Citatet stammer fra et brev som den unge kunstner, Alhed Larsen, skrev til sin mor i 1893, hvor hun undskylder, at hun ikke har nået at skrive et svar på moderens brev, fordi hun først skal færdiggøre sit maleri.
I det hele taget blev der skrevet meget pr. brev, ikke mindst til nær familie. Det var datidens hurtigste kommunikationsmiddel. Her kan man i de fyldige brevarkiver i kopi på udstillingen se, hvor tætte de var på hinanden, hvordan de hjalp hinanden, men også aflæse konflikter.
Desuden kan beskuerne nyde en smuk udstilling af væsentlige værker fra de seks kunstneres hånd.
Udstillingens hovedpersoner er de tre malerpar:
Anna og Fritz Syberg, Alhed og Johannes Larsen, Christine og Sigurd Swane.
Det er tre kærlighedsægteskaber, hvor de alle har store drømme om kunstens og kærlighedens forening i et liv sammen på Fyn, hvor de alle kommer fra. Pengene er små, men her er billigt at bo, familien er i nærheden og kan træde til, når det kniber.
En nøgleperson for Fynboernes tidlige begyndelse er dekorationsmalerem, Syrak Hansen, som har sit eget værksted i Fåborg. Han er far til Anna Syberg, som starter med at lære at male her. En anden talentfuld elev på værkstedet er Fritz Syberg. Anna og Fritz forelsker sig og bliver gift i 1894.
Annas bror, Peter Hansen, også en dygtig maler, har museet ikke medtaget, nok fordi han rejser til København for at uddanne sig og ikke stifter familie på Fyn.
Næste malerpar, som gifter sig, er Alhed og Johannes Larsen i 1898. De bosætter sig ved Kerteminde på Møllebakken og laver et hjem her, som bliver et samlingssted for gruppen.
Det tredje par, Christine og Sigurd Swane, er de sidste, der bliver gift, nemlig i 1910. Christine er søster til Johannes Larsen, og de familiemæssige relationer er tætte og betydningsfulde i gruppen.
Alle seks er ambitiøse kunstnere og iagttager og udnytter, hvad der er omkring dem ved at male billeder af naturen, af børnene og af blomsterne i haverne. De er produktive, men de er også pressede økonomisk og af det daglige husarbejde med hjem og børn. Her er det især kvinderne, der hænger på familielivets krav.
Anna Syberg – Sommergeorginer fra 1905 og i privateje.Mændene drager ud i de fynske bakker omkring dem og maler værker, ofte i store formater, som de faktisk efterhånden får solgt nogen af, så de dermed kan forsørge familierne.
Kvinderne må stjæle sig tid. Det bliver som regel til billeder i mindre formater.
Den, der lider mest af mangel på tid helt fra ægteskabets start, er Christine Swane. Selvom hun kun får ét barn, har hun svært ved at klare situationen. Efter 10 års ægteskab bliver hun skilt fra Sigurd, får sig en maleruddannelse i København, hvor hun efterfølgende gennemgår en stor malermæssig udvikling og finder sin egen stil. Hun kommer til at male modernistisk med forenklede former og kubistiske træk.
Anna og Fritz har et lykkeligt ægteskab og får syv børn. På trods af de mange børn får hun malet nogle fantastiske akvareller, men da det 7. barn bliver født i 1914, er hun allerede skrantende og dør efter en mislykket galdestensoperation som blot 44årig. Hendes mand Fritz sidder tilbage med børnene, men klarer sig, blandt andet på grund af Fåborg Museum, som er åbnet i 1910. Det betyder et vældigt løft af gruppen via kunstmæcenen, etatsråd Mads Rasmussen, med øgenavnet Mads Tomat, fordi han er lokal konservesfabrikant. Han opkøber en stor mængde kunst fra Fynboerne, bl.a. store billeder af Fritz Syberg og Johannes Larsen til sit nye museum. Fra starten er kvinderne småt repræsenteret.
Evaluering af udstillingen
Det er en vellykket og smuk udstilling, fint arrangeret i en række mindre sale og et enkelt større rum med store billeder. Det største er Johannes Larsens landskab, som til daglig hænger på Lolland, nærmere bestemt Fuglsang Kunstmuseum, hvor det fylder en hel væg. Desuden er der lavet affotografering af skyformationer fra nogle af værkerne, som er hængt op i vinduerne, så man ikke kan se ud, men i stedet ser på en fynsk himmel. Meget poetisk og fint.
Ud af brevene kan man læse, at alt ikke har været rosenrødt i de blomstrende haver, men billederne afspejler ikke problemerne, den hårde kamp for dagligdagen for at skaffe sig tid og penge til at male, ikke mindst kvinderne.
De bliver af kolleger i København nedladende kaldt Bondemalerne, og det var de jo også set med københavnske malerøjne, men dog efter en hård start med en varig succes i vente. Fra ca.1910 og frem, var det den kunstnergruppe, der virkelig fik succes overalt. Først især de mandlige medlemmer og senere også kvinderne.
Den Hirschsprungske Samling
Stockholmsgade 20, København
Frem til 24. januar 2027
