Af Lasse Højgaard
lgaard@mail.dk
På Glyngøres lille fine lokalhistoriske museum ”Glyngøre Kulturstation” har man fundet plads til at udstille en række af Henrik Scheel Andersen´s malerier.
Henrik Scheel Andersen´s udgangspunkt er de nordvestjyske landskaber. Det er her han er vokset op, har levet og lever. Og han forstår i en helt fantastisk grad at indfange lyset, følelsen og stemningen i de karakteristiske landskaber. Udstillingen har titlen ”Tilstedeværelser” og selv om de fleste malerier er tomme for mennesker, er tilstedeværelsen alligevel tydelig. Mennesker er til stede med de spor, som det sætter i landskabet og HSA er i den grad tilstede, observerende, registrerende og fint følende overfor natur og menneskeskabt og det skaber nogle helt unikke billeder fyldt med fortællinger. Fortællinger som måske lige er begyndt, lige skal til at slutte, eller.
Henrik Scheel Andersen´s ærinde er som jeg oplever det, at fortælle en historie om historien. Den historie, som vi alle er en del af. Om de ting vi har udrettet og om de ting vi har forandret, men også om de ting, som er væk igen om føje tid, fordi der er større kræfter på spil. Højspæn-dingsmasterne under den store himmel, gården der skutter bag træerne en råkold tøvejrsdag, bøjen der ligger skyllet ind på land eller vindmøllerne helt derude i horisonten under den vældige himmel, er alle historier om de spor vi sætter i landskabet, men også historier om vores lidenhed og forgængelighed i det store hele, i den store fremadskridende fortælling. Billederne er smukke og stemningsmættede. Her er måske nok en melankoli og en slags tristhed over tilværelsens skrøbelighed tilstede, men først og fremmest er her en glæde over skønheden ved vores tilstedeværelse og den delikate balance mellem mennesket og naturen tilstede.
Til udstillingen er skrevet et fint lille hæfte af Connie Hansen fra Muse®um Salling, Krydsfelt Skive, som Glyngøre Kulturstation hører under. Det anbefales stærkt at læse og tage dette lille hæfte med sig, da det meget indsigtsfuldt og letforståeligt fortæller om Henrik Scheel Andersen´s arbejde som kunstner.
Selv om der kun udstilles omkring 25 værker i to ikke særligt store lokaler på 1.salen, er man alligevel mættet og vidunderligt opløftet, når man går ned ad trappen igen. Det er lige før man vender om og går op igen.. det gør jeg helt sikkert en anden dag.
Museumstorvet 7, Glyngøre
Frem til 18. oktober
Artikel fra: Nr. 07 / 2015 – Aug. / Sept.