T I G E R T A N K E R

Af Kirsten-Marie Hedeland - 20. Dec 2022

Som Billedkunstner har Uffe Christoffersen igennem mange år sat store dybe aftryk på den danske kunstscene og nu har han, i forbindelse med sin 75 års fødselsdag, udgivet en bog der opsummerer hans lange liv med kunsten.

Bogen ”Tigertanker” er en lille handy bog, som er flot illustreret med fotografier, tegninger, digital art, pigment prints og fotos af udvalgte værker gennem mange års kunstnerisk virke.

Uffe Christoffersen fortæller meget levende og engageret om sit liv med kunsten. Man betages og nyder det. Det er fantastisk, at være vidne til så stort et livsstykke og mærke den enorme begejstring hos ham.

Bogen er også et unikt indblik i personlige tanker og holdninger til livet, klima udfordringer, beskyttelse af dyrene, opvæksten i Afrika, et langt liv levet i Frankrig og tilbage til rødderne på dansk grund med Kaiserborgen på Djursland, der danner kulisse for et intenst kunstnerisk virke og er åndehul for kreativiteten.

For Uffe er tigeren ikke bare en tiger. Den er en nødvendighed, en skønhed, en styrke, en frihed, en kraft og en grobund fra hvor alting udspiller sig. Men selvom tigeren er det motiv Uffe stort set har malet det meste af sit liv, så optræder den nærmest som en aktør i en større helhed og ikke nødvendigvis som hovedrolleindehaver. Men tigerens proportioner, kraft, og skønhed danner et perfekt grundlag for en malerisk proces. De lange strøg af farver definerer tigeren, striberne, rytmen, bevægelsen og energien.

Uffe har meget at takke det smukke dyr for, men først og fremmest skal han takke sig selv for, at holde fast i det han kan og det han ville, da han som ung opsøgte kunsten og tog den til sig. Vi kan takke ham for, at have beriget os gennem mange år med sine interessante motiver og tankerne omkring tigeren og farverne.

Uffe Christoffersen er et levende og interessant menneske – en kunstner med et meget fascinerende billedsprog, et livslangt malerisk studie af farver, spændvidde, liv og muligheder. Det er passion helt ind under huden og jeg er fuld af beundring, og har stor respekt for det Uffe kan, den han er og det han gør.

Er man bare lidt interesseret i kunst og kan føle noget når man oplever kunsten, så bliver man begejstret for Uffes bog ”Tigertanker”. Det er lang tid siden jeg har læst en bog så hurtigt. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig igen, da jeg først begyndte at læse. Jeg er vild med Uffes filosofiske ord, det nørdede skriveri omkring farvepigmentet okker, kunsthistorien og historier og sagn, som Uffe også finder inspiration i. Jeg er betaget af, at Uffe har et nostalgisk historisk tilbageblik, der mødes med et fremsyn og en nutidig fortælling.

Jeg kan virkelig anbefale denne lille bog med store værker og ord fra en stor kunstner.

”Tigertanker”skrevet af Uffe Christoffersen.
Udgivelsesår: 2022 hos Forlaget Ådalen. 1. udgave og 1. oplag.
Udgivet med støtte fra Velux Fonden.
Sideantal: 124
ISBN: 978-87-94230-11-7
Prisen er 200 kr.

Bogen kan købes ved at sende en mail til uffechristoffersen@mac.com

©Af Kirsten-Marie Hedeland, Tekstforfatter og Kunstanmelder ved Kunstavisen, Formand og TV Programvært på Kultur-Kanalen.