Nutidig guldaldermaler fra Island med nykker i hoved og på lærred
Thrándur Thórarinsson maler mesterligt som i gamle dage, men driller os fornøjeligt med personer og tider. Han skal ses.
“Kaprice” hedder udstillingen i Nordatlantens Brygge, og hvor er han lunefuld, ham Thrándur Thórarinsson. Fuld af sære indfald, griller og snurrige syner maler han scener fra Reykjavik og København, som om dansk guldalders store godfather Eckersberg var stået op af graven og havde ført penslen. Men Thórarinsson kan selv. Hans suveræne teknik tillader ham at danse lystigt hen over lærredet og slå smut langs overfladen.
Og hvor er han legesyg og – ja, kapriciøs. På maleriet af Dronning Louises Bro i København fra i år blander han lystigt genrer, tidsaldre og mennesketyper sammen på en sommerdag. Den korsfæstede Jesus sjasker af sted yderst til højre i billedet. En gruppe bohemer fra De Brølende Tyvere synes at konkurrere om den højeste coolness factor, mens et par halvnøgne renæssancefigurer slænger sig på fortovet. Nogle meget nutidige afro-amerikanere checker mobiltelefonen, mens Den svedige Mand fra Tuborgs berømte plakat, der er lavet af Erik Henningsen i 1900, hviler sig op af broen til venstre. Fritgående høns tripper rundt blandt den mildest talt meget blandede menneskeflok.
Et andet københavnerbillede er mere æterisk i sit farveskær. Det er et vue over Gammel Strand med spiret på Nikolaj Kirke og med Thorvaldsens Museum og Christiansborg i baggrunden. Gaslamperne lyser på de prominerende kvinder i kjole og hat og en ensom spillemand på fortovet. Men en særdeles moderne mand med solbriller og halvlangt hår tramper i pedalerne på en Christiania-ladcykel med en hund som passager. Det er en total bilfri by, hvor cykeltaxier og tandem-cykler sørger for trafikken.
Bedragerisk naturalisme
Det er naturalisme, der snyder. Og metoden er den henkastede brug af anakronismer, altså når noget fejlagtigt eller bevidst (f.eks. kunstnerisk) fremstilles som tilhørende en anden tidsperiode end det normalt tilskrives. Thrándur Thórarinsson gør det legende let med humor, men også med gru.
Han fabrikerer den virkelighed, han godt kunne tænke sig at se. I hans bybilleder af Reykjavik redigerer han efter forgodtbefindende. Som han selv siger i et interview: ”Der er nogle virkelig charmerende gader i byen, men de skæmmes altid af noget hæsligt moderne arkitektur, så jeg tænkte, at jeg ville fjerne alle de bygninger, jeg hader og putte nogle pæne ind i stedet for.” Han skaber også en kanal gennem byen i stedet for hovedgaden.
Det er selvsagt også en idylliseret virkelighed med stærkt krydret ironi. I hans maleri ”Pusher Street” cykler en venlig betjent rundt på en Christiania-cykel og vinker til folk i munter harmoni.
Men han mestrer også det alt for makabre.
Et af hans mest berømte billeder forestiller den islandske heks Gryla, en mytologisk kæmpekvinde, der bor i bjergene og lever af at æde børn, store som spæde. Ved juletid kommer hun ifølge legenden ned til menneskene for at finde børn til sin livret, der består af kogte børn.
Thórarinssons maleri af den kannibalistiske heks, der er fanget med blodet silende ned ad hendes afskyelige fjæs, mens hun flår et spædbarn op, gik for nylig viralt på nettet og blev set og delt af millioner af mennesker.
Sagaer på lærred
Hans projekt er også at gøre for islandsk folklore, hvad de store renæssancemalere gjorde for den græske og romerske mytologi, når de billedliggjorde de antikke fortællinger.
”Jeg tænkte, at det ville være en god ide at lave Rubens-agtige billeder med figurer fra sagaerne. Jeg synes, det ville være en fin kombination at bytte græsk mytologi ud med nordisk,” siger han.
Som sagt så gjort. En gammel myte siger for eksempel, at hvis man flår en afdød og iklæder sig skindet, bringer det rigdom. Man skal dog huske at afklæde sig den lånte hud, inden man dør – ellers kommer man i helvede. Thórarinssons maleri af legenden hedder ”Bjarni Ben laver et par ligbukser”. Og hvem er Bjarni Ben? Såmænd Islands nuværende finansminister. Som billedmager plukker Thórarinsson frit fra kunsthistoriens store skikkelser og maler med skjulte og direkte citater fra nye og gamle historier. På den måde er han en ægte postmodernist, der ikke anerkender forskellen mellem originaler og kopier. Men han er også traditionalist i sin evne og iver efter at gribe tilbage til de gamle mestres teknik. I dag er han næsten Islands nationalmaler, der også har skabt et berømt portræt af en anden islandsk celebrity, sangerinden Bjørk.
”Kaprice” udstillingen er en stor oplevelse, fordi Thórarinsson ikke kun er denne islandske filur, men først og sidst en fornem håndværker, der kan sit kram. Han fører faktisk en gammel kunstretning fra 1600-tallet videre.
Den kaldes ”capriccio”, hvilket betyder en arkitektonisk fantasi, hvor man tog sig friheder ved at placere bygninger, arkæologiske ruiner og huse sammen, så de skabte harmoniske helheder på lærredet. Af og til var der også staffage, altså menneskefigurer placeret rundt i det kunstige landskab.
Nordatlantens Brygge
Strandgade 91, København K
Frem til 19. august
