Maria Perelló: Nohani. 2023

The Spanish Connection

25. Sep 2023

Selvom galleriet befinder sig i centrum af Odense har det til stadighed et udsyn mod det, som vi som danskere betragter som solrige, sydlandske landskaber. Man kunne så tro, at denne udstilling handler om sol og sommer, men det er noget helt andet, der er på spil. Ægteparret, Maria Perelló og Peré Sala, viser med deres nyeste værker eksempler på kunst, som ikke kun er knyttet til en bestemt lokalitet.

Nohani

Maria Perellò afprøver en helt ny udtryksform. Hun er ellers kendt for mere naturalistiske malerier, hvor fx svømmere i et spændingsfelt mellem overfladen mellem vand og luft illustreres og giver tanker til en mere refleksiv verden. Der er noget over vandet, og noget under vandet.

Denne gang har Perelló udviklet en helt anderledes måde at udtrykke sig på. Hun bor i Spanien med nogle helt andre naturoplevelser, som vi umiddelbart ikke kender i Danmark. Maria Perellós nye malerier har en nyudviklet stil, der i et nonfigurativt sprog har fokus på komposition og tekstur. Hun kalder selv sin nye stil for ”Nohani”.

Peré Sala: Dip. 2023

Maleriet består af en masse, små cirkler dannet af hvide konturer med en markant farve i. Farverne veksler mellem varme og kolde farver og giver et helt flimrende lyshav, som man måske kunne opleve, hvis man sad i en drone over en mark i Spanien. I andre af hendes værker sætter hun forskellige firkantede former med forskellige flimrende farveindtryk sammen i en komposition, som igen kunne være en malerisk gengivelse af et luftfoto med nogle jordlodder med varierende vækster og afgrøder.

Bevægelse, balance og hvile

Mens Maria Perelló arbejder med maleri, så er Peré Sala optaget af skulpturer i bronze. Det er smukke og atletiske mennesker, han skildrer, men det er værd at lægge mærke til, hvordan han i både en krops bevægelse og hvile udforsker kroppenes fysiske muligheder.

Meget elegant er det udtrykt i bronzeskulpturen, ”Dip”, hvor to kvinder befinder sig ved en båd. Den ene sidder på rælingen og den anden er i færd med at dyppe sig i vandet. Båden er understøttet af tre lodrette, helt tynde piller, og kvinden, der er ved at dyppe sig, holder fast i en bådsåre, der stilles skråt mod skulpturens grundflade. Den skrå åre indikerer bevægelse, og de tre lodrette linjer giver stabilitet.

Salá og Perelló

I nogle andre skulpturer dyrker Salá det tema, som hans kone tidligere var kendt for med svømmere over og under vand. På en god måde gør det denne udstilling mere spændende, fordi Perellós meget stringente og næsten konstruktivistiske kompositioner står i en fin kontrast til ægtemandens leg med krop i bevægelse i forhold til nogle omgivende, statiske elementer.

Gallerie Rasmus
Ny Vestergade 8. Odense
Frem til 14. oktober