Statens Museum for kunst åbnede den 24. august en kæmpestor og meget spændende udstilling om dansk den danske guldalder. Man udstiller 225 malerier fra en politisk set meget sørgelig periode i Dan-markshistorien: Årene fra starten af 1800-tallet, hvor landet blev ramt af den ene katastrofe efter den anden for at ende med den værst tænkelige i 1864, tabet af Slesvig, Holsten og en pæn bid af Sønder-jylland. Udstillingen er lavet i samarbejde med Nationalmuseet i Stockholm, der allerede har vist den. Når vi bliver færdige med den den 5. december, skal den videre til Petit Palais i Paris. Udstillingen åbner med to flotte meget røde malerier af C.W. Eckersberg og Chri-stian August Lorentzen, begge skildrer de englændernes bombardement af København i 1807. England var bekymret for, at det neutrale Danmark skulle overdrage vores meget store handelsflåde til fjenden Napoleon, og da vi ikke frivilligt ville aflevere den, så tog de den med magt. Katastroferne fortsatte: i 1813 kom Statsbankerotten, og i 1814 mistede vi Norge, men det var som om alle disse katastrofer fostrede nogle af de største kulturelle skikkelser og blev en af de mest kreative periode i dansk kunst og kulturliv.Vi fik den danske guldalder, hvor de mange billedkunstnere nærmest fik et kick af de nye muligheder, der nu viste sig.
Guldalderen forlænges
Traditionelt set ligger Guldalderen mellem 1807 og 1850, hvor vi fik en grundlov og et nyt styre, men her har man forlænget den med 14 år frem til 1864. På denne måde skaber man en større spændvidde, som giver plads til andre end Eckersberg og hans mest kendte elever som P.C.Skovgaard og Johan Thomas Lundbye, blandt andre den bragende dygtige polskfødte Elisabeth Jerichau-Baumann, de to tyskfødte Ditlev Blunck og Louis Gurllit samt blomstermalerne Christine Løvmand og Hermania Neergaard. Professor ved Akademiet, Eckersberg, anbefalede sine elever at male ude i naturen og gik selv i gang med at male skibe. Christen Købke skildrede idyllen ved Sortedamssøen, Lundbye gjorde skrænterne ned til Roskilde Fjord ved Kitnæs 20 meter højere (så det næsten lignede Norges fjelde), Dankvart Dreyer skildrede de skovklædte bakker i Jylland, og Jø rgen Sonne opsøgte de strikkende kvinder på heden. Efter tabet af flåden gik man i gang med plante skov til kommende nye skibe. At man et hundrede år senere, når egetræerne var tilstrækkelig store, ikke længere brugte den type skibe, kunne ingen dengang forudse. P.C Skovgård forevigede de smukke bøgeskove, og Lorenz Frølich malede diger og døde rotter. Man så med nye øjne på den idylliske danske natur, mens den nationalistiske bevægelse voksede.
Diktatoren Høyen
Kunstkritikeren, professor Niels Laritz Høyen (i udstillingen portrætteret af Wilhelm Marstrand) anbefalede nærmest diktatorisk, at kunstnerne benyttede sig af tre temaer: Kirker og historiske bygninger, veletablerede og velklædte bønder og naturen langt fra København for dér i det regionale at finde en ny nordisk åre i naturen. Han havde selvfølgelig sine favoritter, først og fremmest Lundbye, der evnede at skildre det smukkest tænkelige Danmark, mens han nærmest frøs andre ud. Nu kunstnerne ikke længere var støttet af konger og overklassen og skulle leve af at sælge, gik mange som Wilhelm Bendz, Marstrand, Købke, Martinius Rørbye og Eckersberg over til at portrættere den velbjergede middelklasse, der betalte godt for at vise deres dannede hjem og smukke børn. Ditlev Blunck forargede alle ved at skildre en halvnøgen sovende kvinde, der tydeligt i mesterværket ”Mareridt” var underlagt sine sanselige drifter.
Janteloven
Et af Guldalderudstillingens stærkeste værker er Elisabeth Jerichau-Baumanns dystre Havfrue med det dragende blik. Datidens kritikere brød sig ikke om hende og kaldte hende både sigøjneragtig og udansk på grund af hendes polske baggrund, og de sørgede for, at man ikke købte hendes værker. Heldigvis var hendes malerier fra Middelhavsområdet populære i både England og Frankrig. I Danmark opnåede hun kun at sælge ét eneste maleri. Janteloven fungerede øjensynligt allerede dengang.
Mange af Guldaldermalerierne skildrer kunstnerne som geniale beåndede væsener i atelierbilleder. Vi ser fascineret på malerier af Martinus Rørbye, Wilhelm Bendz og den meget begavede Ditlev Blunck. Andre kunstnere lavede hyldestmalerier, f.eks malede Eckersberg i 1814 Bertel Thorvald-sen, mens Blunck i 1834 malede billedhuggeren Herman Vilhelm Bissen. Den homoseksuelle Blunck blev ramt af Høyens forfølgelse og udvist af Danmark, endvidere sørgede Høyen for, at alle de værker, der var offentligt udstillet, blev taget ned og sat i magasin, for som tysker havde han kæmpet mod danskerne ved Dybøl i 1864!
Jeg har i årevis vist,at der var Guldaldermalere i familien, men min tipoldefars brødre William og Hans Jørgen Hammer er desværre ikke kommet med i denne imponerende udstilling,- som jeg på det varmeste kan anbefale.
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, København K
Frem til 9. december
