THOMAS KLUGE

22. Oct 2015

Af Mette Trolle Rasmussen
mette.trolle@mail.dk

Denne gang har jeg helt af egen drift sat mig i en hvepserede. Det hele startede i onsdags, da jeg med store forventninger bevægede mig til Museet For Religiøs Kunst til Kluge-udstillingen.
Udstillingen består af malerier. Stilen er figurativ, bevægende sig i det realistiske felt – fotorealistisk, magisk realistisk. En stor del af værkerne er portrætter af magten mænd og kvinder, kongefamilien, hans egen familie og børn. Den mørke baggrund, referencerne til kunsthistoriens store mestre og teknikker er hans kendetegn. Han lægger ikke skjul på, hvor hans store inspiration kommer fra.

Tilgangen er klassisk, men mange malerier er tilføjet et nutidigt twist i form af tilføjede nutidige remedier og kommentarer til samtiden, og derfor bliver udstillingen for mig vedkommende og tilføjes et strejf af humor. Fønss kalder det til dels unødvendige udveje i portrætterne. Jeg ved ikke om jeg er enig. Jeg vedkender mig min protestantiske opdragelse og kan godt få lidt angst, når det bliver for højstemt.

Når Kluge maler portrætter ”får han sandelig det hele med” som kommenteret af Dronning Mar-grethe ved afsløringen af et portræt. Kluge er teknisk dygtig, mestrer sit håndværk, men i modsætning til andre portrætmalere, kan man ikke sige, at der er brugt forskønnende elementer, eller formildende lyssætning. I kataloget s. 48 kalder Thyge Christian Fønss det for ”kosmetisk masochisme, blandt de der står i kø for at blive portrætteret”.

Blandt de mest betydningsfulde portrætter er ”Farmor” fra 2002. Kvinden er i profil og placeret nederst i højre hjørne. Resten er mørkt og her ser man en smuk, smuk, sart, ældre kvinde med perler. Det er malet med megen kærlighed. Det andet jeg vil fremhæve er portrættet af Dronning Margrethe i dagligdags striktrøje, her ser man en menneske med værdighed, men mest af alt et menneske. Dette handler ikke om institutionen og dronningen, men om moderen og privatmennesket.
Der er ikke mange motiver med et direkte religiøst indhold, ud over portrætterne af biskopperne og de få religiøse symboler, men der er en dejlig frækhed i det lille fine ”genopstandelsen”, der viser den skønneste vilde mælkebøtte og ”englen”, der bare viser fjeren, der er tilbage. Han har skrællet alt det overflødige væk, tilbage er blot det bærende symbol og vi er alle mælkebøtter for Vorherre, som Johan Christian Nord skriver.

I Kaalund-salen er der fuld kraft på symbolikken og ironiserende kommentarer til kunstbegrebets udvikling og kunstelitens behandling af Kluge som kunstner – eller snarere manglende evner. Jeg må indrømme, jeg morede mig i langt højere grad end forventet.

Og hermed tilbage til indledningen, for nu er jeg bedre orienteret, ikke mindst på baggrund af det fine katalog udgivet til udstillingen, der er blevet til i samarbejde mellem Museet For Religiøs Kunst og Jo-hannes Larsen Museet.
Kataloget er udformet som en antologi, der debatterer og Kluges rolle som enfant terrible og fuldstændigt dømt ude af kunsteliten. Folkelig, selvlært og reaktionær bruges som skældsord. Reaktionær er ikke godt i vores fremskridtsdyrkende tid, men folkelig og selvlært, det er han ikke den først dygtige kunstner, der er.

Der er indledning af Gerd Rathje. Lisbeth Smedegaard Andersen leverer en kunsthistorisk analyse af Kluges kirkeudsmykning i Store Magleby Kirke på Sjælland og Linå Kirke ved Silkeborg. Thyge Christian Fønss skriver et langt og spændende bidrag om Kluge som portrætmaler og hans kamp mod kultureliten. På baggrund heraf har Kluge skabt mange værker, der spidder de kunstdefinerende cirkler. Johan Christian Nord inviterer til et korstog mod kulturradikalismen og det moderne kunstbegreb. Siden industrialiseringen og nationalstatsdannelsen har vi set et øget fokus på individet og fremskridtet, og med det moderne kulturbegreb har vi bevæget os væk fra gud, konge og fædreland.

For mig at se har Klugekritikerne noget så bombastisk og med hornmusik til smidt Kluge ned i et sort hul og manet sig selv op i hjørne, hvorfra de ikke kan komme ud igen uden at tabe ansigt. Når man nærmest spytter på så populær en kunstner og skriver, at han i hvert fald aldrig kan blive optaget på et museum, så virker det latterligt. Erland Porsmose gør i sit bidrag rede for Bondemalerfejden, der hærgede i begyndelsen af nittenhundredtallet og med alle midler nedgjorde de naturelskende fynbomalere, der insisterede på deres eget i dag højt skattede maleri. Erland Porsmose opfordrer stilfærdigt og elegant til, at det ikke er enten/eller, men at det måske ville være frugtbart at give plads til flere retninger i kunstverdenen.

Kluges værker er smukke, skarpe og med den dramatiske lyssætning til tider dybt skræmmende, med psykologisk indsigt og indhold. De er et vigtigt bidrag til en kunstverden, der er blevet så akademisk og højtravende, at den har skabt sit eget indspiste sprog – kunstvolapyk.

Jeg er ikke med på en kulturkamp mod de kulturradikale. Men der skal rykkes ved kunstbegreberne og der skal være plads til Kluge.

Museet for Religiøs Kunst
Strandvejen 13, Lemvig
Frem til 13. december 
Artikel fra: Nr. 09 / 2015 – Okt. / Nov.