Af Preben Winther
preben@winther.mail.dk
Nana Agger (f. 1954) har altid haft overraskelsen som et af sine kendemærker. En næsten naturalistisk himmel kan pludselig bryde billedfladens illusion og fortsætte med sit blå, sine skyer og spidsen af en mågevinge ud over malerirammen; eller en lillebitte, for længst vraget celluloiddukke dukker op midt i oliefarvens stivnede morads for at minde om tidens ubønhørlige gang.
Foto, computer og maleri
Igennem nogle år har kunstneren forsøgt sig med de muligheder, som maleri og fotografi kunne frembyde, når de blev bragt sammen i et billede. Hun har altid fotograferet meget, ikke mindst på sine rejser, men har været længe om at overgive sig til computeren som arbejdsredskab. Da det først skete, og hun kunne arbejde sine digitale fotos op i store formater og få dem overført til lærred, følte hun at hun pludselig fik en masse energi frisat til at gøre andre ting i sine billeder, fordi – hvorfor male hvad man med lige stor troværdighed kan opnå gennem et foto? Så hellere gå videre. Længere ud. Følgelig har Nana Agger fotograferet, photoshoppet, manipuleret, klonet, limet, bemalet, forsket og leget sig frem til en række billeder, der nu præsenteres i en ny udstilling.
Alternative virkeligheder
Malerierne fortæller historie og historier. Dybt seriøst og dog letfodet. Ikke håndgribeligt, som vi kender til det fra bøger og mundtlige beretninger, men fragmentarisk og uden rationale, sådan som vi oftest husker tingene. Brugtheden er et gennemgående tema. Mennesker har i deres færden og deres virke sat sig spor, på døre, på bygninger, værktøj, i marken, på havnen, på havet. Det er deres spor, deres aftryk, vi oplever, sjældent mennesket selv.
Men billederne skildrer også virkeligheden via de spor, som mennesker og oplevelser bestandig afsætter i hinanden. Altså erindringen, både den individuelle, kunstnerens personlige, og den kollektivt indlejrede, som den giver sig udslag i miljø, arbejdsliv, kultur.
Endnu en dimension kommer ind: Livet går, årene går, livet ophører – for den enkelte – men livet fortsætter alligevel, nogle spor rigere. Mine. Dette kredsløb, hvor vi hver især formales til støv i tidens kværn, kan være vanskeligt at forlige sig med og forstå.
Trevler, spor
I Nana Aggers univers sættes naturalistisk og uhåndterligt op imod og væves ind i hinanden, materiale og billedmæssig illusion kolliderer, så erindringsglimt og konkret kunstoplevelse flimrer i beskueren. Kunstneren fortæller med sine alternative virkeligheder væsentlige ting om alle de små og banale og dejlige og trælse ting i menneskers tilværelse, der tilsammen udgør det store livets tæppe, der tager sig allersmukkest ud, når det trævler lidt. Netop fordi nogen har sat sig spor i os, og vi i dem. Og hvor det bruser stærkest i billederne, kan vi glimtvis ane en mening med det hele.
Nana Aggers seneste malerier vidner om, at der stadig er nye stier at betræde i forhold til fotografiets rolle i billedkunsten, og at en sådan udforskning kan give sig udslag i dybt fascinerende billeder, der også med hensyn til farver og andre æstetiske kvaliteter er en oplevelse.
I tilgift kan den besøgende glæde sig over små, smukke grafiske blade, såkaldte pladetryk, og en række skulpturer, hvor generationers legetøjsminder forenes med finurlighed og vildtvoksende fabulering.
Frem til den 31. marts
