Albert Gottschalk - Fra Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde. Graa Vinterdag, 1894. Davids Samling. Foto: Pernille Klemp.

Sjældent sete værker fra C.L. Davids personlige kunstsamling

Af Pia Stuer Lauridsen - 16. Dec 2023

Få et varieret indblik i, hvordan den tidlige modernisme udfoldede sig i Danmark

I den smukke gamle bygning fra det 19 århundredes begyndelse lige overfor Kgs. Have, som huser Davids Samling, går jeg op ad de skæve trappetrin til 2. sal for at se særudstillingen Samlerens valg – C.L. David og nyere dansk kunst.

Museets stifter kunstelskeren samleren højesteretssagfører Christian Ludvig David (1878-1960), især verdenskendt for sin store samling af islamisk kunst, havde også en passion for nyere dansk kunst. Samlingen, som siden 1948 har været offentlig tilgængelig, tæller p.t. ca. 350 værker. Netop nu er et udpluk på 60 blandede værker, akvareller, malerier, skulpturer, keramik fra slut 1900 til ca. 1950 taget frem af magasinerne. Nogle har aldrig været udstillet før ! Museumsinspektør Anette Lindbøg Karlsen har kurateret.

Første rum er reserveret Vilhelm Hammershøis ikoniske gråtone interiører, samt enkelte landskaber og portrætter. I en smal passage indtil næste rum hænger to af Albert Gottschalks landskaber i olie, det ene et dejligt vinterbillede, Fra Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde, Graa Vinterdag, 1894, intenst i sne-stemningen.

Så den alsidige begavelse J.F. Willumsen, der er rigt repræsenteret i flere rum med både landskabs-akvareller i kridtede pastelfarver, vaser i eksperimenterende begitninger, bronzestøbte fugle og oliemalerier i ”gammel stil” fra før han sprang ud som kolorist, f.eks. Den gamle fattiggård og et blodigt interiør Slagterbutik ved Nikolaj Tårn, 1890, med dyreafhuggede hoveder og ophængte ditto kroppe.

Dernæst Theodor Philipsens heste, køer og gæs på lærred, på fade og som keramiske figurer. Og tre store, bemærkelsesværdige papirværker af Johannes Larsen, som jeg ikke har set før, -minutiøst gennemarbejdede landskaber i blyant, akvarel og sort pen. En enkelt tidlig Edward Weie (1907), fra før han opløste motivet i farveflader, har også ”sneget” sig ind.

Agnes Lunn – To svømmende heste, 1906, Davids Samling. Foto: Pernille Klemp.

Ligeledes maleren, billedhuggeren Agnes Lunn, (1850-1941), der som én af de første blev uddannet i billedhuggerfaget på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder i 1888, (en skole som hun i øvrigt selv var med til at oprette !). Opvokset på Knabstrup Gods havde hun øje for at male og modellere efter gårdens dyr. Som Philipsen og veninden A.M.Carl-Nielsen var hun optaget af den realistiske skildring, som det f.eks. kan ses af maleriet, Pissende Ko, 1873. Det er dog ikke med her, til gengæld ser vi geder i sølv og den lille bronzefigur, To svømmende heste, 1906, levende udført, som David brugte brevpresser. Også Helen Schou (1905-2006), hvis portrætbuste af C.L.David (1937) kan ses andetsteds på museet, har fået et lille bronze-føl ( en belgier ) med i montren.

I næste rum – ét værk af hver kunstner: L.A.Ring, Niels Skovgaard, hvis maleri i olie, Æ hav. Solskin, 1888/92 udmærker sig, – det er som at stå dér selv på stranden foran det brusende, brølende og skummende Vesterhav en solskinsdag. Julius Paulsens Marine, 1910 formidler en helt anden vibrerende stemning og malemåde, – et roligt hav en gråvejrsdag, hvor solen pludseligt bryder igennem og kaster en lyskegle henover vandoverfladen. Skrabet op med paletkniv, ikke pastost men tyndt tørt og bearbejdet, ridset kradset frem.

Axel Salto – Kuglevase, 66,3 cm. 1958. Davids Samling. Foto: Pernille Klemp.

Fremhæves skal desuden blandt flere Axel Saltos enorme Kuglevase, 1958, i glaseret stentøj, som sjældent tages frem af magasinet. Og Peter Hansens En malerinde ved staffeliet, u.å. , der er brugt som blikfang for udstillingen. Malerinden på billedet er Peter Hansens steddatter Elisabeth Neckelmann (1884-1956), der var inspireret af Fynbomalerne og anerkendt for sin kamp for ligestilling som forperson for Kvindelige Kunstneres Samfund (1924-54).

Det var for øvrigt Agnes Lunn, der førte C.L. David ind i kunstverdenen. Som tante og gudmor tog hun ham med på museer og introducerede ham for sine kunstnerkolleger.

Peter Hansen – En malerinde ved staffeliet, u.å. Olie på lærred, 64 x 52 cm. Davids Samling. Foto: Pernille Klemp.

Hvis jeg må komme med et lille hjertesuk, så er det at kvinderne igen mangler ! Om det så skyldes den kuratoriske udvælgelse, eller at samlingen ikke har ret mange værker af kvindelige kunstnere, det er i skrivende stund et ubesvaret spørgsmål.

Davids Samling
Kronprinsessegade 30, København K
Frem til 18. februar 2024

Artikel fra: Nr. 11 / 2023 – December / Januar