Det er noget af et scoop af Kunstmuseum Brandts at få Østrigs største kunstner, Kiki Kogelnik, på plakaten med en stor retrospektiv udstilling, som viser hende som en opsigtsvækkende og international kunstner med noget på hjerte.
Kiki Kogelnik (1935-1997) er født i Graz i Østrig og studerede på Kunstakademiet i Wien. Helt afgørende for hendes kunstneriske udvikling var hendes flytning til New York i 1962. Her kom hun ret hurtigt i kontakt med kunstneriske grupperinger omkring Andy Warhol og Roy Lichtenstein, som de betydeligste kunstnere for 1960’ernes popkunst, som en del af Kogelniks værker ofte har lighedspunkter med. Det kan godt undre, at Kogelnik ikke hidtil har fået så meget opmærksomhed eller anerkendelse, så udstillingens titel, ”Tiden er inde”, er helt på sin plads.
Med Kogelniks lyst til at eksperimentere med forskellige udtryksformer er der malerier, tegninger, keramik og installationer. I alt præsenteres 140 værker.
Make love, not war
Kogelnik er ikke bange for at tage sin samtids store problemer op. Hun levede i Den Kolde Krigs tid med store spændinger, hvor nye krige var en trussel. I 60’erne var USA engageret militært i Vietnam, og kunstnerens holdning dertil kan bl.a. ses i den fine skulptur, ”Bombs in Love” fra 1964. Skulpturen består af to oprejste bomber. De er malet i stærke og intensive farver og er forbundet med hinanden både i affyringsramperne og på siderne. På begge bomber er fastgjort to små hjerter af plexiglas. Bomberne viser det dødbringende, som mennesker kan fremstille og anvende, mens hjerterne er kærlighedssymboler. Det kan godt være, at værket refererer til Vietnamkrigen, men det har også en tidløshed. Lige nu ser vi fx en uforståelig bomberegn over Ukraine.
I andre værker er kritikken mere tidsbestemt. Det sker i det store maleri, ”Heavy Clouds Over the Cuba Crisis” (1963), hvor et krigsskib ligger i vandet under en himmel med nogle, tunge, truende skyer, som også er overmalet af et faretruende, blodrødt hagekors. Det erindrer os om 13 dage i oktober 1963, da verden måske var tættest på en atomkrig mellem de to store stormagter, USA og Sovjetunionen.
Til månen og andre tekniske landvindinger
I 1969 lander Apollo 11 på månen. Kogelnik skildrer det i flere værker med fokus på forholdet mellem teknologi og menneske På den ene side er det fantastisk, at mennesket kan sætte sine aftryk af fodsåler på månen, men på den anden side åbner det også op for en uforudsigelige verden, hvor teknik kan være med til at dominere mennesket. I mange af hendes værker skildrer hun derfor også figurer, der med hendes røntgensyn er domineret af tandhjul og værktøj. I nogle af værkerne kan der ses en robotagtig funktion hos personerne, fordi de måske kan styres af noget uden for personen.
Det er også en måde at fortælle på, at mennesket er i stand udtænke og udføre nogle helt exceptionelle, tekniske bedrifter, som vi måske ikke altid har styr på, selvom vi sætter nogle fodspor på dem.
Feminist
Sit allerstørste aftryk i kunsthistorien har Kogelnik dog sat som særdeles tydelig kunstner i kvindefrigørelsens periode. Man kan bare tænke på Andy Warhols portræt af Marilyn Monroe, hvor han som udgangspunkt for sine serigrafier bruger et pressefoto, som han bearbejder ved brug af forskellige farvefelter, og så Kogelniks frit malede billede fra 1961, der accentuerer Monroes krops runde former. Warhols ansigtsportræt af Monroe lægger vægt på det visuelle og kommercialiserede portræt, mens Kogelniks kropsportræt hylder det feminine.
Kvindekroppen spiller en helt central rolle i kunstnerens kunstunivers. Meget iøjnefaldende på udstillingen er de store olie- og akrylmalerier, som tager udgangspunkt i modeverdenen.
I maleriet af Marilyn Monroe er hovedet ikke malet med, men her i den større serie af fotomodeller i forskellige positurer og udklædninger, pointerer Kogelnik en diskrepans mellem krop og hoved. Selve kroppen er som revet ud af et modeblad med en næsten uhyggelig, slank model, som gengives i en ekstrem positur. Ansigtet afslører en helt anden identitet hos modellen, som med sin mimik udstråler tomhed og næsten zombieagtige tilstand med runde stirrende øjne. Kvindefiguren er ved halsudskæringen tilføjet en guldsmed, som bærer en symbolværdi om forandring og tilpasningsevne. Guldsmeden er kendetegnet ved at kunne stå helt stille i luften for på et splitsekund at kunne skifte retning. Det giver rigtig god betydning til aflæsning af Kogelniks maleri. På den ene side er det modeindustriens ønske om ”perfekte” kvindekroppe, og på den anden side er der en realiteternes verden, hvor kvinden ikke kan identificeres med idealerne, men føler sig fremmedgjorte, så det er tid til forandring.
I malemåden i serien med fotomodeller kommer Kogelnik tættest på popart-kunsten, men på et helt afgørende punkt giver hun sine værker en ekstra dimension: Hendes modeller fra modemagasiner har ikke kontakt til deres idealkroppe.
Samme intention findes i Kogelinks installationer, ”Hangings”, som ligner huddragter i vinylsilhuetter, der er hængt op på tøjstativer. Det er nogle tankevækkende installationer, som stiller spørgsmålstegn ved, om man kan skifte identitet enten psykisk eller fysisk.
International kunst
Det kan godt være, Kogelnik ikke er en kendt kunstner i kunsthistorien, men med denne udstilling viser Kunstmuseum Brandts, at hun har fortjent em langt større plads ikke blot blandt pop-art kunstnerne, men i særdeleshed i kvindefrigørelseskampen. Stor ros også til Kunstmuseum Brandts for dets udsyn mod andre museer i Europa. Udstillingen kommer fra Wien og fortsætter efter Odense til Schweitz. I Wien havde udstillingen nogle andre lokaler, I Odense har designerne bag udstillingen givet værkerne nye og helt eminente omgivelser.
Det er virkelig værd at lægge en udflugt forbi Kunstmuseum Brandts. Det er på høje tid, at vi får øjnene op for én af 1960’ernes og 70’ernes store, kvindelige kunstnere.
Kunstmuseum Brandts
Amfipladsen 7, Odense
Frem til 14 .januar 2024
