– Hvem lærte dig om stjernerne? Hvem bar dig gennem floden?
Et nyt, næsten monokromt hovedværk af billedkunstneren Külli Suitso viser en bevægende omfavnelse mellem to forbundne skikkelser midt i begyndelsens og slutningens flod. Af ler er de. Malet med inspiration i det stof, vi mennesker er gjort af.
Titlen på motivet er Sommertrekanten – Vega, Denep og Altair. Det 140 x 240 cm store billede hænger centralt på en farvet væg i det fynske galleri 5000, hvor Külli Suitso deltager som maler på udstillingen SKABELSE sammen med billedhugger Lisbeth Krag Olsen.
De to kunstnere traf hinanden i 2024 i forbindelse med at de begge modtog et fornemt legat fra Tychos Fond, som blev uddelt hos Birkerød Kunstforening i Rudersdal Kommune på Sjælland. Det betød et par lange køreture, hvor de hurtigt fandt et helt særligt slægtskab og en sjælden forbindelse i ånd og hånd. Samtalerne førte til et frugtbart samarbejde, som nu manifesterer sig i denne fællesudstilling.

Måske er vi stjernestøv
Külli Suitso præsenterer flere værker med leret som omdrejningspunkt, bl.a. serien på fem malerier – Let’s Take A Piece of Clay – inspireret af et kinesisk digt og Salomons Højsang. Billedserien var med i Birkerød Gl. Præstegård. Længe har det skrøbelige ler figureret som symbol på mennesket i malerens værker, hvor det optræder blødt og sanseligt, når hun erotisk og smukt fortolker digtets fem strofer om den længselsfulde forening af mand og kvinde.

Bølger af energi
Lisbeth Krag Olsen lader sig inspirere af naturens underfulde strukturer. Man får uvægerligt lyst til at føle på de silkeglatte mønstre og røre ved de elegante marmorfrø og fine bølger. Skulpturerne er hugget ud i den skønneste hvide marmor fra de kendte stenbrud i toscanske Carrara efter en længere forproces, hvor leret også indgår. Begge kunstneres værker er dybt forankret i deres studier af naturen.

Külli Suitso vil være bekendt for de fleste for sine motiver med militære hjelme, der ligger som et tegn under hendes estisk-danske livsfortælling. Hjelmene trådte frem på hendes lærreder i 2014. Først med det ukrainske flag malet på ydersiden, og siden omvendte og fyldte af frugter og nyt liv. En tid lang blev hjelmens form ved med at dukke op, indtil den blev mere og mere transparant. I den proces dukkede også leret op, både som redskab og som et mytologisk element.

Derpå fandt Külli Suitso fornyet livsgnist i serien Secret Garden, der også er repræsenteret på udstillingen. Og her deler hun et særligt fællesskab med Lisbeth Krag Olsens inspirationskilder og formsprog. Begge har de kaldt frøkapslernes former frem i henholdsvis olie på lærred og i marmor.

Lysets brydning i overfladerne mestrer de begge to. Hos billedhuggeren er lyset med til at give objektet form. Hos maleren er højlyset og skyggen med til give billedet dybde og rum på smukkeste, klassiske vis.
Begge kunstnere tilbyder undervisning på deres felt, så det er muligt at tage inspirationen helt ind, og lade sig rive med af de her to, der er dybt forankret i kunstens transformerende strømme af livskraft.


Skaberkraft // Naturkraft
I den tid, vi står i med krigsscener og gru som hverdagskost via mediernes buldrende menukort, der var det nærliggende at se maleriet af Külli Suitso som en samtidig fortolkning af det klassiske Piéta-motiv: Moderen med sit livløse barn i armene – her set i en af verdens kolde og våde skyttegrave.
Men, Gudskelov, så har kunstneren været i et helt anderledes smukt scenarie, da inspirationen til billedet dukkede op! Det var sommernat, og stjernehimlens uendelige storhed gennemstrømmede de, der havde øjne at se med, og ører at høre med, som kunne give sig hen i det forunderlige nu.
Tak til de to kunstnere for at bringe os gnistrende livsmod i vintermørke dage. Lyset er på vej tilbage.
Galleri 5000
Filosofgangen 3 – Odense
Frem til 19. februar
