Af Karen Hammer
Nordisk Brygge i Strandgade har åbnet en lille retrospektiv udstilling med malerier af den næsten ukendte færøske maler Steffan Danielsen.
Færøsk kunst har kun eksisteret i små 100 år. Niels Kruse var den første, siden kom Samuel Johnsen-Mikines (1906-1979), som især blev berømt for sine farvestærke Grindedrabsmalerier, hvoraf flere kan ses på Vejle Kunstmuseum, Ingalvur av Reyni (1920-2005), Zacharias Heinesen (født 1936), Torbjørn Olsen (født 1956), der lige nu udstiller på Galleri Sct.Gertrud, – og flere endnu yngre.
Steffan Danielsen blev født 1922 på Nolsøy, hvor han levede næsten hele livet – og døde 1976 i Thorshavn.
Allerede som barn var han en ivrig tegner af naturen omkring ham; på trods af hans talent blev han som de fleste unge sendt til søs med en fiskekutter. Det blev kun til een tur; siden fik han arbejde ved Thorshavns Skibsværft, hvor han blev adventist, – en religion, der forbyder arbejde om lørdagen.
Hans melankoli og svage mentale heldbred bekymrede hans familie meget. Han kunne forsvinde ud i fjeldene i flere dage.
I perioder var han indlagt på et sindsygehospital, og man gik så vidt som til at operere ham og give ham det hvide snit.
Herefter blev hans forsvindingsture sjældnere, men operationen ødelagde den store glæde han tidligere havde følt ude i naturen.
Han fik aldrig nogen kunstnerisk uddannelse men malede energisk som drevet af en indre nødvendighed hele livet.
Det kan ikke have været helt nemt for Nordisk Brygge at finde hans malerier til denne udstilling, for han glemte ofte at signere sine billeder og at skrive årstal på. I årene 1951-56 boede han i Danmark og her udstillede han i Den Frie Udstillingsbygning opg solgte pænt.
Den færøske kunstkritikker Kinna Poulsen fik i 2009 på forlaget Bokardur udgivet en monografi "Steffan Danielsen" – et flot værk, på 300 sider med 101 plancher med Steffan Danielsens malerier. Hun ser ham som "Færøernes mest originale billedkunstner" og sammenligner ham med Vilhelm Hammershøi og den islandske maler Johannes Kjarval. Hun skriver dog også: "Kunstnerisk uskolet, og med et ustabilt mentalt heldbred er der store variationer i St. Danielsens værker. Nogle er ordinære grænsende til det naive, mens andre – de bedste besidder en råhed og spontan skabelsesdrift, som netop er et kendetegn og en kvalitet for en autodidakt og relativt isoleret kunstner som St. Danielsen".
Blandt de kun 19 malerier er der for mange af de "naive" på denne udstilling, men der heldigvis også et par af de betydeligste værker som:
"Kirken på Nolsøy" hvor han har kælet for hver eneste sten og frækt ladet kirkens tag stå skævt i forhold til horisonten (1958), "En gade i Nolsøy by" (1969) hvor husene næsten er klemt i rammen, for at der kan blive plads til en stor tom gade! og et smukt lille blåligt snebillede med huse "Abbastovugrundin i sne". Endelig er hans sort/hvide selvportræt også med; det er tydeligt malet efter et fotografi, og er derfor logisk nok i sort/hvid–en slags Pop-art. Hvis man vil forstå, hvorfor nogen bl. a. forfatteren William Heinesen i sin tid regnede Steffan Danielsen for en af Færøernes betydeligste malere, bliver man nødt til at købe Kinna Poulsen bog, for her er der stor kunst.
Lysende grønne fjeldvider nær det blå hav, Sorteblå silhuetagtige byhuse kun oplyst af det hvide genspejlede månelys i havet, og poetiske tågebilleder fra Nolsøy-fjeldet. Synd, at man ikke har taget sig tid til at skaffe nogle af disse malerier.
På udstilligen kan man se en lille s/hv film fra 1961 af Knud Leif Thomsen, der viser Steffan Danielsen i naturen på Nolsøy, men den er desværre
Strandgade 91, København K
Frem til den 27. marts 2011
