Disse ord kunne også meget vel beskrive det oprindelige værdigrundlag for det sociale boligfællesskab Tommyhaus. Men hvad sker der, når de stakkels masser bliver etablerede? Glemmer man måske, at man selv i sin tid fik udrakt en hjælpende hånd?
Tommyhaus er opkaldt efter Thomas Weisbecker, en af grundlæggerne og aktivt medlem af RAF (Rote Armee Fraktion), en venstreekstremistisk guerilla-gruppe, der talte navne som Ulrike Meinhof og Andreas Bader. Gruppen eksisterede fra 1970-1998, og præcis et år efter Weisbecker blev skudt af politiet, blev Tommyhaus indviet, som en hyldest til de idealer, han var gået i døden for: solidaritet, antikapitalisme og fællesskab (alt efter hvilken optik man vælger at beskue ham og hans gruppes handlinger igennem). Det har siden været Tommyhaus’s værdigrundlag at hjælpe de mennesker, der er blevet udstødt af samfundet.
Bygningen er i sig selv et imponerende syn. Alle fire facader på den 6 etager høje bygning er udsmykket af en yderst talentfuld vægdekoratør, og den indvendige gård er dekoreret med moderne relieffer i gotisk stil. Desuden er trappepartiet mellem 3 og 4 sal nu dekoreret af undertegnede.
Tommyhaus
Birgit, min kontaktperson, viste sig at være en køn og engageret pige i slutningen af tyverne. Hun bar de autonome kendetegn med en vis forsigtighed: dreadlocks’ene var sirligt farvede i forskellige nuancer, hendes eneste piercing var en diskret næsering og hendes tatoveringer var dækbare. Hun havde arbejdet seks år i en bank i Wien, hvor hun havde været tilknyttet techno og club-miljøet, men en dag havde hun valgt at skifte stil og bobæl og tog sig nu af det administrative arbejde i Berlins ældste alternative bofællesskab.
Mine kommende bofæller havde åbenbart glemt, at jeg skulle flytte ind. En midaldrende, korpulent fyr i undertrøje (ikke ulig Onslow fra Keeping up appearances) lukkede op og sukkede dybt, da det gik op for ham, hvem jeg var. Han præsenterede sig som ”Yogi”. Han bød mig dog indenfor i den enorme tidligere herskabslejlighed, og i samarbejde med en ligeså vrangvillig og midaldrende herre, Leo, fik han smidt en laset madras, et bord og en lampe ind i et ellers tomt og ret lurvet værelse med udsyn udover den rigt udsmykkede baggård. Jeg følte jeg mig godt tilpas der. I min første bopæl på Linienstrasse havde jeg følt mig som en uvelkommen gæst, der allernådigst havde fået lov til at bo der gratis mod at udsmykke deres venners spillested. Knap tre måneder senere havde jeg erhvervet mig en større tro på mig selv og var ikke længere så bange for, at min tilstedeværelse skulle være til gene for mine bofæller.
Denne nyfundne selvsikkerhed kom også til udtryk, da en af de andre beboere kommenterede det værk, jeg dagen efter påbegyndte. Man havde besluttet sig for at give mig komplet frie hænder til udførelsen af værket, dog måtte der gerne indgå nogle punkelementer. Jeg gik derfor i gang med at lave en ekspressiv punkkoncert i trappeopgangen mellem 3. og 4. sal. Hovedfiguren var en bad-ass guitarist, hvis energi ligesom skulle feje ned igennem det entusiastiske publikum. Beboerne mellem 3. og 4. sal fulgte interesseret med i fremgangen, men da en afrikansk fyr fra 4. sal insisterende begyndte at komme med visuelle forslag (denne gang min slangeagtige guitarist, der skulle være mere løveagtig), overraskede jeg mig selv ved ret aggressivt at bide ham af. Sikkert fordi jeg sidenhen var blevet så irriteret over min egen underdanige rolle overfor hende Susan, der i sin tid ville lave min smukke trækvinde om til et punktræ.
