Allerede når man træder ind i det lange dunkle lokale, er det som at vandre på en bred foran blåt havblik, hvor skulpturelle isbjerge dekorerer udsynet.
Man bevæger sig nærmere disse hvide jomfruelige gestaltninger. Og pludselig er de fulde af kriblende liv. Det er som om små kulørte larver og insekter løber rundt og forsvinder på de mange afsatser og ujævnheder.
Afstande snyder. Et af kunstens evige dilemma. Men også et visuelt fænomen, som Egill Sæbjörnsson udnytter mesterligt. Ved hjælp af skjulte projektører med farvespektre fremmaner han liv, hvor intet var.
Han er en illusionist. Og ikke nok med det: også en ironiker. Kigger man på titlerne på disse levende døde isformationer, hedder de for eksempel ”Macho Sculpture from the 50’s”. Vi er øjeblikkelig ovre i en helt anden kategori.
En generativ videoprojektion på skulptur af træ, skumplast, lim, metalskruer og gips forvandles foran os til et socioseksuelt statement, også med tilføjelsen i titlen ”Varighed: endeløs”.
Det er fascinerende leg og trylleri, men også et satirisk blik på hele kunstverdenen og dens selvfremstillinger.
Det illustreres med et andet værk, placeret midt på det nyligt til lejligheden tæppebelagte gulv: En stor gipskasse med farveblyanter i overstørrelse. Vi er inde i et børneværelse i voksenformat.
Vi bevæger os op på et meta-plan, hvor ”The Troll Crayons” leger med farver og gør sig til. Indbydelsen er klar: bare gå i gang, I voksne, og lær af troldene. De kan ligesom kunst skabe magiske universer.
Kunst som helende kraft udfoldes i en anden del af udstillingen, hvor den islandske pioner indenfor kunstterapi, Sigríður Björnsdóttir, viser sine farveglade tegninger.
Som en anden humoristisk stikpille til den bedsteborgerlige, pyntesyge kunst troner en tung vægskulptur med titlen ”Flower Vases”, hvor forskellige farver ubesværet smutter rundt og giver kulører til de tredimensionale toppe og udspring.
Som enhver god postmoderne konstruktivist betoner Egill Sæbjörnsson selv i en video, at de traditionelle kategorier, kunsthistorien svælger i, jo selvfølgelig blot er kulturelt skabte konstrukter, som mest indbyder til leg nutildags.
Filosofisk har han selvsagt fat i den lange ende. Det spændende er, at han også formår at omskabe indsigt til fakticitet. Som led i hans trolderi fødes skægge værker, der vækker os.
Nordatlantens Brygge
Strandgade 91, København K
Frem til 7. juni
