
Fra Arte Museums samling vises indtagende og smukke landskabsmalerier af de to friluftsmalere, Finn Have og Birte Ohsten. På udstillingen ses flere af Finn Haves kraftfulde ekspressive malerier fra Andalusien. Birte Ohsten var i 1980’erne også en maler med stærke farver, men hun er mest kendt for de lyse impressionistiske billeder, hun begyndte at male efter hun i 1983 bosatte sig i Stenbjerg i Thy. Efter Birte Ohstens bortgang i 2019 kan det i dag være vanskeligt at finde akvareller og malerier af den folkekære og talentfulde kunstnerinde, men det er muligt på Arte Museum & Gallery. Finn Have og Birte Ohstens billeder hænger i samme rum som svensk-kinesiske Tong Wang, der viser fantasifulde, originale og drømmeagtige akvareller. Man undrer sig over, hvad der foregår i billederne, men spændende er det at blive konfronteret med billeder, der stammer fra dybet i det underbevidste. På gulvet udspiller der sig en eventyrverden med Pontus Kjerrmans fabeldyr, hvor alle mulige følelser og oplevelser udspiller sig. Helt anderledes er Tine Hecht-Pedersens spontane og impulsive tiltag, hvor cirklen og blomsterne dominerer. Fra Arte Museums samling ses keramik og skulpturer af Marianne Fossgreens to figurer med titlen ”Samtale”. De står side om side med de spændende gul-grønne figurer ”Surfer” og ”Hopla” af Marianne Stenholdt Bork.

Det vilde, sprælske og fabulerende
Når man træder ned i Arte Museums & Gallerys tilstødende rum, bliver man helt overvældet af lyset og de sprælske toner. Her er Nils Sloths vilde, fabulerende billeder. Han har til udstillingen malet to yderst originale billeder Cavalcade I og II, hvor man i et udefinerligt rum ser rækker af kvinder bevæge sig gennem rummet. I samme rum ses ”Blumen im Blau” som næsten sprænger billedrammen, så voldsomt er det. I billedet har Nils Sloth kontrasteret de store livagtige blomster med bittesmå fabulerende fænomener, såsom en salamander, mursejlere og dele fra mennesket. Der er fortælling og skønhed i billedet. Det spændende i rummet er sammensætningen med keramikken, bl.a. af Nils Sloths nu afdøde kunstnerkollega Thorvald Odgaard med hans erotiske lænestole. Samtidig ses Tine Hecht-Pedersens impulsive og spontane keramik foran Nils Sloths ”Cavalcade I”. Der er også eventyr i rummet med Pontus Kjerrmans kærlige fabeldyr, bl.a. med en af de modeller, han lavede for nylig til den store bronzefigur ”Mødet” ved Sortedamssøerne i Kbh. I det tilstødende rum findes Jens Bredholts eftertragtede akryl/kridt på papir. Han har til udstillingen lavet helt friske arbejder fra Norge, der kan ses i en sammenstilling med ridsede billeder og malerier. Her er bl.a. et meget smukt ridset billede med en kvinde, der danser flamenco, en intens og udtryksfuld genre, der opstod i Andalusien i det sydlige Spanien. Der ses også et udtryksfuldt maleri ”Vandrer ved havet”, Klitmøller, og der er ridsede billeder fra Norge, der relaterer sig så smukt til Akryl/kridtene. I et af dem er der et billede fra Bodø, hvor Jens Bredholt har placeret en ensom skikkelse i billedets forgrund. Det er en udstilling på højt niveau, hvor både billeder og keramik/skulptur gerne skulle lægge op til nysgerrighed og undren, til indlevelse og oplevelse af de besøgende.
Arte Museum & Gallery
Krinkelkrogen 20. Lildstrand
7741 Frøstrup
Frem til 31. august