Den sfæriske geometri i Rikke Bjørns optisk-konkrete værker er meditativ som en solnedgang
Der er den smukkeste udsigt over Isefjordens udløb i Kattegat fra udstillingsstedet Fyrgården i Hundested. Kun et stenkast derfra ligger grønlandsfareren Knud Rasmussens Hus, så der er flere gode grunde til at sætte kursen mod Hundested og besøge Rikke Bjørns udstilling hos Hundested Kunstforening.
Indenfor på de to etager i den gamle fyrmesterbolig præsenterer Rikke Bjørn et tværsnit af værkserier, skabt indenfor de seneste 5 år. Hun maler en elegant og farvemæssigt moderne udgave af optisk-konkret kunst.
Visuelt har værkerne ikke direkte så meget med traditionelle solnedgangsbilleder at gøre – og dog. Den meditative effekt ved at betragte dem minder meget om solnedgangens enkle, varierende og beroligende perspektiv. Pulsen sænkes!
Optisk kunst er for alle
Den klassiske variant af Op-Art, optisk kunst fra starten af det 20. århundrede ved Victor Vasarely og Bridget Riley, var skabt med det demokratiske formål, at kunstoplevelsen skulle være for alle uden krav om særlige analytiske færdigheder.
– Her er ikke en hel masse at fortolke, fortæller Rikke Bjørn om den maleriske genre, hun arbejder med.
– Det er den enkle komposition og de forskellige optiske virkninger, som er interessante.
– De fremkommer undervejs, som jeg arbejder mig frem med pensel og tape, fortæller Rikke Bjørn.
Som matematiker og systematiker skabte hun i gymnasietiden sin egen farvelære ved at farvelægge blokkevis af ternet papir. Farveøvelserne kommer hende nu til gode. Intuitivt i maleprocessen vælger hun farvernes rækkefølge.
De første eksperimenter i en ny serie er gerne legemsstore for at få en sanselig dialog i gang. Billederne bliver til på helt hvide lærreder, hvor hun starter med figuren i midten, og derfra bearbejder kompositionen ud på fladen. Her danner hun optiske forløb af stribede farvelag med flader og rum, der har mere eller mindre mættede overlap. Den samme hvide baggrund ser pludseligt forskellig ud, og det giver nogle unikt visuelle effekter, når farverne spiller op til hinanden.
Striber og cirkler
Linjeløbene optræder perspektivisk som et trompe-d’oeil, der udfordrer synssansen. En elipseform bliver kuglerund, og i de stribede vægge i et frontalt perspektiv ændres rummets form ganske overraskende, når du flytter dig i forhold til billedet. En anden stribet flade træder frem, for derpå at træde tilbage i en ny dybdevirkning, mens du betragter den.
Oplevelsen af Bjørns indfarvede 3D-epoxyværker, de lange lærredsstokke og malerierne er som at blive givet en pause i en verden af visuelt overload.
– Her skal vi ikke forarges eller stødes, men blot være – og forundres for en stund.
Hundested Kunstforening
Fyrgården – Fyrstien 1 – Hundested
Frem til 16. juni