Ud fra mængden af ordsprog at dømme, er dette en af de mest almengyldige sandheder, der findes: tingene er ikke altid hvad de giver sig ud for. Som regel bruger man det som en påmindelse om, at selv det umiddelbart utiltalende kan indeholde positive kvaliteter …men af og til fungerer det også den anden vej rundt.
Efter godt tre ugers arbejde var mit vægmaleri hos Kirchen Von Unten ved at være fuldendt. En rastløshed var begyndt at snige sig ind på mig. Jeg havde tidligere på ugen takket nej til et tilbud om at komme med til kultur –og kunstfestivallen BOOM i Portugal, hvilket jeg så småt var begyndt at fortryde. Jeg havde brug for et break – både fra mit udsmykningsarbejde og fra Berlin.
Aftenen efter jeg var flyttet ind på barens sofa, fik jeg besøg af to fulde, midaldrende punkere (taget den gennmsnitlige punkers reducerede levetid i betragtning vil det sige i starten trediverne), der på trods af, at baren var lukket sommeren over, insisterede på at drikke mindst én øl på deres stambar. Som vi sad der og forsøgte at holde en form for konversation i gang, hev den ene af dem en løbeseddel op af sin lomme. ”Das ist vere vee are going sis weekend”. Jeg kiggede på sedlen.”Woodstock Festival 2008, peace, love and music”. I Polen?! Hmmm…
Eftermiddagen efter havde jeg blaffet til Kostrzyn, lige på den anden side af den tyske grænse, hvor festivallen skulle finde sted. En lind strøm af festivalgæster i alle aldre førte mig igennem et skovområde ud til den afsvedne slette, festivallen foregik på. Jeg svælgede i alsidigheden, den sitrende festivalstemning og al den glæde og kærlighed, jeg syntes, jeg kunne mærke alle steder; dette mærkværdige sammensurium af hippier, punkere og Hare Krishna’ere, som festivallen er kendt for. Polens version af Woodstock har eksisteret siden 1994 og arrangeres af en polsk velgørenhedsorganisation, først og fremmest som et ”tak for støtten” til de frivillige året igennem.
Hovedscenen på woodstock festival.
Uden et sted at sove blev jeg nødt til at forlade mig på de andre festivalgængeres gæstfrihed, og inden længe havde jeg da også fået en Hare Krishna lejr til at indvillige i at lade mig bo hos dem, mod at jeg udsmykkede deres telt med symboler fra deres religion.
På udkig efter inspiration begav jeg mig op til Hare Krishna-området, som bestemt ikke stod tilbage for resten af festivallen: 3 scener, boghandlere, foredragstelte, madstande og meget andet. På en stor plads i midten af det hele stod der et kæmpemæssigt, mobilt alter, som et par hundrede syngende tilhængere, mange tilsyneladende i ekstase, dansede rundt om, alle iklædt farvestrålende gevandter, smykker og ansigtsmaling. Jesus …jeg mener: Krishna! Som jeg gik rundt og observerede, kunne jeg dog ikke ryste en uhåndgribelig fornemmelse af mig.
Var det følelsen af at blive overvåget? Nej. Bad vibes? Nej, bestemt ikke – tværtimod …alle var så overstrømmende imødekommende, at jeg i min danske påholdenhed følte mig helt afstumpet og begrænset. Jeg prøvede at gøre mig fri af de tøjler, de fleste af os går rundt med, men jeg kunne ikke ryste følelsen af mig, at det til tider nærmest virkede som en bizar konkurrence: ”Kalder du det et smil? DET HER er et smil”. Til gengæld kunne jeg så gå rundt og bladre i og aftegne motiver fra boghandlernes bøger uden at høste så meget som en eneste panderynke. Regnbuer, påfugle, lotusblomster …det er ikke svært at se hvor New Age kunsten har megen af sin inspiration fra.
Tilbage i lejren havde man dog ikke kunnet skabe konsensus om at lade en komplet fremmed sove op og ned af deres medbragte Hi-Fi-udstyr, selvom jeg virkede nok så reel og endda tilbød udsmykning som betaling; så efter en nat i selskab med polakker, hvis gennemsnitspromille fik Roskilde Festival til at fremstå som en nypuritansk afholdslejr, endte jeg med at sove i et stort fællestelt. Pfffssch, Hare Krishna’ere …you talk the talk.
Næste morgen blev jeg sparket ud af teltet kl. 9, så efter et par timer i skyggen begav jeg mig hen til en befærdet plads (lige ved siden af bungee-jump rampen), satte mig ned og lagde et skilt frem: ”Bizarre portraits. Free!”. Det er en interessant følelse at udbyde en service, der er et mix af noget velkendt og noget mærkværdigt. Folk går forbi, kigger flygtigt, går et par skridt videre, stopper op, og vender sig for at se, om de nu også så rigtigt første gang. Det var ikke svært at finde frivillige til at øve mig på, og som skiltet havde lovet, lagde jeg ikke fingrene imellem. Da en af de knap så tiltrækkende piger så sit portræt udtalte hun, at hun aldrig før havde følt sig så smuk. Jeg kiggede på hende og på det groteske portræt, og havde lyst til at give hende et knus. Stakkels pige.
