Nærmest med en kæk attitude a la ”se, hvad I gik glip af” bydes man som beskuer velkommen af værkerne i udstillingen Agains All Odds, som lige nu kan opleves på Statens Museum for Kunst. Værker af nordiske kvindelige kunstnere, der trodsede deres egen tid og deres eget køn og opnåede kortvarig succes som kunstnere i en ellers mandsdomineret kunstnerverden for så atter at gå i glemmebogen måske netop fordi, de var kvinder. Med udstillingen ”Agains All Odds” giver SMK disse kunstnere den genoprejsning, de fortjener, og skriver ved hjælp af geniale kuratoriske greb kvinderne tilbage i kunsthistorien ved at tildele dem en plads i de fine saloner og fremtidens kunsthistorie.
” Agains All Odds” siger det hele og opsummerer præcist det perspektiv, som SMK har valgt at lægge ned over museets aktuelle udstilling om kvindelige kunstnere, der i en kort periode mellem 1870 og 1910 opnåede succes på trods. For det er lige præcis disse hårde odds, som udstillingen ønsker at italesætte og problematisere ved at gå i dialog med fortiden om de omstændigheder, mange kvindelige kunstnere udøvede deres kunstnervirke under, omstændigheder, som satte en stopper for deres succes.
I slutningen af 1800-tallet er kvinden underlagt normer og forventninger om moderskab og huslige pligter og drømmen om et frit, individualistisk og kreativt liv i en af de hurtigt voksende storbyer i Sydeuropa som Firenze, München eller det pulserende Paris er intet andet end en uopnåelig illusion. Udgivelsen af Otto Weiningers afhandling Geschlecht und Charakter (”Køn og Karakter”) i 1903 kan her nævnes som et symptom, en afspejling af tidens syn på kvinder. I sin afhandling analyserer han sig frem til kvinden, som det underlegne køn og skaber her en ny form for pseudovidenskabeligt belæg for at placere kvinden i periferien som kunstner. Afhandlingen får særlig betydning for kvindelige kunstnere, da den hurtigt adopteres af kulturinstitutioner og kunstkritikere, og får dermed indflydelse på en yderst skæv magtstruktur i kunstverdenen, der på sin vis først gøres op med i 70’erne med den feministiske teoris indmarch.
Et moderne mindset
Men der er intet underlegent over de værker, der møder beskueren i den store fløj, hvor udstillingen er opsat. Værker af Bertha Wegmann, Asta Nørregaard, Ellen ThesleZ, Helene Schjerfbeck m. fl. er placeret i et stort rum, inddelt i kategorier som ”Paris”, ”Livet uden for byen” eller ”Sommer mod Nord” og viser værker af kvinder, hvis motiver, afspejler deres bevægelse væk fra hjemmet og det moderne mindset, disse kvinder har haft. Et godt eksempel på dette er værket af Hanna Hirsch-Pauli ”Kunstneren Venny Soldan-Brofeldt” (1886-1887), udlånt af Göteborg Kunstmuseum. Værket er det først værk vi som beskuere møder i udstillingen, og værket sætter med sit mod og moderne mindset derfor en forventning til resten af værkerne. For her har Hanna Hirsch-Pauli malet sin veninde siddende på gulvet midt i en samtale. Hun har beskidte hænder, ikke som et resultat af husligt arbejde, men fordi hun er i gang med at male med kridt.
Veninden Venny Soldan-Brofeldt ser beskueren i øjnene eller er det mon Hanna Hirsch-Pauli hun diskuterer med, som et billede på det kunstneriske fællesskab mellem kvinder, de har etableret på trods? Værket portrætterer en handlende kvinde, der har hengivet sig til sit kunstneriske virke, som sidder omgivet af den kunst, hun lever for.
Ligeledes er værket af Bertha Wegmann ”Parti fra en havn i Paris” fra 1892 et glimrende eksempel på, at disse kvinder ikke skal fremhæves, fordi de er kvinder. Pointen er måske nærmere, at de kun er blevet glemt, fordi de netop er dette, altså kvinder. For værket, der med pastose penselstrøg forstiller en gråvejrsdag i Paris ́havn med et voksende industrialiseret bylandskab i baggrunden taler sig selv ind i tematik og en overlegenhed, som mandlige kunstnere som f.eks Camille Pissaro og William Turner demonstrerer i deres oevre.
En udstilling med fremtidsvisioner
Hvis man frygter, at udstillingen blot er en retrospektiv undersøgelse, så tager man grueligt fejl. For udstillingens geniale kuratoriske greb gør, at den i allerhøjeste grad taler sig ind i en fremtidig problematik. For udstillingen præsenterer også det digitale værk Interlinked, 2024, en installation af kunstneren Itzel Yard aka Ix Shells. Kunstneren har brugt 1 år på at udvikle installationen, en maskine, som indsamler data fra de udvalgte malerier og kunstnere fra udstillingen. Værket er en totalinstallation og de forskellige data danner en form for digitalt mindmap, et kontinuerligt hav af mønstre, der inddrager beskueren i værket i helt bogstavelig forstand, da maskinen fornemmer bevægelser i rummet og læser disse ind i formationerne. Værket fungerer som et pragteksemplar på relationel æstetik og fremstår som en fin reminder om, hvordan vores eksistens direkte påvirker vores omverden og sætter os i direkte relation til disse kvindelige kunstnere, deres historie, deres fortid, men også deres fremtid, der med denne udstilling ser en anelse lysere ud.
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, København K
Frem til 8. december
