»You are Not the Greatest«

13. Dec 2012

Af Leo Tandrup
gltandrup@gmail.com

På sin hjemmeside promoverer Jan Klein (født 1951) sig med Muham-mad Alis slogan ”I am the Greatest”. Så er målestokken lagt, men den er svær at leve op til. Kleins åndelige forudsætning er musikere og kunstnere fra rock- og poptidens begyndelse, der også kommer direkte til orde i hans værker. Han har i lang tid været langt ude, i misbrugets normforladte grænseløshed, hvor alt var tilladt, fik så hjælp en tid i Pinsebevægelsen, hvis sort-hvide univers skabte en helhed, der dog hurtigt føltes som cement for ham, og i stedet hjalp han sig selv ved at hjælpe andre ud af deres misbrug.
Måske det fik Bob Dylan, The Doors, Pink Floyd og andre til at klinge endnu mere intenst i ham. De mente i hvert fald, som han med rette fandt, ”noget med deres musik i forhold til meget af det, der høres i dag”. Længe havde han som maler dyrket det abstrakte, for at komme væk fra sig selv og finde en slags indre ro, men de senere år har han skabt kollager med konkret virkelighed i, som det her viste af Marilyn Monroe, ”You have to start all over again”.

Start fra zero med brudstykket som mål
At starte forfra lyder besnærende, og det var da også, hvad collagens fædre var ude på omkring 1. verdenskrig for at tage afstand fra kulturens helhedssyn. Det var da også brudt totalt sammen, da den fine borgerelite, der priste friheden og solidariteten i fædrelandsfølelsen, desuagtet for profittens skyld lod deres jævne befolkninger slagte i skyttegravene. I reaktion blev den ny collages guddomme dels tilfældigheden, dels sammenklaskningen af brudstykker, dels en æstetik, der snart løsrev sig fra indholdet, så en Picasso hurtigt fik nok for at vende tilbage til noget afgørende for en ny helhed, forholdet mellem mand og kvinde, så svært det også var.

Ingen kunst duer, der ikke har en frugtbar helhed for øje. Kleins eget værk her viser det. Han holder meget af Marilyn, der er sexet på en næsten uskyldig måde, og han har givet hende en glorie over hovedet. Men ikke desto mindre viser fotoet håbløsheden i hendes øjne. For det hjalp hende ikke at starte forfra. Og hvem kan også det: mennesket er skabt, af miljø og tradition, og det kan ikke skabe sig selv fra zero, uden det bliver manieret og får et præg af skabagtighed. Forsøger mennesker på det, ender det i lammende ensomhed, og så kan man som Klein blive nødt til at oversmøre sine lærreder med ordet love, love, love i en uendelighed, i en indstændighedens afmagt, fordi han som millioner af kunstnere før ham og modsat Picasso har opgivet at lede efter en ny befriende helhed i kunsten.

Fjenden er tilfældigheden og helheden ovenfra
Fjenden er nemlig ikke helheden som sådan, som mange kunstnere tror, men tilfældigheden, der kun kan skabe brudstykkekunst, og intet er i virkeligheden lettere: man tager bare, hvad der sådan lige falder én ind og virker lidt frækt eller vidende. I et maleri om angsten indføjer Klein således intuitivt billeder af Bosch og Michelangelo, men uden at spekulere nærmere over, og hvad de to kunstnere egentlig står for, hvorfor deres billeder forbliver fremmedlegemer. Fjenden er helheden ovenfra, som påduttes os, nu ikke mere af en national, men globaliseret eksterritoriel elite, der med en fritflydende kapital og handel suger pengene væk fra de offentlige instanser og får en håbsforladt afmagt til at brede sig i befolkningerne, der ikke mere har statsmagten som støtte, så velfærdstaten smuldrer.

I denne nød hjælper det ikke at vise en nok så sexet, men allerede dødsramt Marilyn med påklaskede spillekort og overjasket lyserød maling som mod-billede til kapitalismen ovenfra. Denne kapitalisme får en indirekte godkendelse fra den slags billeder, der siger til beskueren: I har kun tilfældighed og kortspil og lotto og nogle af jer sex, så bøj jer for pengenes magt. Oveni kommer, at Klein egentlig ikke siger noget nyt om sine helte og heltinder, hvad al betydelig kunst gør. Vi bliver ikke klogere. Klein kan derfor ikke være længere væk, end han er fra Muhammad Ali.

Håbets helhed er vennen
Ali blev den største, fordi han brugte sin boksekunst til at skabe en ny håbets helhed, i en boksering som minibillede på verden, hvor han kendte spillets regler, så han på alle de sorte undertryktes vegne dansende som en sommerfugl og med store talegaver kunne tage kampen op mod hele systemet og dets veltilpassede, mere eller mindre brutale marionetter i det andet ringhjørne, og så selv systemet måtte bøje sig, og det aldrig siden er blevet helt så undertrykkende. Den rigide helhed skal bekæmpes af den befriende helhed, og det kræver, at man ikke bare har et eksistentielt indhold, men også giver det en dækkende æstetisk form, med ny helhed for øje, uden hvilken indholdet ikke får nogen virkning på beskueren. Klein får ikke sin sociale ansvarlighed og medmenneskelighed ud, værkerne savner dybde, de er for refererende, taler mest til nostalgien, og det er synd, for han er et behjertet menneske.

Galleri Brænderigården
Søndergade 41 E, Horsens
Frem til den 29. december
Artikel fra: Nr. 11 / 2012 – Dec. / Jan.