Vilhelm Lundstrøm - Modelbillede. 1928-29.

Vilhelm Lundstrøms brug af farven blå på Kunstmuseum Brandts

Af Jens Rolighed - 18. May 2024

Ej blåt til lyst – En anderledes og spændende udstilling på Kunstmuseum Brandts af Vilhelm Lundstrøms brug af farven blå.

En af Danmarks mest betydningsfulde og banebrydende kunstnere i begyndelsen af 1900-tallet, Vilhelm Lundstrøm, bliver på denne udstilling gennemanalyseret på en helt ny måde. Udgangspunktet er museets egne, meget fine samling af Lundstrøm-værker, specielt fra hans puristiske periode, hvor form og farve var altafgørende i kunstnerens værker. Lundstrøm blev først kendt og berygtet for sine kubistisk inspirerede collager, de såkaldte ”papkassebilleder”, som forargede i samtiden. Senere havde han periode, hvor han var mere ekspressiv i det, der blev kaldt hans ”krøllede billeder”.

Komposition, form og farve

Kunstmuseum Brandts er så heldige, at have nogle af Lundstrøms hovedværker, hvor han specielt dyrker de helt formelle strukturer i maleri.

Den blå baggrund danner rammen om en helt enkel opstilling arrangeret på en flade, der i kanten har nogle udskæringer, som minder om former fra et musikinstrument, Selve opstillingen består af en opslået bog, en appelsin og to kander. Den opslåede bogs første sider leder ind til en komposition, hvor den ene kande og appelsinen er placeret i gyldne snit. Genstandene er malet i fugleperspektiv, bortset fra den bageste kande, som ses i normalperspektiv. Der kommer et ret kraftigt lys fra venstre side, som er med til at understrege genstandenes volumen. De elementer, som værket består af, er nogle helt enkle former i hverdagsting som kander, bog og appelsin, men det, der yderligere interesserer Lundstrøm, er farvesamspillet. Det er ikke helt tilfældigt, at appelsiner ofte optræder i hans kompositioner, fordi den orange farve giver en super kontrast til hans store optagethed af den blå farve i flere afskygninger.

Man skal nok ikke lede efter en dybere mening i Lundstrøms opstillingskompositioner, for når han benytter sig af det mere dekorative formsprog, er det mere en undersøgelse af samspillet mellem form og farve.

Vilhelm Lundstrøm – Opstilling med kander.1930-32.

Evighedsblå

På denne udstilling stiller man skarpt på Lundstrøms brug af blå og processen mod at opnå den rigtige blå. Her har man allieret sig med Newtec Engineering, Konserveringscenter Vejle og Syddansk Universitet for at kunne komme helt ind bag Lundstrøms arbejdsmetode, som gennem en række billeder illustrerer de mange lag, der ofte ligger bag et færdigt værk.

Et tidligt stadium afslører således, hvordan kunstneren arbejder med komposition. Den bageste vase har åbenbart voldt ham nogle problemer, men det er også interessant at se, hvilken betydning farvelægningen får for både kompositionen og formerne.

Hvad der gemmer sig bag overfladen

Det er spændende at blive delagtiggjort i de arbejdsprocesser, som fører frem til det værk, som til sidst kommer op at hænge hos private eller på museer. Lundstrøms blå kan ved hjælp af moderne teknologi bestemmes som skiftende brug af bl.a. ultramarin, koboltblå og preussisk blå.

Det er måske usædvanligt, at man på en udstilling fokuserer på en kunstners brug af en bestemt farve, men det er ikke usædvanligt at netop den blå farve betyder meget for kunstnere. Man kan blot tænke på malergruppen, ”Blaue Reiter”, Picassos blå periode eller Yves Kleins helt egne blå farve.

Det er bare så spændende at få et indblik i, hvordan Lundstrøms ikoniske værker blev skabt. Man kan ovenikøbet på udstillingen bruge en hyperspektral scanner og opleve de blå pigmenter, som Lundstrøm brugte til at skabe det, han kaldte evighedsblå.

Kunstmuseum Brandts
Amfipladsen 7, Odense
Frem til 30. marts 2025

Artikel fra: Nr. 05 / 2024 – Maj / Juni