Som dagen gik på hæld trak skyerne sig sammen, og det blev lidt af en opgave at forhindre mine medbragte A2-ark i at blæse væk. Stille og roligt begyndte det også at dryppe. Jeg lod det være nok for denne dag og satte mig ind i en skov med en af mine ”modeller” for at drikke et par af de øl, jeg havde fået som betaling for portrætterne. Men dryppene tog til, og i løbet af 3 minutter havde det udviklet sig til et veritabelt skybrud.
I panik gemte jeg min skitsebog og A2-blok under en bus og plaskede mig hen imod Hare Krishna lejren, som var det tætteste jeg havde på et hjem. På vej forbi hovedscenen gik det dog op for mig, at hver en fiber af mit tøj alligevel var gennemblødt, så jeg endte med at slutte mig til de hundredvis af gale polakker, der i silende regnvejr plaskede rundt i mudderkamp foran eet eller andet russisk rock band, alt imens de i kor skreg ”ROCK’N ROLL, ROCK’N ROLL!!!”. Det slog mig i hvor høj grad dette mindede om Hare Krishna’ernes fællesdans rundt om alteret, men i dette øjeblik var jeg ikke i tvivl om, hvor jeg hørte til.
Den næste formiddag blev jeg vækket af fællesteltets flagrende teltdug. I Hare Krishna-lejren havde jeg aftenen forinden stadig ikke formået at skabe den fornødne tillid til, at jeg ikke ville rende afsted med deres udstyr, så de havde atter forvist mig til pøbelteltet. Det er sjældent formålstjenesteligt at generalisere ud fra et enkelt eksempel, men hele denne oplevelse satte min opfattelse af Hare-Krishna’ere i perspektiv.
Det store, mobile alter, de ekstatiske hare-krishnaer dansede omkring
Det undrede mig, at jeg efter to dage, hvor jeg havde tilbragt tid med dem, spist sammen med dem, sunget og spillet med dem, endnu ikke havde optjent deres tillid. Pludselig følte jeg mig ikke så begrænset mere.
Aftenen og natten havde jeg atter tilbragt i selskab med skøre polakker. Nok er den gennemsnitlige festivalpolak i al sin tilsølethed ikke et videre raffineret bekendtskab, men jeg foretrak klart den tøjlesløse galskab, de udviste, fremfor det, jeg hos den gennemsnitlige Hare Krishna-tilhænger havde lært at kende som påtaget imødekommenhed.
Forfrossen og forkommen stod jeg op og kiggede med missende øjne udover det trøstesløse syn af den nu mudrede plads. Hvad var der sket? Jeg følte pludselig en stærk antipati mod hele foretagendet. I øvrigt havde jeg ikke flere penge, så jeg besluttede mig for at tage hjem. Skitsebogen havde heldigvis holdt sig tør, hvilket var mere end jeg kunne sige om mig selv. Strømpeløs, med bukserne rullet op om benene og stadig halvt dækket ind i mudder, må jeg have lignet en lavt-rangerende vagabond. ”Sku mig på hårene alt det i vil”, tænkte jeg, jeg skulle bare hjem.
”Junge, junge, junge”, blev en ældre herre hovedrystende ved med at sige, da jeg et par timer senere sad på peronnen og ventede på toget. Han betragtede mig med åben foragt. ”Hvad skal du forestille? Hvordan er det ungdommen ser ud i dag? Junge, junge, junge”. Et par relativt pæne piger med rygsække kom gående op ad trappen. ”Åh Gud, her kommer den næste katastrofe”, vrængede han. Jeg kiggede på ham og så et helt liv fyldt med skuffelser og smålighed malet i hans ansigt. Jeg tog min skitsebog frem og udførte i løbet et halvt minut et af de mest vellignende portrætter, jeg nogensinde har lavet. Han afslog dog at tage imod det. Han skulle i øvrigt hjem og besøge sin mor.
Effekten af min fremtoning var ikke til at tage fejl af. På turen hjem blev jeg spurgt om billet to gange, og tilbage i Berlin blev jeg ignoreret af tiggerne. Som prikken over i’et kunne jeg hverken få fat i indehaverne af Kirchen von Unten (hvor mit visakort var låst inde) eller min kontaktperson fra Tommyhaus, min kommende bopæl. Resten af dagen drev jeg rundt på gaden uden en krone på lommen eller et sted at bo. Jeg følte mig selvsagt umådeligt bohéme-agtig. Senere på aftenen fik jeg dog heldigvis fat i Birgit, min kontaktperson, som bød mig velkommen til Tommyhaus, et fem-etagers hus beboet af den slags autonome, som alle bør frygte og holde sig langt væk fra: hyklerne!
Efter at have deltaget på Woodstock-festivallen i Polen vender Christian Gundtoft tilbage til Berlin. Her flytter han ind i bofællesskabet Tommyhaus – som viser sig ikke at være socialt når det kommer til stykket.
Efter opholdet på bofællesskabet Tommyhaus i Berlin, blaffer Christian Gundtoft til Paris, hvor han både udsmykker et vandrehjem og en skoleinspektørs private hjem.
