Af Erik Meistrup
meistrup.erik@gmail.com
De to udstillingsrum er pakket med 19 kunstnere og deres bud på eller refleksioner over filmen og dermed også over en særlig genre, nemlig spaghettiwesterns. De deltagende er: Frodo Mikkelsen, Troels Carlsen, Rene Holm (der også har kurateret udstillingen), Jacob Dahlstrup, Mar-co Wagner, Henrik Godsk, Michael Anderson, Anders Brinch, Kaspar Bonnén, Andreas Schulenburg, Anders Moseholm, Kristian Devan-tier, Morten Hemmingsen, Joncquil de Vries, Ian Larsson, Fie Norsker, Papfar. Det er en udstilling, der indbyder til at stikke næsen helt ind i billederne og lappe til sig af hentydninger og digtninger. Fremragende udstillling.
Parodi & Vanitas
De italienske spaghettiwesterns var på samme tid en parodi på Holly-wood gennem overdrivelse af personkaraktererne, men også en hyldest til en filmtype, der havde haft umådelig betydning også uden for Amerika. Westerns er fortællinger om kravet om nærmest ubegrænset frihed (også til at ordne verden med en koldblodig nedskydning – noget vi fortsat kender til, men nu oftest som ungdomsforbrydelser i skoleverdenen). Det er også fortællingen om en ikonisk mandetype af få ord, barske næver, uendelig romantisk længsel efter kvinden, der bare forstår. Men western-genren er måske den mest ikoniske filmgenre, hvis vi betragter det som en fortælling om, at livet er vejen til døden. Western er en slags evig filmisk ’vanitas’, der matcher det oprindelige nederlandske vanitas-maleri (hvor jo jagtmotiver var populære).
Humoren er der også
Hvad byder udstillingen så på? Ja netop ’vanitas’ symbolikken! Det er fællesnævneren for de deltagende kunstner. Papfar alias Søren Behn-cke slår dog en mere munter tone an med sin blanding af en kæmpe skyder og en blokfløjte (men jeg mindes i en eller flere af disse spaghettiwestern er det en ensom fløjtetone, der slår en stemning an). Jo Rene Holm har også maleriet ”Doctor Dead and the Tooth Fairy”, der gør grin med bedemandsikonet og Tandfeen (er det fordi, der tit ryger pløkker i slagsmålene?). Eller hvad med Anders Brichs ”Freedom”, der er en kæmpe mangehovedet kaktus med cowboystøvler og hatte og en jernbane igennem ind til mørket.
Gammel død
I det store udstillingsrum omkranser malerier og væginstallationer Mor-ten Hemmingsens yderst effektfuld blå kiste midt i rummet og med citatet ”Too old to die young”. Et citat, der er en bevidst forvanskning af udtrykket ”Lev stærkt og dø ung”, der blev indgangsbønnen til western-genren genoplivelse i 50erne og 60erne med navne som Marlon Brando og James Dean (der døde ung). Den blå farve er den samme, der er blevet brugt af Den kongelige Porcelæns-fabrik og musselmalet stel i generationer – nok heller ikke tilfældigt. Som jeg husker disse western, så var det også halvgamle mænd, der spillede skurke og hævnere, mænd der var levende døde.
Frodo Mikkelsen har to af sine karakteristiske malerier (men uden kranier) ”Slavehytten”, der skal minde os både om det faktiske slaveri fra den tid, men måske også om slaveriet af de myter, der er blevet skabt og som har haft svært ved at blive fornyet. Der er også de lille maleri ”Riding out of town” bogstaveligt ud i solnedgangen og med flammer i forgrunden. Ud til kamp? Eller ud af historien? Som et ubrugeligt billede?
Anders Mosehol fabulere over en skydescene, Schulenburgs ”Flesh and Cash” bruger et forlæg hentet hos Joseph Beuys med en dollarseddel – det handler om penge for kød! Udstillingens mest subtile værker leverer den eneste kvinde Fie Norsker, hvor man kun antydningsvis aner en parafrase over en død genre.
Carolinelundsvej 47, Horsens
Frem til 28. juni
