Helga Ancher - Fru Brøndum ved arbejdet i køkkenet, ca. 1905. Olie på lærred. Foto: Bent Jakobsen

Skagen Museum viser udstilling om skagensmalernes kulinariske liv

Af Grethe Hagensen - 26. Sep 2026

Skagen var dengang som nu både verdens ende og verdens navle. Man kunne simpelthen ikke komme længere væk. Det var her kultureliten samledes mellem fiskere og fiskerkoner i slutningen af 1800 tallet, for her kunne man male almindelige menneskers ”virkelige liv”. Egnen var præget af ubønhørlig sandflugt, strid vind og barske livsvilkår, men farvandet omkring Skagen Odde var fyldt med fisk!

Oscar Björk – Fiskeri i Brøndums bod, ca. 1888. Olie på lærred. Foto: Bent Jakobsen

Fisk på menuen

I Skagen havde alle, høj som lav, stort set ubegrænset adgang til frisk fisk. Når fangsten var landet, skulle den renses og deles, og den situation har Viggo Johansen malet i ”Fangsten deles” fra 1885 og Michael Ancher i ”Fisken renses”, 1915. Mange fiskerfamilier levede et hårdt og nøjsomt liv. Man spiste det, der var til rådighed, og intet måtte gå til spilde.

Anna Ancher – I køkkenhaven, U.Å.. Olie på lærred. Foto: Bent Jakobsen

Side om side med fiskerne levede kunstnerne. Anna Anchers livret var ”kroppehoveder”. Torskehoveder fyldt med fars af f.eks. mælkeopblødt byggryn, løg og torskelever, som blev regnet for en særlig lækkerbisken, men ved langbordet hos Anna og Michael Ancher blev der også serveret annanas til dessert – en eksotisk delikatesse. Annas søster, Hulda Brøndum, overtog køkkenet på Brøndums Hotel efter sin mor, Ane Brøndum, og hendes køkken blev kendt i det ganske land. Hun læste franske kogebøger og serverede østers, men nød også at hive gulerødder op af jorden i køkkenhaven bag Anchers hus.(Anna Ancher: ”I køkkenhaven”, u.å.)

Michael Ancher – Ved frokostbordet, 1888. Olie på lærred. Foto: Bent Jakobsen

Kunstnerfællesskab

Anna Ancher, Laurits Tuxen, Marie Krøyer, Michael Ancher, Christian Krogh, Karl Madsen, Oscar Björk og P.S. Krøyer rejste alle til Frankrig som led i deres kunstneriske dannelse, men når de vendte hjem var de ikke bare fyldt med nye motiver. De erfarede, at måltidet og aftenernes festligheder blev den naturlige samling for de kunstnere, som ellers var enormt optaget af deres arbejde. Kunstnere forenet omkring bordet blev et hovedmotiv for både Krøyer og Ancher. (Michael Ancher: ”Et haveselskab”, 1904 og P.S. Krøyer: Hip, hip, hurra”, 1888) ligesom fester under åben himmel med madkurve og tæpper i lyngen og selvfølgelig champagne.

Udstillingen følger årets gang med livlige jagtselskaber og slagtning af julegrisen (Michael Ancher: ”Den slagtede gris”, 1905), og samlingsstedet, hvor kunstnerne mødtes til store middage og festligt samvær, var Brøndums Hotel. En kultur, der stadig knytter sig til fortællingen om Skagen.

P.S. Krøyer – Christoffer bøder garn i sin stue, 1886. Olie på lærred. Foto: Bent Jakobsen

Madkultur

Udstillingen er bygget op omkring et stort langbord med malerier og genstande, men også med små historiske nedslag, breve, opskrifter og anekdoter. Man kan f.eks. se den kendte restauratør og forfatter Louise Nimbs (1842 – 1903) kogebog fra 1888 og syltebog, 1896, ligesom der er opskrift på Hulda Brøndums berømte æblekage og Marie Krøyers plumkage. I det tilhørende katalog findes mange finurlige historier, som knytter sig til livet i Skagen dengang.

Mad er ikke bare mad, og Skagen er noget særligt. Det ved alle os, der både nyder naturen, kulturen og maden i Danmarks nordligste by.

Skagens Museum
Brøndumsvej 4, Skagen
Frem til 30. december

Artikel fra: Nr. 08 / 2026 – September / Oktober