Tommy Guitarist
Men hvor frustreret jeg end nåede at blive over ensporetheden og den politiske korrekthed på Linienstrasse, var det dog at foretrække fremfor den ligegyldighed, træghed og apati, jeg syntes at kunne spore så mange steder i Tommyhaus. De forekom mig ligeså borgerlige som de fleste andre almindelige borgere, blot følte de sig nok frelste fordi de iførte sig antikommercielle t-shirts, havde plakater af allehånde revolutionærer hængende osv. Men det sociale engagement og den bidende modvilje mod det etablerede, som kun kan tages seriøst hvis der handles på den, var ikke at spore. For ikke at nævne, at jeg i de uger, jeg brugte på at udføre vægmaleriet, ofte så beboerne traske op ad trappen med Coca-Cola-flasker, McDonaldsposer og andre produkter, der symboliserer den vestlige imperialisme. Nok er dette kun symboler, men ikke desto mindre benytter næsten alle dele af venstrefløjen sig selv hyppigt af disse, så det forekom og forekommer mig hyklerisk, at man skulle skelne. De to knarvorne ”patriarker” i min lejlighed, Yogi og Leo, supplerede hinanden meget godt. Førstnævnte var hash-dealer og sidstnævnte storforbruger, der tilbragte omkring 90% af sin dag foran fællesstuens fjernsyn med at se synkroniserede amerikanske serier. Begge på dagpenge og ingen af dem tilsyneladende bidragende med en skid. Men den vrangvillige og utilfredse attitude var intakt. Det ville for så vidt være mig ligegyldigt, hvis ikke det var for den selvretfærdighed, der ikke fås meget mere rendyrket end i visse segmenter af den yderste venstrefløj. Rend mig i røven!
Mit vægmaleri skred fremad, og jeg synes, at jeg fik inkorporeret nogle af de mest elementære elementer af punkmiljøet i det. F.eks. hældte en af figurene indholdet af en sprutflaske ned i halsen og brækkede sig på samme tid ud af den anden ende, hvilket jeg synes meget godt beskriver den anarkistiske men måske ret letkøbte (og skulle man følge billedsproget: letfordøjelige) who-gives-a-flying-fuck-attitude, der i hvert fald findes i den yngre del af punkmiljøet.
Af og til kan man så være så heldig, at en række betragtninger kulminerer i den perfekte eksemplificering. I løbet af den sidste uge, jeg tilbragte i Tommyhaus, stødte jeg på Thor, som jeg valgte at kalde ham. Med et fjernt blik kunne han blive ved med at snakke om, at han ofte ønskede sig til Valhal, så han kunne drikke, elske og slås hele dagen lang. I øvrigt havde han et rødt fuldskæg og bar en halskæde med Mjølner. Han havde intet sted at sove, og da min bofæller (surprise-surprise) ikke ville lade ham overnatte på mit værelse et par nætter, gik vi ned på en bar og drak et par øl sammen. Han viste sig at være på flugt fra politiet for en mindre forseelse. Efterhånden som øllene røg ned begyndte han i brede vendinger at beklage sig over hvordan samfundet havde vendt ham ryggen på samme tid med, at han var fanget i ”maskinen”. Jeg sympatiserede, kunne godt følge ham et stykke hen ad vejen, og lod det være ved det.
