Af Mette Trolle Rasmussen
Tror du, at du kender William Skotte Olsen efter alt hvad han spyttede ud de sidste år af hans liv, hvor han reproducerede og til en vis grad devaluerede sig selv med alt for meget ok, men ikke himmelråbende kunst? Nej vel, ikke når du har set denne gribende retrospektive udstilling, arrangeret af Michael Wivel og med katalog af samme.
En kunsthistorisk rejse
Udstillingen på Museet for Religiøs Kunst er en øjenåbner, en rejse i den moderne kunsthistorie med referencer til alle de store danske og udenlandske kunstnere – fra Jerichau, Wiig Hansen, Søndergaard, og Lergaard til Chagall og Munch, for at nævne nogle få. Men også en rejse ind i en eksistentialistisk, søgende kunstnersjæl, der brændte sit lys i begge ender. En ener i dansk kunstliv, et enestående talent.
Den retrospektive udstilling er delt op i tre perioder. Skotte Olsens tidlige gennembrud, som et stjerneskud bryder han igennem med et stort og klart talent, som Jens Søndergaard havde han ikke brug for skolingen på Kunstakademiet: Skotte Olsen kom ind uden problemer, men søgte sine egne veje og kun sporadisk skolens tilbud. Man ser tidligt inspirationen fra den klassiske modernisme og de ekspressive malere, der arbejder med sjælens, smertens og følelsernes forløsning i farverne. Udtrykket bevæger sig frit mellem det naivistiske og det ekspressive, fra et lyst, legende let, psykedelisk sprog med en tidlig brug af neonfarver til det mørke, smertefulde og rolige maleri.
En følsom sjæl
Skotte Olsen tager i 1970 på dens store rejse til Nepal og Indien. Tiden vil det søgende liv og bevidsthedsudviklende rejser ud i verden og ind sig selv med stoffer. Han tager ud på den store rejse og vi er med gennem hans billeder. Wivel stiller spørgsmålet om det er rejsen og stofferne eller den svære hjemkomst, der ikke giver ham fodfæste igen. Man beskriver tit kulturchokket som noget der finder sted derude. I virkeligheden kan kulturchokket ved hjemkomsten opleves som meget værre. Man er fuld af indtryk og oplevelser, kommer hjem som et andet menneske. Man er sitrende af energier og kan ikke finde synergierne med det gamle. En følsom sjæl som William Skotte Olsen, hjulpet godt på vej af stofferne ender med skizofren paranoia. Indlæggelsen hjælper ham på benene igen og gør ham stoffri i en periode. Som kunstner adskiller han sig og af det etablerede kunstliv udskilles han. I hans kunst søger han mere farveharmonierne end som tidligere arbejdet med kontraster. Den sidste del af værkerne rummer en overvejende kristen ikonografi. Hans familie har baggrund i Frelsens Hær og efter en sin ungdoms udforskning af det kosmiske, mødet med den buddhistiske verden, arbejdet med sine egne dæmoner og den eksistentialistiske søgen og den kristne baggrund, må den kristne ikonografi ganske naturligt også finde vej til billederne.
Musikken
Baggrunden i Frelsens Hær betød også at Skotte Olesens musiske talent tidligt blev opdyrket. Sideløbende med maleriet dyrkede han således musikken. Dette ses direkte ved at han portrætterer sig selv som violinspiller og/eller maler i rød kjortel i flere malerier. Og indirekte er der nærmest musisk rytme i farverne og kompositionerne i flere malerier.
Hvilken gave at udstillingen med William Skotte Olsen nu også når Museet for Religiøs Kunst og Vestjylland. Jeg gik til udstillingen med store forventninger om en kunstner der kunne noget og jeg blev ikke skuffet. Færdig med udstillingen er jeg slet ikke, efter en fin rundvisning og de første umiddelbare indtryk, skal jeg nu vende tilbage og dyrke enkelte værker, ned i de mange lag.
Strandvejen 13, Lemvig
Fra den 10. april frem til den 5. juni
