Eksplosioner og projektioner – Galleri Bo Bjerggaard har sat en vild og voldsom kunstner sammen med en blid og følsom – tyske Jonathan Meese ramler ind i belgiske Rinus Van de Velde. Egocentriske er de begge
Allerede i det første lokale kan man både se og næsten høre sammenstødet: på den ene væg et kæmpestort lærred af Jonathan Meese, faktisk en triptych, der skriger REVOLUTION ud i rummet. Et manisk værk med figurer og farver klasket over og ind i hinanden i tykke klatter af maling. Der er flyvende tallerkner, fallossymboler, dollartegn, fabeldyr og slogans kradset ned. Det er et eksplosivt farveorgie, der med en vrængen kaster sig ud fra væggen, ud i verden.
Stilen passer på den 51-årige tyske enfant terrible, der er berygtet for sit motto om, at vi skal indføre ”kunstens diktatur”. Hinsides al ideologi kan vi nå frem til en revolutionær tilstand, hvor al menneskelig aktivitet fyldes ud af lidenskabelig leg og skabelse.
Jonathan Meese maler i rasende fart og i ufattelige mængder. På de fleste af de udstillede værker er malingen knap nok tør. Titlerne er lige så hektiske. Værket hedder ”ERZKUNST-MACHT-K.U.N.S.T!”
Fra uro til ro
Efter dette spacy rum med sprængkraft virker de to værker af den 38-årige belgier Rinus Van de Velde som en beroligende parentes om Jonathan Meeses eksplosioner. De er nærmest som to hænder, der holder sig for ørene.
Rinus Van de Velde laver ofte store tegninger med kul, eller holder alt i sort/hvide streger. Han vender blikket indad.
Det ene store billede viser ryggen af en svømmer. Det er ekspressivt nok, men som ofte i hans værker er det teksten nederst på billedet, der maner mest. Her skildrer han på engelsk, hvilken vidunderlig smuk (under)verden, han kan se i vandet, men som han ikke kan genskabe på et lærred.
Virkeligheden skuffer
Denne følelse af uformåen ses også på det andet billede, der indrammer Jonathan Meeses brøl, nemlig i den melankolske skildring af en nedtrykt maler i sit værksted. Han sidder sammensunket med en pensel i hånden, mens tuberne med farver flyder rundt på gulvet. Defaitisme hviskes ud fra lærredet.
Igen giver skriften koden: han beklager sig over, at virkeligheden igen har skuffet ham. Hans sanser kunne opfatte skønheden, mens hans fantasi rakte ikke til at udtrykke den kunstnerisk. Det var dog fantasien, der – som der står skrevet helt nederst på maleriet med bittesmå bogstaver – ”var det eneste organ, jeg ejede til at kunne nyde skønheden, men den (fantasien) kunne alligevel ikke bruge sig selv til denne opgave”.
Rinus Van de Velde.
“So often reality had disappointed me” (2020).
Den nødvendige? skrift
På trods af de to kunstneres åbenlyse, ja nærmest demonstrative forskelle i stil og teknik, deler de en forkærlighed for eller måske nødvendighed af skriften: bogstaverne og deres sammensætninger af betydning. Det tekstuelle sprog.
Jonathan Meese slynger i de fleste af sine kaotiske billeder slogans, revolutionære slagudtryk og propagandistiske substantiver ud på lærredet og i ansigtet på tilskueren. Ordforrådet består for eksempel af Kunst, Clockwork, Kampf, Tanz die Kunst, Sturmlauf, Blut ist Leben, Schlägt zurück, etc.
Det er plakatkunstens virkemidler, der virker lidt hjemløse i de spraglede collager. Dermed lider værkerne også af overdrivelsens bagside, nemlig undervurdering af beskuerens intelligens.
Antydningens (over)tydelige kunst
Overfor Jonathan Meeses ”in-your-face” facon, virker Rinus Van de Velde som en bly viol. Men man skal ikke lade sig narre. Han er lige så idiosynkratisk og selvhævdende som Meese, blot med andre mindre iøjnefaldende metoder.
Når Meese råber, tysser Van de Velde.
Meese er et udråbstegn. Van der Velde en tankestreg.
Van de Velde tager skriften til hjælp og i mange af sine værker forsyner han dem med en undertekst nederst på billedet. Det sker i lange, fint smedede sætninger med halvfilosofiske formuleringer. Enten har de apologiens form: beskrivelser af personlige mangler og nederlag. Eller de er direkte kommentarer til billedet ovenfor.
Fodnoten kan både i størrelse og indhold virke undskyldende, men der tales alligevel højt og klart og selvoptaget.
Facaden smuldrer
Et fint eksempel er hans sort/hvide (selv)portræt ”He was still capable of presenting a heroic facade” (2020), hvor han ses i profil med udspyende cigaretrøg (eller er det en joint?) med et ansigtsudtryk som Humphrey Bogarts.
Underteksten er her eftersætningen: ”but his walls were crumbling”. Ethvert tilløb til patos underløber han med det samme.
Han bliver direkte selv-refererende semiotisk, når han i et andet billede (i farver) med et motiv fra en japansk? metrovogn med et par kvindelige passagerer i kimono skriver: ”I just want to waste my time in this empire of signs”. Mere tydelig kan han ikke udtrykke sin færden i tegnsystemerne, det være sig i billedlig eller tekstlig form.
Udstillingen rummer mange andre af de to dygtige kunstneres værker, men crash’et mellem den udfarende og den indfølende udtrykkes malende i det første indtryk i det første lokale.
Begge vil en anden verden. Meese længes efter et post-kapitalistisk Nirvana, hvor kunsten råder. Van de Velde vil heroisere hverdagslivets univers og skabe nye selv’er.
Galleri Bo Bjerggaard
Flæsketorvet 85A, København K
Frem til 1. maj
