Udstillingen med den iranskfødte videnskabskvinde (biokemi) og kunstner Sokhanvani (1964 – flyttede til UK 1978) er en totalinstallation designet af Sokhanvani selv med teknisk hjælp af arkitekt Jean-Francois Lemay og Many Hands Studio, hvor sidstnævne har stået for de håndmalede mønstre på vægge og gulv.
Lydbilledet, der understøtter udstillingen, er sange fra det 20. århundrede fremført af berømte sangerinder og produceret af Marios Aristopoulos. Pointen er jo den sørgelige, at kvinder i dag har forbud mod at optræde med sang og dans, ja faktisk er det en forbrydelse at synge i det offentlige rum på samme måde, som man ikke må afdække (fjerne hijab) sit hår. Noget, ungdommen gjorde oprør mod for et par år siden og blev slået brutalt og blodigt ned af de islamistiske fanatikere, der styrer Iran.
21 portrætter, 21 skæbner
Udstillingens helt centrale elementer er 21 miniatureportrætter af iranske kvinder, der var berømte inden for forskellige sider af kulturlivet, f.eks. litteratur, film, dans og skuespil. Hun har benyttet fundne fotografier som oplæg til sine malerier. Hun udtaler selv: ”I min kunst belyser jeg kollektive forhold gennem enkeltpersonernes fortællinger”. Det er alle kendte kvinder fra før den islamiske revolution i 1979, som nu står som symbol på en anden tid, hvor kvinder havde visse rettigheder og kunne udøve deres valgte gerning. Efter revolutionen er de ikke bare blevet gjort tavse. De er blevet slettet af historien. De eksisterer ikke mere. Sokhanvari vil gerne åbne denne historiske ’Pandora Box’ og lade disse karismatiske og glamourøse kvinder slippe ud som en påmindelse om en anden tid, hvor kvinder kunne agere, og håbet om større frihed levede.
Miniaturemaleri og spejle
Jeg har rejst flere gange i Iran før revolutionen og lige efter og kan huske den dualitet, der var med oplyste og (delvis) fri kvinder (og unge mænd) og så de helt lukkede områder med kvinder klædt i sort, som Shirin Neshat så fantastisk har skildret i sine film. Også den store spejlmonolit med 27.000 individuelt udskårne og limede spejle, man møder, når man træder ind i rummet, er noget der er typisk for Iran, og som jeg har set flere steder i bygninger og gravmonumenter.
En af de ting, man også stødte på i bazaren, er traditionen for miniaturemaleri, som nogle havde udviklet til en utrolig perfektion. Det er denne tradition, Sokhanvari tager op i en moderne form med små fine strøg og med brugen af bladguld som f.eks. i portrættet af Jamileh (født Fatemeh Sadeghi 1946), der var danser og optrådte i flere film. Portrættet udstråler den samme selvbevidste trang til at posere frit, som også de andre malerier viser. Et portræt skiller sig markant ud. Det er et foto opklæbet på en dekorativ rød baggrund. Det er af Nosrat Partovi (1944), der medvirkede i én film i 1974 (The Deer). Da filmen blev vist i byen Abadan, blev biografen aflåst af ukendte mænd og sat ild til, og mere end 400 indebrændte. Ingen blev straffet, grunden for revolutionen var lagt, og hun måtte flygte. Man ved ikke, hvor hun er endt. En stærk og rørende udstilling, der (igen) sætter fokus på forholdet mellem frihed, kvinderettigheder og religiøs fanatismes ønske om at undertrykke dette.
ARoS – Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2, Aarhus
Frem til 2. juni