Udødelige myter og klimakampen – Sif Itona Westerberg med stærk og modig udstilling på ARoS
Sif Itona Westerberg er et næsten nyt skud på stammen af kunstnere født 1989 og debuterede i 2014 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og blev mere alment kendt for sin deltagelse i DRs reality serie Kunstnerkoloni Bornholm. ARoS fik kig på hende i 2017 og har siden arbejdet på en soloudstilling, fordi “Der er noget interessant i hendes formsprog, der leder tanker hen på antikkens Grækenland, skønvirke og art nouveau”, siger udstillingens tilrettelægger Jakob Vengberg Sevel og tilføjer “hun er en traditionel billedhugger, der gør brug af moderne tematikker”.
Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm.
Tre tableauer – en verdensforståelse
Udstillingen på 5. sal er bygget op om tre akter som i et teater. Vi starter med at blive indført i “House of Dionysos”, der tager fat på myten om vinens og ekstasens gud Dionysos, hvor en række figurer fortæller om at slippe sig selv løs. Midtfor står en præstinde og holder en flammende olielampe højt hævet i triumf – Hu hejsa hvor det går, det er en fest (næsten) hele vejen, for tømmermændene lurer i baggrunden. Det er også her, man forstå henvisningen til skønvirke, for figurerne slynger sig ind og ud af hinanden, så de skulpturelt set udgør et hele.
Næste akt er “Swan Song”, der som udgangspunkt har den græske myte om Faeton, søn af Helios solens gud, der var kommet i bekneb om sin gudestatus og ville låne himmelkareten. Det magtede han ikke – manglede evnerne – og sætter himlen i brand, så en katastrofe opstår. Zeus må gribe ind og dræbe ham med en lynstråle.
Mælkevejen skulle være resultatet. Figurerne i rummet afspejler alvoren. Elementerne synger deres klagesang, nymferne gisper efter vejret, træerne brænder, og midtfor er en glødende neonhalvbue. Det er solen, der kan går amok – samtidig er det den smukke solnedgang eller opgang. Vores egen klimakrise kan ses som en spejling af Dionysos-kultens evige ønske om mere udfoldelse (forbrug og vækst) og vores manglende evne til at tøjle de store kosmiske kræfter, vi har udfordret.
Tredje akt ”Fountain” har tidligere været vist på Tranen i Hellerup og udgør en mere spekulativ oplevelse i forhold til de to andre rum. Det er en kombination af væsener, vi kender fra Middelalderens rummelige forståelse af, at der kan eksistere monstre sammen med den reale verden. Det ser vi afspejlet i de verdenskort fra 1200 til 1600, hvor lande er tegnet omgivet af mærkelige væsener, der markerer de ukendte grænser. Sif Itona bruger det til at kombinere med vores optagethed af DNA-teknologi, hvor vi kan ændre på naturen til vores fordel. Bjørn Nørgaard har tidligere været inde på samme tanke med bl.a. Den Genmodificerede Havfrue, der står ikke langt fra Den Lille Havfrue.
Fra mytologiernes historier til nutiden er der stadig kun et åndedræts tid. Vi tumler stadig rundt og vil styre og underkaste naturen og er blind for de kræfter, det kan udløse, måske fordi vi ser os selv som halvguder frem for at komme overens med naturen.
Skulpturernes stemme
Sif Itona Westerberg arbejder som klassisk billedhugger med et hypermoderne materiale, nemlig færdige gasbetonblokke. Ikke noget med den glatte og lukkede fine marmor. Nej, ved et tilfælde kommer hun ind i byggemarked og bemærker dette uromantiske byggemateriale, der var lige til at gå til. Hun siger selv: ” Det er en helt anden proces at arbejde med gasbeton, og da jeg opdagede det, var det som at komme hjem”. Hun arbejder lige så fint som andre (Lemmerz f.eks.) gør med marmor, alt tegnes op og slippes og pudses, så det står smukt, men materialets karakter gør, at det er en mere porøs overflade med små huller, så man så at sige kan komme tættere på, og figurerne bliver mere levende. Hun arbejder todimensionalt, der er ikke en bagside, og skulpturerne er monterede på et stillads og holdt fast med sandsække ved gulvet. Det industrielle håndværk er dermed i sig selv en hybrid mellem det klassiske og det moderne.
Den midterste del om Svanens Dødssang er den stærkeste del og kunne stå alene med sin påmindelse om ikke at udfordre de kosmiske kræfter, men det er samlet set en stærk og også modig udstilling, når man vil tage afsæt i den græske mytologier og bruge dem som drivkraft og indlæsning i nutidens klimakamp, for hvor mange har lige de myter præsent?
ARoS – Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2, Aarhus
Frem til 23. januar 2022
