Af Karen Hammer
karen.hammer@jubii.dk
Efter den vellykkede og poetiske udstilling SNE prøver Nivaagaard ny veje. Mange malere har gennem århundreder skildret vejen som en færdselsåre – en sneklædt skovsti hos Thorvald Niss – en landevej med får hos Theodor Phillipsen – en mudret vej med trætte malkepiger hos Axel P. Jensen – en motorvej hos Poul Anker Beck. Adskillige af de udstillede værker stammer fra 1600-tallet, f.eks. Jan van Goyens ”Strandbillede” fra 1638 og Jacob van Ruysdaels ”Sandskrænt” fra 1647 og fremviser datidens meget primitive veje, medens guldaldermalerne P.C. Skovgaard og J. Th. Lundbye præsenteres med store landskabsmalerier, der end ikke antyder en vej. Man savner her Nivaagaards prægtigste Lundbye-maleri ”Vinterlandskab” fra 1841, men det optræder p.t. i den turnerende Lundbyeudstilling ”Længsel”. Til gengæld kan man glæde sig over P.S. Krøyers vidunderlige ”Gade i Torello” fra 1890, Harald Giersings ”Landevej ved Faaborg” fra 1920, mange fine L.A. Ring malerier og J.F. Willumsens mesterværk fra 1889 ”Gade i Alora”, der til daglig hænger i Davids samling.
Afveje og vildveje
Vejene i de ovenfor nævnte malerier fører et eller andet sted hen. De skærer sig gennem landskabet og skaber hos de fleste den dybde, der gør det muligt at gengive en tredimensionel verden på en todimensionel flade. Jeg kan lige komme med endnu et par eksempler: L.A. Rings ”Solskin. Dreng set fra ryggen med en kurv i hånden” 1904, Albert Gottschalk ”Landevej i Nordsjælland” 1895, Edvard Weie ”Skovalle efteraar”, og Karl Bovins lysende smukke ”Landevej gennem kornmark” fra 1945.
MEN udstillingen pointerer, at VEJEN også kan forstås i overført betydning, hvor den bruges som en talemåde: Lad være med at tage sådan på vej, hvor er du på vej hen eller hvad er der i vejen? De bittesmå mennesker på Skovgaards ”Parti fra Møns Klint” fra 1843, går langs stranden på vej eller andet sted hen, ligesom Kurt Trampedackh i sit spadserende selvportræt fra 1984 er på vej gennem en ukrudtsmark. Der findes også afveje, vildveje, omveje, skilleveje og korsveje i det danske sprog. Afveje demonstreres her med Wilhelm Marstrands 1837-maleri ”Fængselsscene i Rom”, hvor fangerne ivrigt følger med i kortspillet, der foregår ude i solen og friheden lige foran deres fængselsgitter. Korsveje og vildveje demonstreres også via Marstrands: ”Don Quixote og Sancho Pansa ved en skillevej” fra 1840´erne.
Livets vej
Endelig har udstillingen et tredie tema inspireret af Det Gamle Testamente om livets vej, der indeholder hele meningen med livet. Vejen er et symbol på menneskets eksistens, på hvilke valg man træffer i livet, og hvordan man vælger at leve sit liv. I Det Nye Testamente er Jesus en vandreprædikant. Han var på vej, men han var også selve vejen. I Johannes Evangeliet 14, 1-6 siger Jesus: ”Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig”. Udsagn, der har inspireret Maja Lisa Engelhardt til hendes mange kirkeudsmykninger og Niels Larsen Stevns til maleriet” Vig fra mig Satan” fra 1910.
I allernyeste tid laves der kunstværker af papkasser, plastikposer og spraymaling. På Nivaagaard ses der også eksempler på denne supermoderne kunst: Papfars ”King of the Road” 2009, ”A Couple of Listeners” 2011 af Husk mit Navn og Allan Ottes computermaleri ”Salme uden tro” fra 2012.
Nivaagaards udstilling bevæger sig fra dybde mod flade, fra naturalisme mod abstraktion, fra museet til gaden. Det er en spændende udstilling med mange interessante kunstværker. Jeg er især glad for, at man her har gravet mere eller mindre ukendte malere som Johannes Hofmeister og Anna Marie Lütken frem, for de fortjener sandelig også at blive set.
Gammel Strandvej 2, Nivå
Frem til 24. august
