Af Monica Ritterband
monica@ritterband.dk
22 sprudlende og originale kunstnere viser smagsprøver af deres værker i en censureret udstilling i Holbæks velkendte udstillingshus, Æglageret.
Værkerne er udvalgt med omhu, hvor vægten er lagt på det opfindsomme, det sære, det nytænkende, det tankevækkende.
Især tankevækkende (som fordrer man tager en stor indånding) er et relativt lille maleri, hvor vi ser en lille alvorlig pige på cirka 3 år der har tegnet arrige, blodrøde streger på sine arme og ben. Hele billedet skriger ind i pigens fremtid. Cutting, er det hvad der venter hende, når hun engang bliver teenager? Det er en bevidst manipulation som kunstneren, Vivian Just, laver med beskueren. Her er ingen barberblade eller andre skarpe genstande pigen kan skære sig på, kun en rød tuschpen, men man er ildevarslende bevidst om hvad stregerne skal associere til.
Et andet værk der kalder på opmærksomheden, men på en helt anden afdæmpet facon, er et fint udført papirarbejde, der med nærmest japansk elegance er syet sammen som fine, smalle persienner lavet af tråd og avispapir. Det er et stille delikat værk. Udført af Christine Lykke.
Og så forundres man over et stort gult monstrum, som er en spejlhat, som beskueren kan tage på sit hoved og med eet knips befinder man sig i et indesluttet spejlunivers hvor man kan se sig selv fra alle vinkler og i uendelige dybder. Skægt påfund af Rebecca Rothenborg!
En anden helt original tilgang til sit værk har kunstneren, Dorte Karstensen Wacher, som har mixet klassisk broderi med maling. I to værker ser man hvordan hun har integreret de to ellers uforenelige medier og udtryksformer på en ny og øjenåbnende måde. Det er en vild ide, og den tror og håber jeg hun vil udvikle til et endnu mere spektakulært niveau. Det vil jeg i hvert fald gerne følge.
Man følte sig også ramt af et fint, meget tyst maleri portrætterende en ung mand der krydser en vej i et fastfrosset bybillede, hvor han er det eneste der synes at bevæge sig. Maleriet som er udført af Sanne M. Rasmussen, afspejler den unge mands sindsstemning meget diskret men samtidigt vedholdende og bredt forankret i hele billedfladen. Male-riet emmer således af en tilbageholdt melankoli.
Der er som nævnt en række yderligere værker der er værd at forholde sig til. 39 i alt. Udstillingen er som helhed en stor og saftig og meget kommunikerende mundfuld. Og værkerne følger efter en, selv når man har forladt det gamle veldrevne hønsehus. Et oplagt besøg!
Æglageret
Lindevej 6, Holbæk
Frem til 29. januar