ARoS har besluttet at trække nogle af de kvindelige kunstnere, der havde det med at blive skubbet til side af patriarkatet, frem i lyset og underkaste dem en nutidig behandling. Det gjorde man i 2018 med Agnes Slot-Møller (1862-1937) og hendes ”Helte og Heltinder”- en nærmest yderligtgående nationaldyrkelse af ikke mindst middelalderen.
Solidt uddannet maler
En anden er den dansk, polske, tyske kunstner Elisabeth Jerichau-Baumann (1818 –1881), som repræsenterer en anden og mere formel side af 1800-tallets danske kunstscene.
Udstillingen viser cirka 100 malerier, der omfatter de forskellige motivkredse, hun bevægede sig i, men som også klart demonstrerer, at hun var en solidt uddannet maler (kunstakademiet i Düsseldorf 1838-1844) og yderst professionel både teknisk og, som kataloget fremlægger, også forretningsmæssigt. I 1845 i Rom møder hun den danske kunstner Jens Adolf Jerichau, som hun bliver gift med og får ni børn med. Han har i øvrigt et uægte barn med J. F. Willumsen – senere en af vores største kunstnere.
ARoS har flere kvindelige kunstnere, de kan tage fat på, fra Sonja Ferlov Mancoba (SMK har dog været der først), Francisca Clausen, der mødte de kolde skuldre, som hun også malede, og Rita Kernn-Larsen, der sammen med et par andre ikke rigtigt kunne blive del af det surrealistiske mandemiljø.
En fremmed kosmopolitisk fugl
Elisabeth Jerichau-Baumann er den fremmede kosmopolitiske fugl – og så af en tysk far – der lander i et betændt nationalistisk miljø og som holdes ud i strakt arm af et meget mandligt kunstnermiljø. Det bliver ikke bedre af, at hun kommer med en anden tilgang til maleriet med både følelsesmæssig dramatik og en anden brunlig farveholdning (som man anvendte i Centraleuropa). Hun lægger ud med nogle historisk betingede malerier med bl.a. et nu ikonisk værk ”Moder Danmark”, som findes på Glyptoteket i København, der ikke har villet udlåne det, så vi nøjes med en kopi. Der er også femme fatal Havfruen fra 1863, Marks Stigs døtre, Valkyrier, Britannia Rules the Waves – der er virkelig drøn på patos i denne fase. I forbindelse med hendes historisk inspirerede malerier har hun også en periode med malerier som f.eks. En Strandingsscene (1865), hvor hun nærmest kan ses som en værdig konkurrent til Michael Ancher i gennemført malemåde.
Der var penge i portrætter
Det er imidlertid i næste fase (1858-1871), portrætmaleriet, hun har teknisk og salgsmæssig succes med overklassens forskellige koryfæer, og det er også dét, der bliver afsættet til England og kunsten at være hofmaler. Det vækker jalousi og puster til modviljen og står i kontrast til den hæder, der omgiver den lidt senere skagensmaler Tuxen, som også bliver velrenommeret europæisk hofmaler. Personligt synes jeg helt generelt, at den type traditionelt portrætmaleri er rent ud sagt kedeligt, og når det bliver til et helt galleri, kan det vanskeligt fastholde interessen med disse stive opstillinger af adel, højborgerlighed og videnskab.
Eksotisk racisme
Mellem 1869 og 1870 er hun på en såkaldt Orientrejse i Nærorienten til Ægypten og Det Osmanniske Rige, og fordi hun var kvinde, fik hun adgang til kvindernes verden inklusiv haremmer. Ligesom med hendes italienske malerier emner de orientalske af veltilrettelagt og designet folklore med tanke på et europæisk publikum og med det rigtige anstrøg af underspillet sensualitet – noget, man havde dyrket i overklassen siden slutningen af 1700-tallet (tænk f.eks. på Mozarts opera Bortførelsen fra Seraillet, 1782).
Flere af de afbildede ukendte underklassekvinder har et anstrøg af nærmest at være udstillingsgenstande på samme måde som man nogle få år senere begyndte at udstille eksotiske undermennesker (afrikanere, kinesere, sydhavsmennesker, o.a.) som zoologiske trofæer. Egentlig synes jeg ikke, de er langt fra Statens Museum for Kunsts udstilling med Nolde og Kirscher og deres tilsvarende eksotiske racisme, som der advares imod. Vi deltog også, f.eks. med Erik Stæhr-Nielsens ”Dansende afrikanere – spydkastere”, 1916-17, der findes på Kunsten i Aalborg.
Glansbilleder
Der er også en mindre afdeling benævnt ”Glansbilleder af børnemalerier (sikkert god indtægtskilde), som jeg synes at svære at sluge. Portrætgengivelser er svære (det bliver hurtigt stift og livløst), og med børn forekommer det ofte næsten umuligt at skabe noget kunstnerisk, fordi de har det med at ende som, ja, netop glansbilleder. Børn er jo meget langt fra at have udviklet en personlighed, der også omfatter deres udseende og væremåde.
Det er således en meget sammensat udstilling, hvor jeg fuldt ud anerkender, at vi står med en maler, der er helt på toppen teknisk, og hvor man også må anerkende, at hun skulle bringe økonomi hjem til en familie, hvor manden, professor ved kunstakademiet, ikke kom til at bidrage meget over tid. Iscenesættelsen med de røde og lilla vægge forstår også effektivt at sætte en ramme, der kommer til at emme af det historiske tilbageblik. Altså, en meget flot udstilling, der yder Elisabeth Jerichau-Baumann retfærdighed og anbringer hende på den rette plads i dansk kunsthistorie.
ARoS
Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2, Aarhus
Frem til 12. september
