A Parting Gift; Hers and Hers Only from A Countervailing Theory (2019) C Toyin Ojih Odutola.

Toyin Ojih Odutola udstiller 40 værker på Kunsten, Aalborg

Af Pier Marie Andersen - 1. May 2021

Toyin Ojih Odutola (f. 1985 i Ife, Nigeria) udstiller 40 helt nye værker på Kunsten, Museum of Modern Art til 30. maj 2021. Det er første gang, hun udstiller i Skandinavien og udstillingen kalder hun ”Modvægtens teori”

Når man træder ned til Kunstens Ny Sal, mødes man af mørket, musikken og de store tegninger, der er oplyst af projektører. En gennemført opsætning, hvor visionære og surreelle toner fra musikken understøtter det anderledes og fantastiske i billederne. Det er billeder, hvor man på en gang kan genkende noget fra den menneskelige verden og de menneskelige handlingsmønstre, men hvor man samtidig hensættes til en anden, surreel og fantastisk verden. Menneskene er skaldede eller er klippede i kunstfærdige frisurer, mørke og meget lidt påklædte eller nøgne. Man bemærker linjer, der løber ned gennem kroppene samt øre- og halsudsmykninger. Man er tæt på skikkelserne og de historier, billederne fortæller. Det er sublime afrikanske billeder med klipper, vandfald, græsarealer og noget, der kan minde om huler. Selve oplevelsen og karakteren af billeduniverserne hensætter en til et andet, parallelt univers end det, vi oplever i verden i dag, en ”modvægtens teori”.

I Toyin Ojih Odutolas billede-verden ses andre skikke, hvor konventionelle forventninger til køn, race og seksualitet er omvendt, og hvor samfundsmæssige og kulturelle normer udfordres. Tag bare et billede ”En afskedsgave. Hendes, og kun hendes” 2019 (nr. 14), hvor en seksuel konvention udfordres.

A Forbidden Impulse from A Countervailing Theory (2019) C Toyin Ojih Odutola.

En underjordisk verden

Udgangspunktet for de store fortællende tegninger, Toyin Ojih Odutola har udført, stammer fra en mine-boring i Nigeria i 2009. Her fandt man på klippe-fremspringene spor efter en fortidig civilisation af indfødte i regionen, kaldet ’the Nok’. De motiver, der var nedfældet, var udført med avancerede redskaber inden for kunsthåndværk og med en meget bevidst stillingtagen i billede-dannelserne.

Toyin Ojih Odutola har som en slags kunstnerisk arkæolog genopfundet og fortolket denne billedverden. Selv om billederne er med afsæt i en fortidig og sandsynligvis mere primitiv civilisation, har hun dannet sit helt eget univers af stærke og smukke menneskelignende væsener, muskuløse og stolte. Det ligner et utopia, hvor man i kraft af sin fysiske overmagt samt indsigt og erkendelse har formået at skabe et ligeværdigt samfund. Billederne er fremstillet i en tilstand af filosofisk kontemplation, hvor man som beskuer bliver draget ind i tanker, erkendelser og følelser.

Det er oplagt, at Toyin Ojih Odutolas tegninger fremtræder i et mørkt rum i Kunstens Ny Sal, så man både kan forestille sig denne anden civilisation og tid, samtidig med at man kan hensætte sig til et sted dybt nede i jorden i minerne i Nigeria. Selve de store fine tegninger, der er udført med kridt på tavler, er oplyst af projektører og træder tydeligt frem.

Imitation Lesson; Her Shadowed Influence from A Countervailing Theory (2019) C Toyin Ojih Odutola.

Historierne starter med et billede af det øverste af en skaldet skikkelse, benævnt ”Etablering af plottet” (nr. 1), 2019. Man kan gå ind i hovedet på denne anonyme skikkelse og blive ført rundt i salen. Man kan så gå rundt i den store mørklagte sal og opleve fx tegningen ”Mistanker, efterladt”, 2019 (nr. 15), hvor man kan se, hvordan et billede bedre end ord kan udtrykke noget essentielt.

Man kan blive længe i mørket på Toyin Ojih Odutolas udstilling, hvor man kan lade de store, lysende tegninger trænge sig ind i sindet som underjordiske og stærke visioner, der på sin helt egen smukke og udtryksfulde måde kan ses som en konstruktiv modvægt til vores mørke nutid.

KUNSTEN
Museum of Modern Art
Kong Christians Alle 50, Aalborg
Frem til 30. maj

Introductions Early Embodiment (Koba) from A Countervailing Theory (2019) C Toyin Ojih Odutola.
Artikel fra: Nr. 04 / 2021 – Maj