Hvis man tror at færøsk musik blot er folkemusik, så husk lige på navne som Teitur, Eivør og sidst Sissal. For en befolkning på 55000 mennesker, ca. som Haderslev, er det imponerende hvor meget kultur der bydes på. Der er billedkunst og kunsthåndværk i mange genrer og musik fra Metalbands og rap-grupper over jazzensembler til et Færøsk Symfoniorkester. Der har været et stort materiale at tage stilling til for at lave denne udstilling.
Rytme i stentøj
En af de mere overraskende ting på udstillingen er Vigdis Petersens figurer. De viser den vedholdne rytme der er i den traditionelle færøske kædedans, skildret i stentøj. Linket til musik er indirekte, men man fornemmer de gentagne og tunge dansetrin skride frem i en varm dansehal. De stramme former og farverne i stentøjet giver også associationer til fjelde pakket ind i tåge. Kædedansen, sangen og teksterne er centrale for øernes kultur og dukke tematisk op flere steder på udstillingen.
Klange i Gjov
Et andet spændende værk på udstillingen er Heðin Ziska Davidsens „Ringe i vandet“ – der ikke er som når man smider en sten i vandet, men den lyd som forankrings-ringe giver når de falder ned på klippen. I en video der lidt stedmoderligt er henvist til brandtrappen, ser man hvordan forankringsringene i havnen i Gjov blive brugt sammen med elektronisk musik. Havet bruser mellem de stejle klipper og er meget tilstede her og i andre værker. Man fornemmer hvordan klipperne stikker op af havet og bryder de store bølger. Det er en af de stærke kræfter der danner denne kultur og menneskene i den.

Forfinet farvebrug
Et af de værker der passer bedst til udstillingens titel „Toner i kunst“ og viser sammenhængen mellem musik og billeder, er Hansina Iversens skønne litografier. De danner en bro mellem Færøerne og resten af verden. Billedtitlen „Purple Rain“ peger både udad og indad, værket har smukke lilla og violette farver, som man godt kan forbinde til øernes natur. Samtidig ved de fleste at det er navnet på en melodien skrevet af den internationale kunstner Prince. Hansina er optaget af melodierne, harmonierne, rytmerne og stemningen i musikken, de samme begreber som arbejder med når hun sbaber sin kunst.
Et bredt tema
Udstillingen kommer langt omkring, måske lidt for langt. At vise tegninger af musikere virker måske oplagt, men har jo egentlig ikke noget med temaet for udstillingen at gøre. Og af de viste pladeomslag er nogle fine, mens andre blot prøver at sælge indholdet. Et cover der dog rammer musikkens udtryk indfølt og præcist er Margrethe Odgaards billedside til Teiturs smukke „Y arpeggios for piano“, hvor samspillet mellem farver og toner bliver en smuk sammenkobling af to sanser.
Inspiration til os
Det er en udstilling med mange gode værker og man bliver som nævnt imponeret over bredden og kvaliteten af værkerne. Man kan ikke lade være med at reflektere over hvor omfattende og vigtig kunsten kan blive for et samfund. I Haderslev har de nok et velfungerende kulturhus med mange aktiviteter, men der er et godt stykke vej til niveauet på de grønne øer i Atlanterhavet.
Nordatlantens Brygge
Strandgade 91, København K
Frem til 24. august