Reg
Et par dage efter sad jeg på den samme bar og var faldet i snak med en englænder, Reg, der fortalte mig om sin skæbne. Han var karismatisk, veltalende, lettere forstyrret og ret beruset. Han udførte i øvrigt et portræt af sin selvopfundne figur ”Three-Button-Man” i min skitsebog. Da jeg grinende bemærkede, at det så ud som om nogen havde stukket Three-Button-Man een i synet, fór han op: ”Don’t you fucking say another thing about Three-Button-man, he’s a good guy!! He’s my alter-ego, y’know! I’ll kill you if you say another thing!!” Hvilket jeg så undlod at gøre. Jeg spurgte ham, om jeg måtte lave et portræt af ham, hvilket han gik med til. Efterhånden som jeg granskede hans ansigt kunne jeg se ægtheden i linjerne. Hårde, alvorsfulde øjne. Rynker som mejslet i sten. ”You have an interesting face”, bemærkede jeg. ”Well, it’s because of all the shite I’ve been through, y’know”. Han var stukket af hjemmefra som 15-årig, havde rejst rundt i hele verden, havde selv produceret og eksporteret lsd i Indien og en masse andet, som jeg tog med et gran salt. Men for ham var friheden alt, friheden til selv at vælge sit liv og sin skæbne og ikke lade nogen anden fortælle én, hvad man skal gøre. Et eller andet sted går der vel et skel mellem frihed og flugt, men for det første er jeg ikke den rette til at dømme nogen for det, og for det andet var han spændende at lytte til.
Three-Button-Man
Imens vi sad og talte om dette, kom Thor tilfældigvis forbi og bemærkede i forbifarten, at ”der ingen frihed findes og at vi alle er en del af maskinen”. Aldrig har jeg set nogen reagere så stærkt for at forsvare frihedens værd, som da Reg fór op af sin stol og nærmest skreg Thor ind i ansigtet: ”What the FUCK do yeh know ’bout freedom, huh!!? I’ve felt freedom, freedom is fucking there, it’s your own fucking choice!!! ”. En højlydt diskussion gik i gang, men efterhånden blev det klart, at Reg var både mere veltalende og ikke mindst mere aggressiv end Thor. ”Yeh probably haven’t even been outta Germany, have yeh?! Naaah, and still you go on talking shite. D’ya have a job, do yeh!? No? And how do yeh get by!? I fucking knew it, the government!! The government which yeh hate. You fucking hipocrite!! You’re all the fucking same”. Til sidst stod stakkels Thor bare og tog imod, velvidende at han havde fundet sin overmand. ”Get the fuck outta here you sponge, I can’t even bear to look at you”, hvilket Thor så gjorde. Jeg var benovet over det skue, jeg havde været vidne til og blev pludselig grebet af retfærdig harme. Hvordan kan man, med selvrespekten i behold, tillade sig at suge på lappen af et samfund, man hader? Og hvad angår Tommyhaus er der endda det ekstra lag af hykleri på, at de lever på det image, at de hjælper de udstødte.
Men hvorom alting er havde jeg nu nogle gode uger i Tommyhaus. Beboerne var yderst tilfredse med mit vægmaleri og inviterede mig til at komme tilbage at bo hos dem nårsomhelst. Der kan selvfølgelig ligge en vis dobbeltydighed i, at jeg i den grad kommer med negtative betragtninger omkring et sted, der dybest set tog mig ind og behandlede mig udmærket. Men på den anden side overværede jeg få dage før min afsked Uwe fra fjerde sal nærmest sparke en hjemløs ud af deres opgang, fordi han havde sovet under trappen. Og det harmonerer altså ikke med deres værdigrundlag. "Give me your tired, your poor, your huddled masses …".
Min afsked med Tommyhaus var også min afsked med Berlin og Berlins undergrund. I løbet af den tid, jeg nåede at tilbringe i de forskellige autonome miljøer, fik jeg i hvert fald skåret én ting ud i pap: venstrefløjen kan ikke stryges over med én kam, i virkeligheden er de autonome jo indbyrdes ligeså forskellige som resten af samfundet. At man er imod det bestående behøver ikke at betyde, at man kan klassificeres sammen med hverken stenkastende teenagere, potrygende hippier eller hykleriske samfundsnassere (selvom om nogen nok vil mene, at den tredje kategori binder de to første sammen). Hvis København ikke er det, er Berlin i hvert fald stor nok til at rumme adskillige segmenter, og jeg håber, at de de hidtige artikler har været med til at nuancere læserens opfattelse af disse. Efter et kort stop i Danmark tager jeg til Paris, som er alt det, Berlin ikke er.
Om det så skal forstås i positiv eller negativ forstand, kan man finde ud i de næste artikler.
