Brug fejlen
Hvor ofte har jeg ikke følt:
Du har forspildt dit liv, forhugget
den rene marmorblok, som du
blev givet – uopretteligt.
Eller: den var forhugget, før.
Da husked jeg en bitter dag
på Michelangelo, som sled
med en forhugget marmorblok,
og netop dens forhugning tvang
ham til en særlig umag, ja
opfindsomhed -: så stenens fejl
blev årsag til et værk, der gjaldt
som veludført og mesterligt.
Thorkild Bjørnvig *)
Det er i Davids ansigt, man ser det først. De højt hævede buer er sunket ned til hakkede linjer i brynene, der truer med at støde ind i hinanden. Næseborene sitrer. Ængstelse og stålsathed blander sig ildevarslende.
Hovedets fysiognomi er et psykologisk leksikon over menneskelige følelser. Tvivl, stolthed, men også tøven og selvtillid.
Uden Davids afventende mod bliver helten dumdristig med tryk på første stavelse. Han står overfor Goliat, den frygtede gigant.
I Davidstatuen fandt han sit eget geniale udtryk. En metafysisk fortælling fra Det Gamle Testamente blev til et fysisk menneske, der både var en helt og et skrøbeligt væsen.
Michelangelo Buonarroti (1475-1564) omskabte marmor til kød.
I 1501 fik han som 26-årig overdraget en kæmpe blok marmor, som flere andre billedhuggere allerede havde hugget i.
David er et verbum
Arbejdet med det fejlbehæftede materiale blev en besættelse. Det fuldendte resultat er også et selvbiografisk statement. Over fem meter høj (egnet til ærefrygt hos tilskuerne) står den smukke yngling, nøgen og stærk.
Dermed skabte han idealet på den demokratiske, humanistiske borger. Et sammensat (og moderne) menneske, formet af nuancer og flertydighed i stedet for overtroens forenklede udgaver af dyder og laster.
Som hin enkelte træder han ud af mængden og annoncerer sin individualitet. Han står i contrapposto, modstilling. Vægten bæres på det stående højre ben, mens venstre arm med slyngen er klar til at bevæge sig fremad ligesom venstre ben. Højre arm hænger i ro langs kroppen.
Han udstråler liv og styrke, fortitudo. Han er klar til at handle.
David er et verbum.
Stenslynge mod harnisk
Ifølge Bibelens skildring i Første Samuels Bog kapitel 17 havde filistrene samlet en hær mod israelitterne under ledelse af Goliat fra Gat. Han udfordrede nu til tvekamp. Han var ”seks alen og et fingerspand høj”. I fyrre dage trådte han frem og råbte: ”Udvælg jer en mand til at komme herned til mig!”
David stillede sig langt om længe tøvende frem. Nøgen, kun bevæbnet med en stenslynge. Han kastede stenen og ramte filisteren i panden, så stenen borede sig ind i hans pande, og han faldt næsegrus til jorden.
”Så løb David hen og stillede sig ved siden af filisteren, tog hans sværd, og gav ham dødsstødet; derpå huggede han hovedet af ham. Da filistrene så, at deres helt var død, flygtede de.”
Davidskulpturen er i dag ikonisk og det eviggyldige symbol på, at så længe du har troen og Gud på din side kan du besejre overmagten ved rationel kløgt og mod.
Netop i begyndelsen af 1500-tallet var Michelangelo selv på vej væk fra den diktatoriske kristendom, selv om han som fri kunstner var økonomisk afhængig af opgaver fra paven og de til enhver tid herskende fyrster og klasser.
Fra Jomfru Marie til Bacchus
Statens Museum for Kunsts store Michelangeloudstilling rummer naturligvis andre af hans værker i afstøbninger, 26 i alt. Davidskulpturen er i bronze og står i mellemgangen mellem det gamle museum og den nye tilbygning. Placeringen mellem Antikken og moderniteten i form af Højrenæssancen er velvalgt.
Ølbrygger og kunstmæcen Carl Jacobsen bestilte den i 1896. Han var også initiativtager til Den Kongelige Afstøbningssamling i Vestindisk Pakhus fra 1781 i København.
Her huses cirka 2.200 gipsafstøbninger af skulpturer fra 2.500 f.Kr. til omkring år 1600. Formålet var at præsentere billedhuggerkunstens hovedværker for folket. Sikke en skat.
Udstillingens øvrige værker er mest religiøs kunst. Michelangelo var leveringsdygtig i skulpturer lige fra Jomfru Maria og det lille Jesusbarn til den græsk-romerske vingud Bacchus og legio Kristusfigurer.
Ekskluderende religiøs kunst
Religiøs kunst er oftest pædagogisk indoktrinering. Formålet er at skabe frygt og underdanighed hos beskueren.
Man kan med fuld ret nyde æstetikken og det mesterlige håndværk, men det er ekskluderende kunst, der med sin monumentale magt er beregnet på at kyse tilskueren.
Statens Museum for Kunst fortjener stor hyldest for beslutningen om at genfremstille Michelangelo, men tynges selv af kunsthistorisk benovelse over mesteren og hans værker, der pænt og nydeligt stilles til skue. Man går rundt i en kirke.
Michelangelo selv var en rask handelsmand og promotor, der ikke veg tilbage for at forhekse publikum. Lad os ære ham for det – også.
Han vidste, at mennesket, dette vakkelvorne væsen født af natur og kultur også skulle underholdes og fortrylles.
*) Teksten er hentet fra kunsthistoriker Leo Tandrups unikke bog ”Michelangelo. Skønhedens gru” fra 1997, hvor han i forordet skriver om bogens tilblivelse: ”I slutfasen kom Thorkild Bjørnvig ind. Det var ikke det værste. Han sendte mig et hidtil utrykt digt om Michelangelo, der nøje svarer til intentionen med bogen.” Leo Tandrup, der også i mange år var en kyndig anmelder her i Kunstavisen, døde for 2 år siden i en alder af 88 år, og blev dermed lige så gammel som Michelangelo.
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, København K
Frem til 31. august
