De fleste kender Ole Ahlberg som Tintin-maleren. Kunstneren, der viser os Hergés dydige stjernereporter i pikante erotiske situationer i billeder, der er malet med en renæssancekunstners minutiøse præcision.
Som vi kan se her på Otterup Geværfabrik, var der imidlertid også en Ole Ahlberg før Tintin. En Ole Ahlberg med et solidt afsæt i surrealismen og personlighed som en kats: altid gående sin egne uransagelige veje.
Fattig i Paris
Fyldt 70 tidligere på året tilhører Ole Ahlberg 68-generationen. En generation, som kunne vælge tre muligheder: leve sit eget liv uden større tanke på den verdenspolitiske situation (som langt størstedelen gjorde), blive revolutionær og flirte med væbnet opstand mod kapitalismen eller blive hippie og dyrke flower power-stilen. Skønt gående på universitetet og havende kontakt med mere yderligtgående elementer, valgte Ole Ahlberg det sidste. Nok mest fordi han af natur er et fredeligt menneske og, nok så væsentligt, ejer en betydelig humoristisk sans. En humoristisk sans, som var der fra starten selv i hans mere alvorlige og eksistentialistiske faser i 1980´erne.
Med den alder, Ole Ahlberg har, må man også tage et forhold i betragtning, som dagens yngre kunstnere ikke kender til selv med et skrabet SU-budget: fattigdom. Ikke bare relativ, men absolut jeg ved ikke, hvordan jeg får råd til mad i aften-fattigdom. Gående rundt i det Paris, hvor kunstneriske håb kunne fødes og slukkes, arbejdede han en overgang i et professionelt klunserfirma for at få smør på brødet. Det var også i Paris, at han ved en ren tilfældighed stødte ind i Peter Bramsens litografiske værksted. Peter Bramsen, der som kunder havde kunstens absolutte topnavne, inklusiv medlemmerne af Cobra-gruppen. Her lærte Ole Ahlberg litografiets svære kunst, og den dag i dag laver han grafiske værker i topklasse. Og stilen, ja, den bar præg af hans mangeårige fascination af surrealismen og mere end nogen anden: Salvador Dalí. De visuelle og konceptuelle overraskelser, den frodige fantasi og det perfektionistiske håndværk var lige noget, Ole Ahlberg kunne bruge. Et forhold, som bragte ham i kontakt med Passepartout-gruppen, der talte medlemmer som Jørgen Boberg, Fritjioff Johansen og Jens-Flemming Sørensen. Ikke, at han blev fuldtids surrealist og hardcore-medlem. Dertil var og er han alt for individualistisk. Selvom hans billeder altid har haft alvorlige undertoner, og selvom de ofte bygger på filosofiske og eksistentielle problemstillinger, er der altid et element af forsonende humor og en generel mildhed i Ole Ahlbergs kunst.
Tintin i prekære situationer
Tintin-figuren, som Ole Ahlberg begyndte at male sidst i 1990´erne, passer perfekt ind i såvel hans malestil som tankegang. Værende skabt helt uden personlighed og seksualitet kan man tolke den belgiske tegneseriefigur, som man vil. Og det gør Ole Ahlberg så. Malet på rigtig tegneserievis: fuldstændig fladt og todimensionelt, møder Tintin letpåklædte og særdeles kødelige kvinder skildret med en renæssancemalers fulde plastiske tredimensionalitet. Den platoniske Tintin fristes, overrumples og lokkes, men må nøjes med den voyeur-rolle, som vi, betragterne til hele sceneriet, deler med ham. Tilskuerrollen, det aldrig at få sine ønsker opfyldt, men leve sit liv i et limboagtigt tomrum, giver et element af melankoli og tragikomik, som trives, ikke ved siden af, men som et integreret element i Ole Ahlbergs kunst. Og er det i virkeligheden ikke definitionen på ægte humor? At tragedien, sortsynet, the blues, hele tiden ligger og lurer, hos Chaplin og hos alle de andre mesterlige komikere?
På udstillingen ser vi det hele. De allerførste velmente, men kejtede oliemalerier, pariser-litografierne, billederne fra Passepartout-tiden, Tintin-malerierne og de nye Jeff Koons-agtige skulpturer i giftige fluorescerende farver. Og mange, mange gange tak for det.
Otterup Geværfabrik
Man bliver også lige nødt til at nævne udstillingsstedet. Som navnet siger, var de over 1000 kvadratmeter store lokaler skabt som en våbenfabrik. Grundlagt af Hans Schultz i 1904 skulle den nordfynske geværfabrik levere våben ikke bare til den danske hær, men til landets bedste idrætsskytter. Otterupgeværet levede således materialet til flere af vores olympiske guldvindere, indtil fabrikken endeligt lukkede i 1994.
I dag er Otterup Gevær-fabrik en selvejende fond, der med støtte fra Nordfyns Kommune har skabt en kunsthal for nutidskunst, en platform for koncerter og et unikt sted, man kan holde møder. Alt dette i lokaler, der er herligt rå og barske og har deres helt egen usentimentale charme.
Lad det stå helt klart: turen går til Otterup!
Otterup Geværfabrik
Fabriksvej 5, Otterup
Frem til 18. august
