To kunstnere, Ulrik Møller og Allan Otte, præsenteres på Johannes Larsen Museet i Kerteminde i en imponerende udstilling af værker, hvor landskabsskildringer er udgangspunktet. At sætte netop de to kunstnere sammen er en rigtig god idé, fordi de på hver deres måde skildrer det danske landskab.
Vesthimmerland og Vester Aaby
Udover at være landskabsmalere har de to kunstnere også noget andet tilfælles. Deres barndom og ungdom har de haft i landsdele, som man i store byer kalder udkantssteder.
Allan Otte kommer fra en lille landsby i Vesthimmerland, hvor hans far var landmand. Det var selvfølgelig med til at præge ham og gav ham også mulighed for i sine malerier at kunne have et fokus på det moderne landbrug, hvor maskiner overtager mere og mere af det manuelle arbejde. Det er imidlertid først, da han kommer til København for at studere på Det Kgl. Danske Kunstakademi, at landskabet bliver det fokuserede emne i hans værker. Han er i øvrigt igen flyttet på landet og bor nu syd for Roskilde.
Ulrik Møller kommer fra Vester Aaby på Sydfyn. Han er oprindelig uddannet maskiningeniør og er som maler selvlært. Det sydfynske landskab kender Ulrik Møller fra sin færden i både sin hjemby, men ikke mindst den natur, som omgiver den: et smukt kuperet landskab, som hælder ned mod det sydfynske øhav. Møller har naturligvis også et kendskab til Fynbomalerne og den måde, de malede på, hvor de skildrede deres umiddelbare indtryk af naturen. Ligesom Allan Otte er han blevet mere bevidst om sit tilhørsforhold til sin hjemstavn, efter at han er flyttet til Berlin, hvor han i dag bor og arbejder.
Måske er det netop det at flytte hjemmefra, der giver de to kunstnere exceptionelle muligheder for at skildre den verden, de kommer fra. De ser deres hjemegn med helt anderledes øjne og perspektiver og giver os derfor også et nuanceret billede af livet i Vesthimmerland og Vester Aaby – og i Danmark i det hele taget.
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme
Ulrik Møllers værker på denne udstilling viser en mester i en naturalistisk skildring af både natur og by. Et maleri med Vester Aaby som motiv viser en by, som er blottet for aktivitet og mennesker. Gaden er tom, og selvom det er centrumpladsen i den lille landsby, illustrerer den vel et problem, som kendes fra mange landsbymiljøer.
Overskriften er citeret fra H.C. Andersens fædrelandssang ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Når Ulrik Møller maler landskaber lægger han sig meget mere op ad en romantisk tradition, hvor det danske landskab hyldes ligesom hos H.C. Andersen.
Nab strand ligger syd for barndomsbyen, Vester Aaby, og gengives her i et let sløret udtryk. Kompositionen er meget klassisk med en horisont i et af de gyldne snit, og det overlader det meste af motivet til vandet. Vandet er næsten spejlblankt. Man kan både se ned i vandet, hvor ålegræs er tydeligt, men også iagttage spejlinger fra både himlen og kystens træer og badebroer. Farveholdningen i værket er meget neddæmpet, fordi Møller har lagt et dis ind i billedet, hvor nuancer af blå, grønne og okkerfarver tones med hvid. Stemningen bliver en varm sommerdag med varmedis, men de mørke skygger kunne også antyde en mørkere verden. Det var måske derfor, at Ulrik Møller i 2024 var inviteret til at udstille i Greifswald, den berømte tyske landskabsmaler Casper David Friedrichs hjemby, i anledning af tyskerens 250-års fødselsdag. Hans landskabsbilleder indeholder netop en storslået og overvældende naturskildring, som også kunne indeholde nogle stærke kræfter.
Der er så dejligt ude på landet
I 1980’erne skrev Dan Turèll et digt, som gjorde op med byboeres naive forestilling om livet på landet og specielt landbruget. Han lægger i digtet vægt på kontrasten mellem vores idylliske forestillinger om landet og den barske virkelighed. Allan Ottes malerier er ikke yndige skildringer af landskaber og landmandsliv, men nøgterne og særdeles ærlige i deres udtryk.
Motivet er en såscene, hvor en stor traktor med dobbelte bagdæk har kørt foran en såmaskine. Traktoren er brudt i brand og halvdelen af billedet er en stor, sort røgsky. En brandmand er tilkaldt, og han forsøger at slukke ilden. Helt centralt i billedet er naturligvis de store maskiner: den røde såmaskine og den brændende traktor. Store maskiner er dem, der dominerer det moderne landbrug.
Det ser vi også i mange af de andre af Ottes værker, for landbrug er netop ikke kun natur, men derimod stærkt præget af en produktion, som skal holdes i gang af maskiner.
I værkets titel indgår, Sædemanden, som kunne være en hentydning til et maleri af Laurits Andersen Ring. Rings billede viser en bonde, som går med en sæk fyldt med korn, som han med den ene hånd strøer ud over jorden. Men den romantiske fortælling har ingen gang på jord i Ottes værker. Han skildrer derimod helt nøgternt og ærligt den barske virkelighed ved landmandslivet og livet på landet.
Allan Ottes maleteknik er helt speciel, fordi han nærmest pixelerer motivet. Ser man værket helt tæt på, ser man de helt tydeligt små farveklatter, men hvis man ser det på afstand virker det næsten fotorealistisk.
Komplementaritet
I et af de mindre udstillingsrum, som næsten er dedikeret til Johannes Larsens store interesse for fugle, hænger to billeder af svaner, som i den grad illustrerer de to kunstneres kvaliteter som malere, men også deres holdning til motivet.
Det her er en udstilling, som man ikke må gå glip af, fordi de to malere i deres store forskellighed komplementerer hinanden så godt, at de kan være med til give os større forståelse for den natur, som vi føler os forbundet til.
Johannes Larsen Museet
Møllebakken, Kerteminde
Frem til 18. maj
