En udstilling med store billedvævninger kan de kommende måneder ses på Heerup Museum i Rødovre. Det gælder en veldisponeret soloudstilling af Nanna Hertoft, suppleret med to enkeltværker af hendes forældre, Mille Heerup og Henry Heerup
Der ligger års forarbejde bag udstillingen ”Kosmiske Landskaber”, der med 16 monumentale billedvævninger udgør en omfattende præsentation af Nanna Hertofts livsværk. Skønt sammenhængen til museet tegnes af familiære bånd, hilses udstillingen mere end velkommen som dokumentation af en kunstner, der har haft uvurderlig betydning for dansk tekstilkunst. Nanna Hertoft (f. 1936) debuterede på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling allerede i 1960, året efter hun etablerede eget værksted. I den følgende periode fik hun optaget værker ved flere af de censurerede udstillinger for i 1970’erne at markere sig ved dels at blive optaget i Kunstnersammenslutningen Koloristerne, dels i stigende grad at udstille i tekstilkunstneriske sammenhænge.

Det særlige ved tilhøret til Koloristerne er en insisteren på, at tekstilkunst har en plads i en klassisk kunstnersammenslutning. Senere bliver Nanna Hertoft formand for Koloristerne og står i 1996, sammen med kunsthistoriker Marianne Barbusse, bag udgivelsen ”Danske Kunstnersammenslutninger”. Et værk, der sort på hvidt også kan læses for sin dokumentation af tekstilkunst inden for et særligt felt. På den tekstile arena udstiller Nanna Hertoft selv med stigende intensitet i nordisk sammenhæng og får væsentlig betydning for bl.a. Den nordiske Tekstiltriennale (1976-1995), bøgerne Tekstilkunst i Danmark (1988-2019) og udstillingsgruppen Dansk Gobelinkunst (1998-).

Stærke tekstile udtryk
Udstillingen på Heerup Museet omfatter værker fra 1984 og frem til 2022. Det er ganske enkelt imponerende at opleve de mange – og ikke mindst store – værker, der indgår i udstillingen ”Nanna Hertoft – Kosmiske Landskaber”. Sidstnævnte betegnelse henviser til titlen på to helt særlige billedvævninger, udført til Danmarks Nationalbank i midten af 1990’erne. Værkerne er ikke med på udstillingen, det er til gengæld en del af forarbejdet. Her ses eksempler på Nanna Hertofts kunstneriske arbejdsform, der udover det billedskabende omfatter spinding af fibre, indfarvning af garn og bearbejdning af udvalgte materialer. Et stærkt indblik i selve den kreative proces.

Associative landskaber, fragmenterede baner og dristige abstraktioner. I flere værker kombineret. Med sit helt eget blik for rytme, balance og farve formår Nanna Hertoft at skabe værker, der udfordrer beskueren. Der er sjældent tale om direkte genkendelige steder, men ofte henvisninger til en kosmisk funderet oplevelse, en koloristisk stemning eller en underforstået opfordring til at opleve et helt særligt univers.
Heerup Museum
Kirkesvinget 1, Rødovre
Frem til 21. februar 2027