøgt tilbage. Lærreder blev lagt ud på gulvet eller erstattet af helt andre materialer. Klassiske pensler blev kun brugt i helt særlige tilfælde og alternative værktøjer som snore, hullede malerbøtter og sprayflasker blev udfordret gennem anvendelsen af lige så forskellige former for farve og anden substans.
Ved den aktuelle præsentation har tidens bearbejdning selvfølgelig spillet med. Flere papirarbejder fremstår gyldne i deres falmning, mens autolak og serigrafifarver er indgået i deres helt egen symbiose med baggrunden for de enkelte motiver. Men det gør ikke noget, for holdt op mod de kraftfulde malerier er oplevelsen mere end intakt. Der er så megen energi på spil i de billeder, der vises på udstillingen, at de bliver stående på nethinden i lang tid efter og for alvor dokumenterer, at valget af de to kunstnere giver god mening og at udvalget af deres værker – knapt 200 styk lånt rundt om i verden – tilsammen udgør en stor oplevelse og en øjenåbner af dimensioner.
Frem til 23. februar 2014
