Dette er en udstilling med flere ikoniske billeder, fotos som nogen måske genkender uden at ville vide hvem der havde taget dem. Fotoet “Puerto Rican woman with a beauty mark” er et intenst portræt man ikke glemmer. Det er som om man ved hvem kvinden er, de mørke øjne og den lidt vrængende mund, genkendt på en eller anden måde.
Som billede er det også meget fint: det kulsorte hår er hårdt beskåret i det kvadratiske felt, kontrasten mellem sort og hvidt er så stor, at billedet kunne have være en tuschtegning. En tegning er det nu ikke, men et fotoportræt Diane Arbus har fremtryllet i sit mørkekammer. Et foto fra en anden tid, lidt gammeldags i sin stil, men et forbillede for mange af nutidens fotografer. En af dem kunne være Rineke Dijkstra som Louisianna præsenterede for nogle år siden. Dijkstra bygger på sin egen originale måde videre på Diane Arbus’ arbejde.
Det ordinære bliver interessant
Diane Arbus prøver hele tiden at få os til at se det ordinære på en ny måde, hun vil vise os ting vi ellers ikke ser. Det kunne være de mennesker der sidder omkring os i et s-tog, mennesker vi ser uden egentligt at se dem, nærmest som var de møbler.
Der er på udstillingen en del fotos af børn der bare står og kigger på fotografen, billeder som enhver forældre vil kunne taget af deres børn og så alligevel ikke. Diane Arbus tager en række vigtige valg i disse og lignende billeder for skabe et nærvær. Det nemmeste ved at fotografere er at trykke på knappen, det sværeste er at vælge ud.
Ofte tager hun mange fotos af den samme person, for at kunne finde netop det billede der gør figuren til et menneske. Det er bl.a. det der adskiller hendes billeder fra dem vi knipser med mobilen hver dag.
Sort/hvid i dag
Louisianna er et museum og Diane Arbus udstillingen har som nævnt unægtelig noget musealt over sig. Et sted midt mellem lerkrukker og konceptkunst, placerer denne udstilling sig med sine små mørke fotografier. På udstillingen er der en del oplysninger til fotonørder om billedformater, papir mm., men hvis man tror at dette er en nicheudstilling for de få, så tager man fejl. Det er lang tid siden, at jeg har set så mange gæster dvæle så længe ved værkerne på en udstilling.
Det kræver dog lidt af beskueren, men fotografiernes mange detaljer fascinerer og gør at man kan blive ved med at finde nye ting og vinkler i dem. Så man kan roligt gå gennem udstillingen to gange. Pudsigt nok kommer de fleste ind der hvor udstillingen slutter, men det gør nu ikke så meget – det er jo ikke en bog med en pointe til sidst.
Dyrkelse af det anderledes
Diane Arbus dyrker i sine fotos det specielle og det man normalt ikke får adgang til at se: obducerede lig, transvestitter, mentalt handicappede, dværge og steder i udkanten af samfundet. Man kan godt blive provokeret af hendes søgen efter det ekstreme, fotos som udgør en stor del af udstillingen, men der er god mening med det. Det er ikke social indignation der har drevet Diane Arbus til at tage disse fotos, snarere en søgen efter substans til sit kunstneriske projekt.
Hun viser mennesket i ekstremerne, ikke som sensationelle reportage fotos, men som opstillede motiver hvor de personer hun skildre ser lige ind i kameraet, de medvirker, lader sig fotografere der hvor de er fysisk og mentalt. I “Three female impersonators” ser man at transvestitterne (som man må formode de er) hverken agerer eller prøver at undvige, men ser selvbevidste lige ind i linsen. De halvnøgne kroppe er stoppet op et øjeblik, de er midt i processen med at forvandle sig fra grå kontormand til dragqueen. Billedet er fra New Yorks drag-scene i 1956, hvor det var lykkedes Diane Arbus at få adgang til skuespillernes helt private rum.
Enkelte gange se man også et motivvalg med referencer til tidens malerkunst bl.a. Hoppers malerier. En smuk modsætning til de mange ekstreme billeder, er et foto af et ældre par der spiser i en diner, “Couple eating”. Her er det det helt almindelige der skiller sig ud.
Mørkekammeret
Diane Arbus fremkaldte selv alle sine billeder, dette var for hende en stor del af fotoprocessen. Hendes fotos fulgte tidens trend med meget mørke og gerne kornede billeder. Der er ikke meget helt hvidt i Diane Arbus fotos, men der er tusinder af mellemtoner.
“Jeg tror virkelig, at der er ting som ingen ville se, hvis ikke jeg fotograferede dem” Diane Arbus
Udover et seriøst arbejde med det tekniske så var Diane Arbus også meget velformuleret omkring sine billeder. På udstillingen ses nogle af de stipendieansøgninger hun har skrevet, bl.a. en ansøgning til et projekt omkring Amerikanske riter og skikke: “ Jeg ønsker at fotografere de væsentlige ceremonier i vor nutid, … Jeg ønsker at samle dem, ligesom en bedstemor, der samler bær og sylter dem, fordi de er så smukke.”
Louisiana Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13,Humlebæk
Frem til 31. juli
