Kan kunsten distancere så vi kan forholde os til vores frygtelige historie?
Af Louise Staugaard Mortensen
louise.staugaard@gmail.com
I forbindelse med udstillingen Sort Mælk – Holocaust i ny kunst, som lige nu findes hos Museet for Samtidskunst udfordres publikums holdning til kunstens etiske råderum. For hvornår og hvordan bliver noget så frygteligt som Holocaust passende at præsentere og formidle i kunsten. Skal sådanne horrible begivenheder simpelthen lades i ro og udelukkende være i vores kollektive og historiske bevidsthed, formidlet gennem dokumenterer, artikler og anden form for ‘ren’ gengivelse – eller kan det være forløsende at forholde sig til Holocaust og menneskeskæbner ved at anskue dem på nye måder?
Sådanne uhyggelige historiske begivenheder vil altid ryste, uanset om det bliver formidlet på den ene eller den anden måde. For vi kan ikke forholde os til at en så voldsom ondskab kan have fundet sted, og vi kan næsten ikke tåle konfrontationen – for tænk hvis det skulle ske igen.
Ikke desto mindre er også Holo-caust gengivet og behandlet på forskellige måder i kunsten adskillige gange. Til adstedkommelse af re-fleksioner og diskussioner om det etiske heri.
Altid aktuelt
På Museet for Samtidskunst føres vi endnu engang ind i vores historie. Vi bliver igen konfronteret med en forfærdelig arv som har haft en enorm betydning for det samfund vi kender i dag. Sort Mælk præsenterer værker af samtidskunstnere som tilsammen skaber en form for nutidig forholden sig til begivenhederne. Tretten internationale kunstnere deltager i udstillingen. De kommer fra forskellige steder i verden og er hverken forbundet af nationalitet, trosretning eller politisk overbevisning. Men alle har de forholdt sig til Holocaust eller folkedrab i bredere perspektiv. Emnet er alvorligt men ikke desto mindre altid aktuelt. Det handler ikke kun om aldrig at glemme, men også om at tematisere begivenhederne i et bredere perspektiv.
Kunstnerne gør brug af velkendt nazi-ikonografi (som i Piotr Uklans-kis ’The Nazis*), de skildrer bødlerne, udfordrer med overraskende sammenstillinger og poetiske paradokser, der aktualiserer Holocaust og efterlivet på forskellig vis. Værkerne er som sort mælk; modsætningsfyldte og viser kompleksiteten i at arbejde med Holocaust i kunstnerisk praksis i dag.
Sort Mælk
Titlen Sort Mælk er hentet fra Paul Celans(1920-1970) digt Dødsfuga. Her beskriver Celan sine oplevelser som Holocaust-overlevende efter ophold i en rumænsk arbejdslejr. Digtet er en førstehåndsberetning og et litterært vidnesbyrd. Celan overlevede men han mistede sine forældre og hans efterliv og forfatterskab bærer i høj grad præg af disse oplevelser.
Han råber stik dybere ned i mulden I der og I andre syng og spil
Han griber jernet i bæltet og
fægter med det hans øjne er blå
stik spaderne dybere I dér og
I andre spil videre op til dans
(Uddrag af Paul Celans digt Dødsfuga)
At træde på skrigende ansigter
er publikums første handling i Sort Mælk. Nogen har måske prøvet det på det jødiske museum i Berlin. Det gør dog ikke oplevelsen mindre stærk. Menashe Kadishmans værk ‘Faldne Blade’ er nu doneret som gave til museet og tænkes at skulle bruges i andre sammenhænge hvor værket kan give mening. De mange ansigter og deres forskellige skrigende mimik går direkte i kontakt med os og vi kan næsten ikke undgå at blive berørte af den overførte betydning i værket. Vi tvinges til at betræde ansigterne hvis vi vil se resten af udstillingen. Et værk der vækker tanker om undertrykkelse, tvang, uhygge, magt, angst og dominans. Værket giver lyd fra sig når vi træder – en oplevelse som har siddet i mig siden første gang i Berlin og som nu er ført videre.
80064
er titlen på Arthur Zmijewskis’ værk, men måske mere vigtigt er det fangetallet som er tatoveret på en tidligere Auschwitz-fange. Man-den er i dag 92 år og medvirker i Zmijewskis fængende og rørende videoværk. I videoen bliver manden interviewet om sine oplevelser og efterfølgende overtalt til at få sin tatovering fornyet. Forinden har manden indvilget i dette, men får tydeligt kolde fødder og fortryder mens optagelserne står på. Han beder om at det ikke bliver gjort, men lader sig alligevel overtale. Efter optegningen sidder manden tilbage med en ´hvorfor forny den´ følelse ´nu er det jo bare som et renoveret stykke møbel´. Værket er dybt rørende og indfanger på en tydelig måde de etiske overvejelser og komplikationer som kan opstå i arbejdet med Holocaust og menneskeskildringer på denne vis. Hvornår går grænsen? Hvor meget skal man gøre for kunstens skyld? Hvor efterlader denne handling kunstneren, hvor efterlader det værket? Men ikke mindst; hvor efterlader det manden som lader sig overtale? Bliver han offer for en slags kynisme fra kunstnerens side eller skal man tænke handlingen anderledes? Uanset, er dette videoværk rystende og fængende. Manden overgiver sig til tatoveringen – endnu engang. Denne gang ikke i en fangelejr men på et mere symbolsk plan, med et mere symbolsk sigte.
Så kan kunsten spille en distancerende rolle, sådan at vi kan forholde os til vores frygtelige fortid? Det er måske netop kunstens privilegium. Men i en så rørende udstilling som denne kan det frygtelige næsten føles i tifold. En etisk og følelsesmæssig dobbelthed.
Stændertorvet 3D, Roskilde
Frem til 27. april
