Der er noget fantastisk fascinerende ved broer. Disse arkitektoniske mesterværker med vilde konstruktioner udtænkt af dygtige ingeniører, som forbinder to ofte ufremkommelige punkter med hinanden. Højderne, vinden, suget i maven og svimmelheden, når man befinder sig på gyngende grund. Alt dette har i årevis fascineret kunstneren Søren Elgaard, som ikke kan se sig mæt på de flotte bygningsværker. Med sit kamera prøver han at fange detaljerne fra nye vinkler. Han tager hundredvis af billeder og udvælger så senere, hvad der kan bruges som forlæg for det billede af objektet, han har inde i hovedet og som derefter males.
Fire broer
Søren Elgaard (f. 1951) har været en del af den etablerede kunstverden i snart fem årtier. Han er repræsenteret på mange af landets kunstmuseer, men er også synlig i det offentlige rum som f.eks. på havnen i Ålborg, hvor hans store murmaleri på en gammel silo af netop en bro er iøjnefaldende og farvemæssigt fint afstemt med omgivelserne. Han er kendt for sine storbymotiver med fokus på arkitektur og spejlinger – en blanding af realisme og abstraktion. Farverne og frem for alt lyset er afgørende for Elgaard. Han elsker alle de røde farvenuancer i tæt samspil med en anden primær farve, gerne blå, som bruges i næsten alle billederne, ofte i store farveflader.
Søren Elgaard har til udstillingen valgt motiver fra fire broer, som er ret forskellige fra hinanden, hvad angår byggeår, geografi, materialer og byggestil. Det er især gamle broer som den røde træbro ved Kastellet i København fra 1800 – tallet og Forth Rail Bridge fra 1889 ved Edinburgh i Skotland, som optager kunstneren, men også nyere broer som Golden Gate Bridge fra 1937 ved San Francisco og Jernbanebroen fra samme år i Aalborg giver stor inspiration. Udsnit og detaljer males i retlinede forløb, og ind imellem optræder stiliserede figurer på broerne.
Virkeligheden er afsættet for Søren Elgaards billeder, og en ny form for billedgjort virkelighed opstår, hvor stedet kan ændre sig i forhold til lys, årstider og tilfældigheder. ”Mit mål er, at malerierne skal være koncentrater af energi skabt i spillet mellem farver og flader. Og samtidig en slags spejlinger af det synlige i et menneskeligt sind. Et hjørne af virkeligheden set gennem et temperament”, siger Søren Elgaard.
Kunstbygningen i Vrå
Højskolevej 3 A, Vrå
Frem til 2. juni