Vilhelm Lundstrøm - Frokosten i det grønne. 1920.

Vilhelm Lundstrøm fra det yppige til det puritanske

Af Pier Marie Andersen - 23. Oct 2017

Noget af det man kender Vilhelm Lundstrøm (1893-1950) for, er hans rene puristiske billeder med opstillinger. Men udstillingen på Kunsten i Aalborg byder på meget mere, for man kan følge den talentfulde kunstner fra hans unge år med de markante og eksperimenterende pakkassebilleder, over den krøllede periode, til Klingen og De Fire, samt til purismen og de seneste kulørte billeder.

Pakkassebilleder og sindslidelse
Udstillingen vises i det relativt nye udstillingsrum i kælderen. Der er en fin opdeling af værkerne i forhold til de forskellige perioder, Vilhelm Lundstrøm gennemgik. De ældste billeder findes i mindre rum, her en afdeling for pakkassebillederne, bl.a. med ”Chanson sans paroles”, 1918/1919. På den tid var Vilhelm Lundstrøm udsat for skarpe reaktioner, både fra aviserne og fra baktiologen Dr. Julius Salomonsen. I aviserne vrimlede det med anklager for sensationsmageri og kunstnerisk svindel. Samtidig lancerede Julius Salomonsen den teori, at den ekspressionistiske kunst måtte diagnosticeres som en smitsom sindslidelse, heriblandt Vilhelm Lundstrøm. At Vilhelm Lundstrøm og andre unge eksperimenterende kunstnere skulle lide af denne sindslidelse var noget af en påstand. Den blev da også hurtigt tilbagevist bl.a. i det danske kunsttidsskrift Klingen.

I rummet ved siden af pakkasse-tiden ses den krøllede stil (1919-1923), bl.a. ”manden på balkonen” og ”Manden der ser alt”, begge fra 1919. Kendetegnende for denne periode er en meget krøllet penselsføring, personerne er svulmende, malingen er påført i rigelig mængde. Billederne er uden perspektiv og rum, er usammenhængende i størrelsesforhold og farvemæssigt er der tale om en mudret og grumset palet. I rummet findes også ”Frokost i det grønne”, hvor kun titlen har pendanter til Manets billede fra 1865. Man ser i Lundstrøms billede overdelen af en kvinde med kæmpebryster samt to påklædte mænd. Billedet er pastost malet og rimeligt mørkt.

I det store midterrum ses de rene puristiske billeder, opstillinger og modeller. Der er selvportrætter og bestillingsarbejder. Et af de meget spændende billeder med den rosa og brunlige farvepalet er ”De fire (Hommage aux peintres artistes), ”1920, med Karl Larsen, Svend Johansen, Vilh. Lundstrøm og Axel Salto. Samt billedet ”De fire årstider” der var med på KE i 1921.

Nok det mest interessante på udstillingen er i udstillingens store sal, hvor man kan se, hvordan Lundstrøm er gået fra den svulmende krøllede periode til den klassiske periode, der bliver benævnt Cagnes-perioden. Bl.a. maler han et figurbillede med hustruen Yrsa og datteren Dorthe. Herefter ser man geometriske gråhvide opstillinger af høje kegleformede blikvandkander og skåle. Sidst i Lundstrøms udvikling ses, hvordan han er påvirket af Cobra-kunstnernes stærkere farvevalg.

Kunsten har på spændende vis lavet en iscenesættelse med Lundstrøms billeder i samklang med møbler og lamper af bl.a. Finn Juhl og Poul Henningsen. Der er fotografier i store formater af Finn Juhls bolig i Ordrup. Der er et kæmpestort fotografi af Vilhelm Lundstrøm selv, og der er fotos af storsamleres stuer, tæt udsmykket med Lundstrømværker. I tilknytning til udstillingen er der et fint formidlingsarbejde (video). Endvidere et smukt katalog med store farvegengivelser og informative artikler. Så spændende en udstilling, men hvorfor ikke vist i en af Kunstens lyse sale i stueetagen, hvor Lundstrøms farvevalg var kommet mere til sin ret, i stedet for i det dunkle kælderlokale, hvor spotlysene skinner om kap med billedernes fernis.

Kunsten
Kong Christians Alle 50, Aalborg
Frem til 21. februar 2018

Vilhelm Lundstrøm foran pakkassebillede.
Vilhelm Lundstrøm – Yrsa med Dorthe.
Artikel fra: Nr. 09 / 2017 – Okt. / Nov.