”Linda Nielsen”, 2007, 100 x 130 cm. Københavns Universitet

Iscenesættelse af Thomas Kluges portrætudstilling på Sønderborg Slot

Af Christa Conradsen - 23. May 2026

Sønderborg slot er en middelalderlig fæstning, som er mættet med historie, fra tidernes morgen til i dag. Det står storslået frem i sin oprindelige ydre: en firfløjet bygningskompleks omkring en indre slotsplads. Portrætudstillingen fylder hele 1. etage i den midterste fløj.

Udstillingens iscenesættelse

Fløjens rum er mørklagte. Den eneste belysning er en række spots, monteret foroven langs væggene; de skinner ned på malerierne, som derved træder tydeligt frem fra det mørke. Thomas Kluge læner sig op ad det 17. århundredes portræt maleri, med barokkens dramatiske lys-mørkekontraster, hvor et ubestemmelig lys på billedet oplyser et mørkebrunt motivkompleks. Anderledes hos Th. Kluge. Portrættet fremtræder også hos ham i et ubestemmeligt lys. Men her er motivets baggrund begsort. Han fortæller på en film, at denne stærke kontrast skal fremhæve selve portrættet. Det lykkes også, men har på mig en noget hård virkning. Motiverne er malet meget præcist, alle detaljerne er malet frem og skaber en perfekt gengivelse af personens ansigt og dennes påklædning. Kluge arbejder efter fotografier; han har haft lange samtaler med sine modeller og fortæller, at overførslen fra foto til maleri er en meget svær proces: at se på et fotografi og derefter omsætte ens indtryk af personen til et maleri.

At male fotorealistisk munder ud i en perfektionisme, hvor der ikke er tilladt en eneste overraskende streg. Hos Kluge er der ikke nogen tvivl omkring kvaliteten af den tekniske ud-førelse: imponerende og detaljerammende perfekt – misundelsesværdig! Men det perfekte er også i fare for at miste det levende, det, vi jo også søger efter på et maleri.

”Dronning Margrethe II af Danmark”, 1999-2000, 234 x 120 cm. Herlufsholm

Det kongelige rum

Det første rum, som er det største, fyldes med portrætmalerier af kongehusets medlemmer, både officielle og private. H.M. Dronning Margrethes helportræt dominerer – og har også hele opmærksomheden fortjent. Hun står i en lidt overdimensioneret størrelse, i en stærk rød gallakjole med små brokadelignende mønstre, og kanten på jakken og omkring halsen er besat med pels af ræve skin. (Det minder om kongernes hermelin pels!). Dronningen måtte i sin regeringstid udfylde to hovedroller: at være arvtager efter sin navnesøster og en lang række konger igennem mange århundreder, men også samtidigt at være en moderne monark. Her, i denne iscenesættelse, dominerer afgjort arvtagerens rolle: en ”Fyrstinde” i historisk sammenhæng. Jeg ville have foretrukket at se et maleri af dronningen som den monark, nutiden kan bære.

Monarkens magt i nutidens Danmark er indirekte, dog med betydningsfulde funktioner: Nationens fornemme repræsentation overfor udlandet, en stor del af nationens sammenholdskraft og et værdigt udtryk for hele Kongeriget Danmark. Dronningen er kendt for sine gode menneskelige egenskaber. Først når man træder nærmere og betragter det portrætterede ansigt, træder den dronning frem, vi kender: et bestemt udtryk omkring munden – men også et varmt, måske lidt ironisk smil.

På H.M. Kong Christian d. 10 ´s helportræt fremtræder monarken ligeledes i gallarobe, -uniform. I denne påklædning og i disse rammer virker også hans optræden mere som historisk arvtager end som en moderne konge, hvilket han jo i allerhøjeste grad er. Ansigtet udtrykker en lidt stiv alvor, der på mig ikke virker helt autentisk. Jeg savner kongens venlighed.

Udover de to monarker er rummet fyldt med fine og rammende portrætter af kongehusets øvrige medlemmer og deres venner.

”Det danske handelskammers komité og administrerende direktør”, 1995, 180 x 250 cm. Børsen

Øvrige portrætter

De næste mørklagte rum afspejler andre magtinstitutioner eller mennesker med magt og indflydelse: Er-hvervslivet, politik, kultur og religion. Der hænger Kluges Handelskammermaleri, med 13 komitémedlemmer og administrerende direktør. Der kommunikeres på billedet, som giver det lidt bevægelse. Billedet er et sidestykke til P.S. Krøyers maleri fra Børsen, kan dog slet ikke sammenlignes med Krøyers. Kluge maler et gruppebillede, hvor hvert medlem nærmest fremstilles i et enkeltportræt – individets tidsalder. Krøyers billede summer af mangfoldig magt: massevis af cylinderbærende mænd i grupper, fordybet i levende samtaler.

”Lisbeth Knudsen”, 2019, 50 x 50 cm. Altinget.       ”Jens Terp”, 1996, 80 x 60 cm. Privateje

Som repræsentant for politisk magt finder vi f.eks. Ivar Hansen som folketingsformand, med en stor klokke stående på et bord ved siden af sig som et passende symbolsk udtryk for folkets magt.

Religionerne er repræsenteret via interessante portrætter af ornatklædte biskopper fra både den evangeliske og den katolske kirke. Som kulturens personligheder optræder bl.a. Lisbeth Knudsen, i en meget fin portrættering, hvor man kan læse mennesket. Eller den kunstelskende erhvervsmand Jens Terp-Nielsens portræt fra Aabenraa, med et mildt ansigtsudtryk, som fortæller om andet end kun magt og indflydelse.

Den kongelige magt har fået den overvejende re-præsentation, mens den egentlige nutidsmagt -politik, erhvervsliv m.m. – burde have været stærkere repræsenteret.

Dog en imponerende og interessant samling af portrætter – i en måske lidt for teatralsk iscenesættelse.

Sønderborg Slot
Sønderbro 1, Sønderborg
Frem til 6. september

”Erik Norman Svendsen”, 2000, 210 x 106 cm. Københavns Domkirke – den evangeliske biskop
Artikel fra: Nr. 05 / 2026 – Maj / Juni